Blandt de positive nyheder fra synoden kan nævnes, at der ser ud til at være bred enighed om behovet for en mere målrettet indsats for at forebygge skilsmisser. Under drøftelserne af dette spørgsmål har flere synodefædre peget på, at en selv nok så grundig ægteskabsforberedelse ikke kan stå alene. Den bør for det første ikke begrænses til tiden før brylluppet, men også følges op i tiden derefter. Og endnu vigtigere: den bør kombineres med en all round katekese, hvis den skal have en mærkbar effekt.
Det er således ikke nok at bibringe de vordende ægtefæller en viden om, at ægteskabet er et livslangt fællesskab, hvis de dybest set ikke forstår, hvorfor det må være sådan. Hvis de ikke er stand til at se ægteskabets uopløselighed i relation til deres eget trosliv og til troen som helhed, er de dårligt rustet til at klare de kriser, der erfaringsmæssigt opstår i så godt som alle ægteskaber. Så havner de let i en situation, hvor de kommer til at betragte Kirkens lære om ægteskab og familie som en utålelig indskrænkning af deres personlige frihed og mulighed for at opnå personlig lykke – i stedet for at se uopløseligheden – med de ofre, den kræver af os – som en afspejling af den guddommelige kærlighed, som med Paulus ord ”tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt” (1 Kor 13, 4 og 7).
Den amerikanske ærkebiskop Charles Chaput af Philadelphia, som var vært for årets ”Word Meeting of Families” og p.t. deltager i synoden i Rom, har netop på sin blog gjort sig nogle overvejelser over, hvordan man bedst muligt formidler Kirkens lære om ægteskab og familie i en tid, hvor mange både inden for og uden for Kirken er blevet fremmede for dens budskab. Her står valget populært sagt ikke mellem enten pisk eller gulerod, altså mellem enten at forkynde budskabet som et påbud, man har at rette sig efter og dermed basta – eller – af frygt for, at det ikke vil blive vel modtaget – at pakke det ind i så mange omsvøb, at det reelt ikke bliver forstået.
Det udtrykker Chaput i disse to sætninger: ”Sandhed uden barmhjertighed sårer mennesker og støder dem bort; barmhjertighed uden sandhed er en form for bekvemmelighedsløgn.”
Det sidste uddyber han således: ”Hvis det at være kristen kun drejer sig om at være medlem af en organisation, så kan medlemskabet være lige så ukompliceret, som man vil gøre det til. Men hvis det drejer sig om at tilhøre Jesus Kristus, kan man ikke afsvække Guds ord eller slet og ret ignorere dem. For det, han forlanger af os, er en kærlighed, som konkret udtrykker det samme fuldstændige offer, som han bringer os. Vi kan ikke forhandle os til en del af ham. Vi kan kun få ham, når vi giver ham alt. Hvis vi kun giver ham en del af os selv, får vi ingenting – ingen sandhed, ingen Jesus.
Vi kan alle sætte os ind i det dilemma, som gode mennesker, der er blevet skilt og har giftet sig igen, eller andre, der kæmper med en tilbøjelighed for personer af samme køn, befinder sig i, når de alligevel længes efter sakramentets trøst. Ingen kan se bort fra de trængsler, sådanne mennesker undertiden står over for. Men det er evangeliet, som skal vejlede vores tankegang …
Spørgsmålet er først og sidst, om vi og de ønsker Jesus Kristus på hans eller vore egne betingelser… Vi kan vælge mellem at sige ja til ham eller udelukke os selv fra at følge ham. Han vil aldrig holde op med at elske os, uanset hvad vi vælger at gøre. Men i alle vor tids vanskelige moralske spørgsmål er de betingelser, der gælder i forholdet til ham, ikke nogen, vi selv kan diktere.”
Læs også: Et Barmhjertighedens Jubelår
Se artiklen i printvenlig version