Det kom for mange som lidt af en overraskelse, at ærkebiskoppen af New York, kardinal Timothy M. Dolan var blandt underskriverne af det brev til paven, hvor 13 kardinaler udtrykker deres bekymring for og utilfredshed med en række forhold i forbindelse med tilrettelæggelsen af Familiesynoden. Bekymringen gik ikke mindst på, at synoden endnu engang skulle blive domineret af minoritetsproblemer, såsom fraskilte gengiftes og homoseksuelles forhold til Kirken.
Se mere herom i artiklen: Familiesynoden: Hvad vi ved, og hvad vi ikke ved
Men hører Dolan ikke til i den ”progressive” lejr? Det indtryk havde ellers bredt sig, efter at han i foråret i sin egenskab af stormarskal for St. Patrick’s Day Parade i New York gav sin tilladelse til, at også homoseksuelle grupper kunne deltage i den traditionsrige fejring af den irske nationalhelgen. Det var en beslutning, som blev hilst velkommen i New York Times, der så den som et udtryk for ”et holdningsskifte i Den katolske Kirkes hierarki”- men som omvendt vakte forargelse blandt mange katolikker og udløste et krav om hans tilbagetræden som paradens stormarskal.
Men Dolan er øjensynlig ikke så let at sætte i bås. Senest har han lagt et indlæg på sin blog, som yderligere rokker ved billedet af ham som et sikkert kort for den progressive fløj på synoden.
I dette indlæg konstaterer han indledningsvis, at inklusion har været et gennemgående tema i drøftelserne. Man har talt om, hvordan man kan blive bedre til at få diverse minoritetsgrupper til at føle sig velkommen i Kirken – og her følger så en opremsning af de kategorier, man sædvanligvis tænker på i den forbindelse: singler, homoseksuelle, fraskilte, etniske minoriteter osv. osv.
Men så kommer overraskelsen:
”Må jeg have lov også at lufte den tanke, at der nu om dage findes en ny minoritet i denne verden og tilmed inden for Kirken? Jeg tænker på dem, som i tillid til Guds nåde og barmhjertighed bestræber sig på at virkeliggøre dyd og troskab i deres liv: ægtepar, som – uanset at det i det mindste i Nordamerika kun er halvdelen af vore, som indgår et sakramentalt ægteskab – kommer i Kirken for at deltage i messen; ægtepar, som inspireret af Kirkens lære om, at ægteskabet varer hele livet, har holdt ud i alle prøvelser; ægtepar, som tager imod mange børn som en Guds gave; en ung mand og en ung kvinde, som har valgt ikke at leve sammen før brylluppet; en homoseksuel mand eller kvinde, som vælger at leve i afholdenhed; et ægtepar, som har besluttet, at hustruen giver afkald på en lovende karriere for at kunne blive hjemme og tage sig af børnenes opdragelse – sådanne dejlige mennesker føler sig ofte som en minoritet i særdeleshed i samfundet, men undertiden sågar også i Kirken! Jeg tror, at der er mange flere, end vi umiddelbart forestiller os, som – i kraft af det pres, de udsættes for i dag – ofte føler sig holdt udenfor.
Hvor får de støtte og opmuntring? Fra TV? Fra blade og aviser? Fra film? Fra Broadway? Fra deres kolleger? Glem det! De forventer af Kirken og af os, at vi giver dem støtte og opmuntring – og en følelse af inklusion. Dem må vi ikke svigte!”
Originalteksten kan læses på: http://cardinaldolan.org/index.php/inclusion-of-the-new-minority/
Se artiklen i printvenlig version