Denne artikel er en lettere forkortet oversættelse af to blogindlæg om Amazonassynoden skrevet af den hollandske biskop Robert Mutsaerts. Teksten er oversat til dansk fra den engelske oversættelse på LifeSiteNews med de risici for fejltagelser, som nu engang er forbundet med oversættelser af oversættelser. Risikoen for misforståelser må dog siges at være begrænset, eftersom biskoppen på ingen måde kan beskyldes for at tale med uld i munden…
Amazonassynoden (28 september 2019):
”Hvis man læser arbejdsdokumentet til den såkaldte Amazonassynode, får man det indtryk, at hensigten med synoden er at skabe en ny religion, en slags øko-socialisme, et sammensurium af økologi, klimaforandringer, økumeni, viri probati [gifte præster] og kvindelige præster, hvortil undertiden også kommer en bemærkning om Jesus, men i så tilfælde ikke om Jesus som Guds Søn og Forløseren, men om Jesus som filosoffen, den revolutionære eller hippien. Jesus får sin beskedne plads i Pantheon som blot én blandt mange.
Arbejdsdokumentet blåstempler panteisme (som Kirken altid har forkastet) og anerkender hedensk overtro som en åbenbaringskilde (alternative veje til frelse – hvilket indebærer, at Kristus’ frelsesværk ikke er unikt, blot en af flere muligheder). Alt i alt afskaffer dokumentet – som er godkendt af Frans – Kirkens selvforståelse. Ikke et eneste ord om Jesu frelsesværk, om omvendelse, om messeofferet og alt hvad der er helligt. Omfavnelse af træer værdsættes højere.
Paven har for nylig sagt, at han er rede til at gå i dialog med hvem som helst – men åbenbart ikke, hvis ens navn er Burke eller Müller. Burke og Brandmüller afventer stadig svar på nogle ganske enkle spørgsmål (de såkaldte ”dubia”). Det mærkelige er, at medierne ikke tolererer kritik af paven, mens Burke og andre bliver fordømt af pressen. Det er ikke mindst overraskende i betragtning af, at de samme medier i sin tid betragtede kritik af Johannes Paul 2. og Benedikt 16. som noget helt selvfølgeligt. Ikke desto mindre bliver enhver, som kritiserer pave Frans, afvist som medskyldig i en sammensværgelse, der går ud på at få afsat paven, selv om den pågældende kun har stillet et par spørgsmål. Hvorfor ikke bare svare og få den sag ud af verden? Som svar på journalisternes spørgsmål vedrørende ærkebiskop Viganòs erklæring sagde paven, at det måtte de selv finde ud af. Og han betragter kritik fra Amerika som en æresbevisning. Han er heller ikke bange for et skisma, fortalte han journalisterne i flyet på vej hjem fra Afrika. Hvis det bliver enden på det, så lad det bare blive det.
Jeg frygter faktisk et skisma. Det er det værste, der kan ske for Kirken. I flyet tilføjede paven, at kritik er gavnlig, og han fortsatte: ”Det er ikke kun amerikanere, der kritiserer mig, der er også kritikere i kurien.” Men hvorfor indbød paven så ikke blot de fire dubia-kardinaler til en snak om tingene? Det ville have gjort ham mere troværdig som ”brobygger” (pontifex), og han kunne på den måde have undgået en masse forvirring. I stedet vælger han at desavouere sine kritikere over for pressen som stivnakkede moralister og vildfarne ideologer.
Til slut vil jeg nævne dette: Hvor ofte hører jeg ikke folk sige, at det hele slet og ret drejer sig om barmhjertighed? Men jeg tror dem ikke på deres ord. De ønsker at gøre cølibatet til et frit valg – ikke for at helliggøre præsteembedet, men for at få fjernet en regel, som kræver hellighed. De ønsker at ændre læren om homoseksualitet – ikke fordi de ønsker at være barmhjertige i forhold til syndens tunge byrde, men for at kunne sige, at synden ikke længere er en synd. De ønsker at tillade sex uden for ægteskabet – ikke fordi de har et positvit forhold til seksualiteten, men fordi de ikke vil anerkende ægteskabet (mellem en mand og en kvinde) som den eneste ægteskabspagt, Gud anerkender. Så vær nu ærlige i stedet for at forsøge at gennemtvinge skjulte dagsordener.”
Pandoras æske (21. oktober 2019):
”Hvis man følger med i de daglige pressekonferencer på Amazonassynoden, vil man høre de samme klicheer blive liret af hver eneste gang om nye veje, om at lytte til de indfødte, om klimaforandringer og om Moder jord. Det er som om ingen i virkeligheden ønsker at komme ind på de grundlæggende problemer. Hvad det angår, minder denne synode meget om ungdomssynoden i oktober 2018.
Er der mangel på præster i Amazonasområdet? Javist. Men det samme er tilfældet i mange andre områder (Afrika, Kina, Mellemøsten). Det er bare ikke det, der er spørgsmålet … Biskopperne og kardinalerne diskuterer miljøproblemer, stigninger i havniveauet og formaner os til at lytte. De taler som politikere, bruger de samme slogans, den samme billige retorik. Det er besynderligt, at den slags emner skal drøftes på en synode. Det er ikke noget, Kirken er ekspert i, det er ikke vores kerneområde, og det er ikke vores perspektiv. Men vi ønsker tilsyneladende at være relevante på bekostning af vores egen identitet. Engang brugte vi udtryk som ”Moderkirken”, ”helvedes ild” og ”kristne dyder” – nu drejer det hele sig om Moder jord, ildebrande i Amazonas’ regnskov og økologi. Denne synsvinkel adskiller sig ikke det mindste fra, hvad de politiske partier og pressionsgrupperne har at sige…
Alt dette har ikke noget at gøre med barmhjertighed over for de lokale stammesamfund. Det er i stigende grad kommet til at stå klart, at Amazonassynoden bliver misbrugt til at gennemtvinge en skjult dagsorden. Cølibatet, fortæller man os, vil være helt uforståeligt for mændene i dette område, og derfor indfører vi nu gifte præster. Besynderligt i betragtning af, at folk fra alle kulturer i over tusind år har kunnet acceptere cølibatet, mens det åbenbart er helt umuligt for folk i Amazonasområdet. Er de måske for dumme til at forstå det? Er det det, man antyder? Hvad er det i givet fald for en mærkelig diskrimination?
Og er begrundelsen for det, at man vil give folk bedre mulighed for at deltage i eukaristien? Hvad så med Japan, som var uden en eneste præst i 250 år, så man derfor var afskåret fra at fejre eukaristien? Efter 250 år var de japanske kristnes tro i forbløffende grad usvækket. Kateketerne havde gjort en strålende indsats. Det var aldrig faldet dem ind at tillade gifte mænd eller kvinder at blive præsteviet. Og faktisk er det heller ikke befolkningerne i Amazonasområdet, men kardinaler og biskopper fra den vestlige verden, der beder om det. Og mens vi er ved det: Hvorfor påstår de, at alle i Amazonasområdet lever i urskoven og tilbeder træer? Firs (80!) pct. af den indfødte befolkning bor i store byer ligesom du og jeg. Og ligesom du og jeg går de klædt i cowboybukser og T-shirts – ikke i bastskørter…
Synoden er i sandhed det mest politisk korrekte møde, man nogen sinde har set i Kirken. Det er en lettelse, at Greta Thunberg ikke er blevet udnævnt til kardinal. Er der overhovedet nogen tilbage, som bekymrer sig om at frelse sjæle? Er det måske ikke det, Jesus døde på korset for?
Hvis ord som sakramenter, synd, retfærdiggørelse og helvede ikke længere er relevante, hvad skal vi så i det hele taget med en synode? Hvis Kirken har taget fejl i 2000 år – det er det indtryk, man skaber i øjeblikket – hvorfor skulle man så stadigvæk lytte til, hvad Kirken har at sige om økologi eller i det hele taget om noget som helst? Hvad har Kirken i sinde at stille op over for stigninger i havniveauet og CO₂-udslippet? De problemer løser man næppe ved at ordinere kvindelige præster. Heraf ser vi igen, at de to ting ikke har det fjerneste at gøre med hinanden, men at man ikke desto mindre vil tvinge dem igennem for enhver pris. Forresten gik det slet ikke så dårligt, efter at vandet var steget på Noas tid.
Alle ved, at global opvarmning ikke er det virkelige problem i Amazonasområdet, men hvis vi nu ikke længere kan tale om Jesus, så kunne vi i stedet tale om narkotika og narkobander, om narkokrige og om de utallige narko-ofre. Hvorfor lytter vi ikke til narko-ofrene og de narkoafhængige? Det er et langt større problem. I Sydamerika er omkring 6 millioner børn hvert år ofre for abort. Ville en synode om det problem ikke være langt mere passende?
Og for nu at konkludere: På pressekonferencen sidste fredag (18. oktober) erklærede Søster Daniela Adriana Cannavina, at kvindelige diakoner efter alt at dømme bliver et af resultaterne af synoden. Ærkebiskop Rino Fisichella sagde dernæst, at man i forbindelse med nyevangeliseringens fælles vandring skulle forvente et hedensk element med det formål at give Kirken et ”amazonas-ansigt”. Og sidst, men ikke mindst kom meddelelsen om en ny ritus, Amazonas-riten, som også – så vidt man kunne forstå – skal indeholde hedenske elementer. Kort sagt, Pandoras æske står åben på vid gab. Endelig har vi biskop Mario Antonio da Silvas ord for, at vi har brug for præster, og at man derfor (?!?) vil se på muligheden for at ordinere gifte mænd – med den tilføjelse, at denne synode ikke skal betragtes som en synode, der er begrænset til Amazonasområdet, men at den har konsekvenser for hele Verdenskirken.
Da Silvas sidste ord opsummerede det med al tydelighed. Han betragter synoden som en ”lejlighed til at komme i berøring med livet, skovene, vandet, dyrene, men fremfor alt med de samfund, der er fyldt med visdom (citeret fra Vatikanets hjemmeside). Selv Luther og Calvin ville have være chokerede over dette nonsens. For det er præcis, hvad det er. Og paven sidder bare og ser til …
Se artiklen i printvenlig version