Den canadiskfødte katolske filosof og teolog Jean Vanier, som stiftede bevægelsen L’Arche internationale og var medstifter af den fælleskirkelige kristne bevægelse Tro og Lys, døde i maj 2019 i en alder af 90 år. Han blev indtil for nylig af mange betragtet som en helgen på grund af sit arbejde i begge disse organisationer for udviklingshæmmede – et arbejde, som sendte et stærkt signal til omverdenen om, at handicappede i Guds øjne er lige så værdifulde som alle andre mennesker.
Derfor kom det som et chok for så godt som alle, da de nuværende ledere af L’Arche Internationale, Stephan Posner og Stacy Cates-Carney, den 22. februar orienterede offentligheden om, at en uvildig undersøgelse foretaget på deres foranledning havde vist, at Vanier havde gjort sig skyldig i seksuelle overgreb mod mindst 6 kvinder i perioden 1970-2005.
Undersøgelsen blev som udgangspunkt iværksat for at kaste lys over Vaniers tætte samarbejde med en dominikanerpræst, Thomas Philippe, som i 1956 blev fjernet fra sit embede af de kirkelige myndigheder på grund af seksuelle misbrug, og som Vanier selv beskrev som sin åndelige vejleder. Vanier nægtede i 2015 og 2016 at have kendskab til Philippes overgreb. Sandheden var, at han og Philippe i perioden 1952 til 1964 udvekslede kvinder som seksualpartnere.
I løbet af undersøgelsen fik man henvendelser fra 6 kvinder (ikke handicappede, men medarbejdere), som uafhængigt af hinanden kunne fortælle, at Vanier havde misbrugt dem seksuelt under det mildt sagt bizarre påskud, at deres tætte forhold til ham som vejleder skulle ses som et led i deres åndelige udvikling. Vatikanets Troslærekongregation, som havde ført sagen mod Philippe, der døde i 1993, kunne i øvrigt bekræfte enkeltheder vedrørende Phillippes seksuelle misbrug – og Vaniers kendskab til dem.
Et afslørende interview
Men selv om den endelige bekræftelse af disse misbrug er kommet som en overraskelse, har der alligevel – set i bagklogskabens lys – været umiskendelige tegn på, at Vaniers forhold til Kirken ikke var ganske uproblematisk. I 2008 afviste han således at følge andre katolske institutioners eksempel, da de valgte at returnere Canada-ordenen (den højeste civile orden i landet) i protest mod, at abortlægen og -aktivisten Henry Morgentaler var blevet hædret med den samme orden.
Vanier forsvarede sin beslutning i et brev til den anerkendte canadiske journalist Ian Brown, hvor han brugte det typiske pro-choice argument, at abort og seksualitet er komplekse problemstillinger, og at han følgelig ikke ville beskylde en kvinde, der vælger abort, for at begå drab: ”Hvem kan afgøre, om et foster er en baby, eller hvornår et foster bliver til en baby?” spurgte han og fortsatte: ”Hvem kan afgøre, hvornår abort skal være tilladt eller ej? Det er et vanskeligt spørgsmål at besvare især for dem, der ikke har fastlåste holdninger vedrørende disse emner.”
Hertil kommer, at han i 2016 i et interview på CBC News af den samme journalist blev bedt om at be- eller afkræfte et rygte om, at han skulle være tilhænger af assisteret selvmord. Her forsøgte han først at sno sig uden om spørgsmålet, men indrømmede senere i interviewet, at rygtet talte sandt. Efterfølgende bekræftede han over for Life Site News, at han stod inde for alt, hvad han havde sagt i interviewet – med andre ord, at han på dette tidspunkt af sit liv bekendte sig til det standpunkt, som pave Johannes Paul 2. karakteriserede som ”dødens kultur”og som også passende kan rubriceres under betegnelsen ”moralrelativisme”.
De umiddelbare konsekvenser af alt dette er ikke svære at få øje på. Som følge af sin stifters ugerninger står L’Arche internationale i dag over for et langt sejt træk, hvor målet er at genoprette organisationens gode navn og rygte. I den forbindelse bør man retfærdigvis tage i betragtning, at afsløringen af Vaniers dobbeltliv skete på foranledning af ledelsen, og dernæst, at de omkring 10.000 medarbejdere og frivillige fordelt på 154 bofællesskaber over hele verden på ingen måde kan holdes ansvarlige for, hvad der skete bag lukkede døre uden deres vidende. Og endelig, at man ikke af den tragedie, bevægelsen er ramt af, kan slutte, at selve grundlaget for dens virke, skulle være forfejlet. Med andre ord, misbrugene står i skærende kontrast til bevægelsens erklærede værdigrundlag og menneskesyn, således som ledelsen udtrykkeligt har slået fast.
Men sikkert er det, som Ian Brown prompte gjorde opmærksom på, at man nu skal til at fjerne Jean Vaniers navn fra i det mindste 13 grundskoler og andre undervisningsinstitutioner.
Se artiklen i printvenlig version