Den amerikanske nyhedskanal CBS News bragte for nylig en reportage fra Island om prænatal diagnostik (screening af fostre) og om den effekt, den har haft på antallet af børn, der fødes med Downs syndrom.
Alle gravide kvinder i Island får tilbudt en kombinationstest, der består af en ultralydsscreening og en blodprøve, og 80-85 pct. af kvinderne har siden testen blev introduceret for 15 år siden, valgt at tage imod tilbudet. Så godt som alle valgte at abortere, hvis testen tydede på, at der var tale om en genetisk defekt. Dette uanset, at testen kun giver en sikkerhed på 85 pct., således at der er en risiko for at abortere et rask barn. Til sammenligning vælger kun 67 pct. af kvinderne i USA abort og 77 pct. i Frankrig, mens der i Danmark er tale om hele 98 pct.
Faktisk fødes der kun gennemsnitligt 2-3 børn med Downs syndrom i Island om året. I reportagen blev en såkaldt hospitalsrådgiver, Helga Sol Olafsdotttir, interviewet. Hun sagde bl.a.: ”Vi anser ikke abort for at være et mord. Vi ser på det som noget, vi har afsluttet. Vi afsluttede et muligt liv, som kunne have givet meget store komplikationer … og skånede dermed barnet og familien for lidelser. Og jeg synes, det er mere korrekt end at kalde det et mord. Det er så sort/hvidt. Livet er ikke sort/hvidt. Livet er gråt.”
En af de få islandske modstandere af provokeret abort, Gunnar Ingi Gunnarsson, som er præst for en lille baptistmenighed i Reykjavik, har i en klumme i nettidsskriftet Christianity Today bemærket, at mens CBS-reportagen vakte opsigt og blev diskuteret mange steder i verden, afholdt man en ugelang festival i landet for at vise solidaritet med diverse minoriteter – en solidaritet, som øjensynlig ikke omfatter den minoritet, der fødes med en genetisk defekt.
De islandske medier, som reagerede på CNS-reportagen, tilføjer han, anvendte tilmed et nyt mere diskret ord – Þungunarrof – for abort, et udtryk, som var foreslået af en regeringsstøttet tænketank i stedet for det gængse fóstureyðing. Det nye ord fortæller, at det er graviditeten, der afbrydes, mens det gængse siger, at det er fosteret, der aflives.
Den slags eufemismer kender man også til i det danske sundhedsvæsen, hvor f.eks. et aborteret barn betegnes som graviditetsproduktet for at bortlede opmærksomheden fra, hvad det egentlig er, der sker ved en provokeret abort. Fosterdrab hed det i gamle dage.
Gunnarsson skriver, at han altid har prædiket om livets hellighed, og at han nu gør det mere end nogensinde, efter at han selv har fået et barn med en genetisk defekt. ”Folk har lykønsket os, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange af dem, der selv ville have valgt abort i samme situation.”
I Island, fortsatte han, er det meget svært at forsvare livet, og der er heller ikke nævneværdig opbakning fra de andre trossamfund. Den officielle lutherske kirke har i hele denne sag forholdt sig tavs. De få præster, der er imod abort, er sandsynligvis under pres for ikke at sige det i fuld offentlighed. For sit eget vedkommende, siger Gunnarsson, at han vil fortsætte kampen, uanset at det kan koste ham venner, status og respekt i det islandske samfund.
Se artiklen i printvenlig version