Af Torben Riis
How Christianity Saved Civilization … And Must Do So Again[1] er titlen på en bog, som er blevet til i et samarbejde mellem to amerikanske professorer, Mike Aquilina og James L. Papandrea. Begge har omfattende forfatterskaber bag sig hovedsageligt om kirkehistoriske og teologiske emner.
Bogen er, som det fremgår af titlen, et apologetisk indlæg i debatten – på jævnt dansk: et forsvar for Kirken, som i denne tid trues både af intern splittelse og angreb fra religionsfjendtlige kræfter i det omgivende samfund.
Forsvaret bygger forfatterne på et tilbageblik på hele perioden fra de første århundreder, hvor de kristne endnu var en forfulgt minoritet i Romerriget, til 300-tallet, hvor Kirken oplevede en nærmest eksplosiv vækst[2] for til sidst at få status som statsreligion under kejser Theodosius (379-395) – og videre frem til middelalderen, hvor Kirken i de næste tusind år (500-1500) efter Romerrigets kollaps efterhånden udbredte kristendommen til hele det europæiske kontinent.
Forfatternes projekt er således ikke blot at skrive historie så at sige for historiens skyld. Det, der interesserer dem, er især at få belyst to spørgsmål. For det første: Hvordan var det muligt for en ubetydelig religiøs minoritet med rødder i jødedommen at forvandle datidens supermagt til et samfund bygget på værdier, der i den grad var i modstrid med befolkningens hidtidige idealer og livsstil? Og for det andet: Såfremt vi kan besvare dette spørgsmål, har vi så ikke samtidig fundet svaret på, hvordan vi kan arbejde os ud af den aktuelle krise? Med andre ord: Kan vi, som der står i bogens titel, ”gøre det igen”?
Svaret finder de to forfattere ved at holde de kristne værdier og det daværende romerske menneske- og tilværelsessyn op mod hinanden for på den måde at dokumentere, at Romerrigets omvendelse til kristendommen ikke blot var en proces, hvor to forskellige livssyn smeltede sammen i al fordragelighed, men en ”revolution”, hvor to uforenelige kulturer stødte sammen, og hvor de kristne – ofte med livet som indsats – fik gjort op med hedenskabets ekstreme brutalitet og primitive krigeridealer og erstattet dem med kristne værdier solidt forankret i evangeliet og Kirkens lære. Heri ser de forklaringen på, at det blev kristendommen, der gik af med sejren – ikke det moralsk depraverede Romerrige, som reelt savnede enhver form for sammenhængskraft. Med andre ord: Romerriget var en kolos på lerfødder, mens den kristne tro åbenbarede helt nye perspektiver, der kunne give datidens mennesker ikke alene håb om en bedre fremtid, men også et helt nyt indhold i deres tilværelse.
De syv revolutioner
Beskrivelsen af substansen i hele denne proces deler forfatterne op i syv ”revolutioner” – nærmere bestemt de fundamentale ændringer, der hver især bidrog til romernes omvendelse. Her blot nogle ord om de vigtigste af dem:
Først og fremmest ramte kristendommens forkyndelse af, at alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor ligeværdige, som en bombe ned i et samfund, hvor lighed blandt mennesker var et ukendt begreb. Det ses blandt andet af, at mindst en tredjedel af befolkningen var slaver, mens kun 1 procent tilhørte den herskende priviligerede klasse.
Ligeså revolutionerende var forkyndelsen af, at Gud er kærlighed. De romerske guder var ikke just kærlige over for mennesker og for den sags skyld heller ikke over for hinanden. Læg hertil det set med samtidens øjne lige så kontroversielle næstekærlighedsbud, hvor Jesus ikke blot pålagde de troende at elske deres venner, men også deres fjender. Det kæmper vi stadig med.
For de kristne betød disse revolutionerende erkendelser, at de nu kunne møde tilværelsens udfordringer i bevidstheden om, at de i Guds øjne ikke blot var værdifulde – men endnu mere forbløffende – hver især ønskede og elskede af Gud:
”Alene i kraft af at være skabt i Guds billede,” skriver forfatterne, ”var de personer med lige så stor ret til at leve som den rigeste senator i Rom. Et hjælpeløst barn er en person. En blind enke er en person. En forkrøblet slave er en person. Denne bevidsthed var en altomvæltende forandring, som kristendommen bragte til verden. Alle de andre omvæltninger afhænger af denne ene.”
Ægteskab og familie
Dette nye menneskesyn satte sig også tydelige spor i eksempelvis synet på ægteskabet og familien. Det illustrerer forfatterne blandt andet ved at sammenligne kvinders og børns vilkår før og efter kristendommen. Ifølge romerretten var kvinder og børn en del af husstanden, altså ikke i juridisk forstand personer, men slet og ret familiefaderens ejendom. En kvinde var således sin fars ejendom, indtil hun blev gift, og derefter sin mands ejendom. Blev hun enke, var hun sin søns ejendom, hvis hun ellers var så heldig at have en søn. I modsat fald eksisterede hun ikke i lovens forstand og kunne kun håbe på, at en slægtning ville tage sig af hende.
Hvad manden i huset angik, havde han ubegrænset ret til at straffe sine børn, hvis de f.eks. var ulydige, og kunne i givet fald slå dem ihjel. For pigernes vedkommende gjaldt det, at de typisk blev dræbt, blot fordi de var piger og derfor udgjorde en økonomisk byrde for familien.[3]
Drab på nyfødte børn anså man ligeledes for at være et helt uproblematisk valg. At det ikke hørte til sjældenhederne, er siden blevet dokumenteret af arkæologiske udgravninger, hvor man har afdækket massegrave med børnelig, hovedsageligt piger, ikke blot i Rom, men så godt som overalt i Romerriget.
Denne mangel på respekt for livet – ikke mindst for børns liv – resulterede i et støt faldende befolkningstal, der meget vel kan have bidraget til Romerrigets undergang.[4]
Faktisk sloges flere kejsere med det problem, at romerne ikke viste særlig interesse for at sætte børn i verden. Augustus (27 f.Kr. – 14 e.Kr.) forudså således, at det faldende befolkningstal kunne få katastrofale følger for rigets økonomi og dets fremtidige muligheder for at forsvare sine grænser. Derfor prøvede han at lovgive sig ud af problemet ved at forbyde både uægteskabelige og homoseksuelle forhold og ved at pålægge ugifte personer og barnløse ægtepar ekstra skatter – alt sammen uden nævneværdig succes. I øvrigt fik han selv i løbet af sine tre ægteskaber kun ét barn.
”Det var ikke mindst kristen moral og og den åbenlyse kærlighed i kristne familier, som omvendte Romerriget”, skriver forfatterne, og et andet sted konstaterer de: ”For kristne var ægteskabet ikke bare en forretningsmæssig aftale mellem to familier, det var en hellig pagt, et sakramente indstiftet af Gud, som gjorde mand og kone til ”ét kød”.[5]
Og netop ægteskabets sakramentale karakter, som indebar, at det kun var gyldigt, såfremt det var indgået frivilligt af begge parter, var årsag til, at kvinderne (i hvert fald i princippet) blev personer i og med, at de fik ret til selv at træffe en så vigtig beslutning i deres liv.
Forfatternes svar på spørgsmålet: Kan vi gøre det igen? og spørgsmålet om, hvilke konklusioner man i øvrigt vil kunne drage af deres overvejelser, vender jeg tilbage til i en senere artikel.
[1] Bogen udkom første gang i 2015 under titlen Seven Revolutions. I 2018 i kom den i en lettere revideret udgave under den ovennævnte titel på forlaget Sophia institute Press.
[2] Fra ca. 100.000 i år 200 til ca. 5 millioner i år 300.
[3] Jfr. situationen i bl.a. Indien, hvor piger stadigvæk aborteres, fordi det koster forældrene en mindre formue til en medgift at få dem giftet bort.
[4] Hvad dette angår, kan jeg også referere til et interview, jeg lavede med den franske genetiker Jérôme Lejeune i 1984. Her sagde han bl.a.: ”Der er i tidens løb givet mange forklaringer på, hvorfor Romerriget bukkede under. I dag ved vi fra det statistiske materiale, at Romerrigets undergang ikke mindst skyldtes et stærkt fald i folketallet. Man ved fra kirkegårdsfund, at det var blevet almindeligt kun at føde højst to børn pr. familie, og i Juvenals Satirer kan vi læse, at den rigeste frigivne slave er den, som sørger for at ombringe sine nyfødte børn. I dag er det blevet således med den udbredelse, både abort og prævention har fået, at der skal en viljesakt til for at sætte børn i verden. Det er hovedsageligt dem, som endnu tror på livet og dermed respekterer Skaberen, som får børn, og det vil sige, at vi står i en helt ny situation i menneskehedens historie, hvor det ikke længere er ”den naturlige udvælgelse”, der er afgørende for befolkningernes størrelse, men snarere, hvad vi kunne kalde en ”overnaturlig udvælgelse” i og med at det er dem, der tror på livet, der sætter næste generation i verden… Dengang var det de kristne, som greb civilisationens fakkel og rakte den videre. Det er ikke udelukket, at noget lignende kunne ske igen.”
[5] Jfr Ef 5,21-33, hvor Paulus pålægger mændene at elske deres hustruer som deres eget legeme og minder dem om, at ”de to skal blive ét kød”.
Se artiklen i printvenlig version