Hvordan skal det forstås?
I forbindelse med helgenkåringer er det ikke ualmindeligt at høre eller læse, at Den katolske Kirke nu har gjort NN til en helgen. Det er imidlertid en formulering, der kan give anledning til misforståelser. Kirken kan ikke gøre nogen til helgener. Det, der sker ved en helgenkåring, er, at Kirken – efter nøje overvejelser – konstaterer og herefter officielt erklærer, at NN har levet et helligt liv og derfor kan tjene som forbillede for andre troende og kan æres offentligt (dyrkes).
Saligkåring
Men forud for denne erklæring er der gået en lang proces, som kan have varet flere århundreder. Processen kan først iværksættes efter NN’s død. Ingen kan blive helgenkåret i levende live, men skal, som Paulus siger (2 Tim 4,7), have ”stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen” til sin dødsdag.
Herefter er der nogen, som skal rejse ”sagen” og forsøge at overbevise de kirkelige myndigheder – som hovedregel den lokale biskop – om, at der virkelig er grund til at antage, at NN har levet et helligt liv. Lykkes det, vil biskoppen indlede en undersøgelse, hvor man underkaster alt det materiale, der kan kaste lys over NN’s liv og personlighed, en nøje granskning. Det vil sige alt, hvad der er skrevet af og om den pågældende, og hvis det er en nyligt afdød, vil vidner blive afhørt. Ud over den folkelige overbevisning om personens hellighed og den indsamlede dokumentation kræves der også et mirakel, typisk i form af en helbredelse, der kan sættes i direkte forbindelse med den formodede helgen. Vurderingen af, om der er tale om en mirakuløs helbredelse, foretages på grundlag af en uvildig lægelig undersøgelse, hvoraf det skal fremgå, at helbredelsen ikke kan forklares ud fra normale lægefaglige kriterier.
I Johannes Paul 2.’s tilfælde bestod miraklet i, at en fransk nonne, der var hårdt ramt af Parkinsons syge (den sygdom, han selv døde af), blev fuldstændig helbredt i løbet af få dage – efter at hendes medsøstre havde bedt den netop da afdøde pave gå i forbøn for hende.
Læs om søster Marie Simon-Pierres helbredelse.
Vurderer den lokale kirkelige myndighed, at resultatet af denne undersøgelse er tilfredsstillende, går sagen videre til Kongregationen for Salig- og Helgenkåringsprocesser i Rom – et paveligt organ, der har til opgave at behandle sager og udarbejde indstillinger til paven inden for dette specifikke område.
Den endelige beslutning træffes af paven, som kan vælge at saligkåre NN og dermed give tilladelse til en offentlig dyrkelse af NN, dog indtil videre begrænset til et bestemt geografisk område. Ved dyrkelse forstår man ikke tilbedelse, men det forhold, at de troende vil kunne lade sig inspirere af den saligkåredes livsførelse og eventuelle efterladte skrifter samt bede om hendes eller hans forbøn i forskellige anliggender.
Helgenkåring
En saligkåring vil senere kunne følges op af en helgenkåringsproces, som resulterer i, at den pågældende må dyrkes offentligt i hele verden. Forskellen på saligkåring og helgenkåring er derfor ikke en forskel på ”små” og ”store” helgener, men på lokalhelgener og universalhelgener – altså på helgener med relevans for en bestemt nation, egn eller personkreds og helgener med universel betydning.
I forbindelse med en helgenkåringsproces gennemgår Kongregationen på ny alt materiale i sagen, herunder materiale, som kan være kommet for en dag i mellemtiden. For at en person kan blive helgenkåret, kræver Kirken endnu mindst ét godkendt mirakel.
Når Kongregationen har afsluttet sit arbejde, er det næste skridt, at paven indhenter kardinalernes og forskellige eksperters vurderinger. Det sker på tre møder: Først et hemmeligt – dvs. et møde med kardinalerne alene, dernæst et offentligt med kardinaler, prælater og ikke-kirkelige sagkyndige og endelig et halvoffentligt med kardinalerne og de biskopper, som befinder sig i Rom. Ligesom ved en saligkåring finder den officielle helgenkåring sted i forbindelse med en festmesse.
Igen er det paven, som i sidste instans træffer beslutningen og højtideligt offentliggør den i form af et dekret, som redegør for helgenens liv og personlige kvaliteter (heroiske dyder) samt for miraklerne og processens forløb. Selve helgenkåringen foretages traditionelt – men ikke længere nødvendigvis – af paven. Den helgenkårede optages i Kirkens officielle fortegnelse over helgener (Calendarium Romanum) og vil herefter kunne dyrkes offentligt overalt i Kirken.
Hvad er et helligt liv?
Men hvad forstår man ved, at en person har levet et helligt liv? I grunden kun, at vedkommende i særlig grad har stræbt efter at leve op til evangeliets krav om fuldkommenhed: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!” (Matt 5,48).
Det andet Vatikankoncil understreger i dokumentet ”Om Kirken”, at alle kristne er kaldet til hellighed. Hermed også sagt, at helgener ikke er en speciel kategori mennesker, som Gud – til forskel fra alle andre – har udvalgt til at leve på en særlig måde. Alle er omfattet af det dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele dit sind … og din næste som dig selv” (Matt 22, 34 ff) – og af den opfordring, Jesus giver hver enkelt af os i Matt 16, 24: ” Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig…”
Livet er med andre ord, ikke blot en gave, men også en opgave. Hvordan vi løser denne opgave, er der ikke et, men mange svar på – i princippet lige så mange, som der er mennesker. Men den enkelte har undervejs behov for ”rollemodeller” – med andre ord for den inspiration, helgenerne kan give os gennem deres livsførelse. Der er tusinder af helgener, man kan lade sig inspirere af – i øvrigt mange flere end vi har kendskab til, herunder de tusinder og atter tusinder af navnløse martyrer, som i historiens løb er gået i døden for deres tro.
At vi kan bede om helgenernes forbøn, skal især forstås ud fra Kirkens lære om, at alle troende – både nulevende og afdøde – er forenet i fællesskabet med den opstandne Kristus: ”For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv…” (Rom 14,7). ”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig. I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor, 12,26-27).
Det Andet Vatikankoncil har udtrykt det således: ”Ikke kun for deres eksempels skyld ærer vi dem, der er i himlen, men endnu mere for at hele Kirkens forening i Ånden må styrkes ved udøvelsen af broderkærligheden. For ligesom fællesskabet blandt kristne, der vandrer her på jorden, fører os nærmere til Kristus, således forener vort forbund med de hellige os med Kristus, fra hvem al nåde og selve Guds folks liv vælder frem som fra kilden og hovedet” (Om Kirken, 50).
Endvidere er det en vigtig pointe, at alle mennesker – også helgenerne – er syndere. Det, der gør helgener til helgener, er ikke mindst, at de i højere grad end de fleste af os er bevidst om deres egen ufuldstændighed og syndighed og dermed om deres dybe afhængighed af Gud. Det er derfor en misforståelse at betragte helgendyrkelse som en slags afgudsdyrkelse. Helgener er som nævnt kristne rollemodeller, mennesker, der har sat alt ind på at elske Gud og deres medmennesker. Det vidnesbyrd, de med deres liv giver os, handler om næstekærlighed, ydmyghed og selvopofrelse – altså det stik modsatte af selvforherligelse. Netop derfor kan man kalde helgendyrkelse for et velgørende modstykke til vor tids afgudsdyrkelse, som den eksempelvis kommer til udtryk i tilbedelsen af underholdningsindustriens idoler eller i tendensen til at ville ophøje menneskeskabte ideologier til evige og indiskutable sandheder.
Se artiklen i printvenlig version