Kristne i Mellemøsten risikerer at blive fuldstændig udslettet som følge af folkedrab, krige og det internationale samfunds passivitet. Sådan lød hovedkonklusionen på en kongres afholdt i New York den 5. december med deltagelse af repræsentanter for forskellige trossamfund.
Der var udbredt enighed om, at en fælles koordineret indsats med henblik på at skabe et tilflugtssted for de kristne, mens deres ødelagte hjemlande genopbygges, er at foretrække fremfor en permanent genanbringelse i andre lande.
Tolv talere søgte at belyse krisen både historisk og aktuelt med særligt fokus på udsatte minoriteter i Syrien og Irak. En af dem, professor i historie ved Princeton Universitetet, Jack Tannous, pegede på, at de kristne inden korstogene i det 12. til det 14. århundrede havde udgjort flertallet i Mellemøsten. I de næste tusind år blev de kristne i perioder udsat for voldsomme forfølgelser, hvilket førte til, at mange konverterede til islam eller blev tvunget til at forlade deres hjemlande, hvor de havde levet i århundreder.
Hvad angår situationen i dag, mente flere talere, at betegnelsen folkedrab er dækkende for, hvad der overgår de kristne, især i de områder, der kontrolleres af Islamisk Stat. Kristina Arriaga Bucholz, som siden 2010 har været direktør for “Becket-fonden for religiøs frihed” og i år blev udnævnt til medlem af den amerikanske kongreskomité for borgerrettigheder, udtrykte tilfredshed med, at kristne var blevet nævnt i udenrigsminister John Kerrys erklæring om folkedrab den 17. marts i år – selv om det havde holdt hårdt at få dette skridt igennem over for Obama-administrationen. ”Folk slukker for nyhederne fra Mellemøsten, fordi det er så forfærdeligt at overvære”, sagde hun, ”men når USA erklærer, at der er tale om folkedrab, bidrager det til at skabe opmærksomhed om situationen og bane vejen for handling.”
Lederen af The Catholic Near East Welfare Association, monsignore John E. Kozar, som arbejder med kirker i hele Mellemøsten, gav udtryk for, at der i den vestlige, latinske Kirke ikke er tilstrækkelig forståelse for situationen i området. Selv om de kvindelige ordeners karitative arbejde er blevet vel modtaget også i hovedsageligt muslimske områder, er der fortsat forfølgelser, sagde han. Syrien er ét stort kaos, men Kirken er der stadigvæk. Libanon magter ikke tage imod flere flygtninge. Jordan har den største koncentration af flygtninge i verden, men lejrene hærges af økonomisk udbytning og gangstermentalitet, og kristne i Egypten bliver betragtet som tredjerangs borgere.
Kozar og andre talere fremhævede de kristnes dybe historiske og kulturelle tilknytning til deres lande og pegede samtidig på, at der finder en tovtrækning sted mellem på den ene side folk i den vestlige verden, som ønsker at tage imod flygtningene og integrere dem ud fra en idé om, at det er bedst for dem at blive fjernet fra det sted, hvor de er, og på den anden side kirkelederne og det store flertal i området, som ønsker at blive eller i det mindste vende tilbage til deres lande, så snart det bliver sikkert at gøre det.
Kardinal Timothy Dolan af New York fortalte i sit indlæg, at når biskopper fra Mellemøsten besøger ham, siger de ikke så meget, men de beder alle sammen om, at man ikke glemmer dem. De føler sig alene og isolerede. Dolan bar et koptisk halssmykke, en gave fra Egypten, og fremviste en ikon af martyrerne i Libyen. ”Vi har en Gud, som kalder os til at arbejde for retfærdighed og næstekærlighed. Vi kan ikke glemme disse mennesker,” sagde han.
Se artiklen i printvenlig version