”Vi vidner om, hvad vi virkelig tror på, ved henholdsvis at vise vilje til eller uvilje mod at handle i overensstemmelse med det, vi hævder at tro på.”
Ærkebiskop Charles J. Chaput har netop udsendt en bog,[1] hvor han, som titlen antyder, tager fat på spørgsmålet, hvordan vi som katolikker kan og bør forholde os i en moderne verden med en helt igennem sekulær dagsorden, der som et minimum sigter på at forvise troen til privatsfæren.
Bogen byder på en detaljeret historisk redegørelse for katolikkernes situation i Amerika, men også på en analyse af nutidens dilemmaer, som i vidt omfang kan føres tilbage til den sekularisering, der i disse år sætter sit tydelige præg på udviklingen i hele den vestlige verden.
Ærkebiskop Chaputs svar dette problem tager først og fremmest afsæt i Håbet, den ene af de tre teologale dyder, som ikke bør forveksles med naiv optimisme endsige blind fremskridtstro. Håbet, konstaterer han, er den dyd, der skal hindre os i at fortvivle og synke hen i apati under indtryk af tidernes ugunst. Vi skal på ny arbejde på at forme nutidens samfund efter kristne idealer, og det kan kun lykkes ved, at vi fremstår som et alternativ til den aggressive sekularisme, som har efterladt det demokratiske system uden nogen form for moralsk bremse og dermed åbnet døren på vid gab for en verden, hvor teknologi og forbrugerisme uhæmmet kan føre sig frem. I en sådan kulturel kontekst, siger Chaput, kræver det at skabe og gennemtvinge en ny ”sandhed” blot, at man – eksempelvis ved hjælp af sproglige manipulationer – er i stand til at mobilisere tilstrækkelig tilslutning i offentligheden til det. Men denne løgnens kultur, tilføjer han, lever højt på vores egen meddelagtighed, manglende mod eller tilbøjelighed til at fortrænge ubehagelige kendsgerninger.
Som eksempel nævner Chaput ”transgender”-ideologiens eksplosive vækst. ”Man behøver ikke være religiøs”, siger han, ”for at opdage, at mænd og kvinder er forskellige. Det er umiddelbart indlysende, og den eneste måde, man kan se bort fra det på, er ved at praktisere en form for intellektuel selvhypnose”.
Håbet, siger Chaput, giver os derimod som troende det fornødne klarsyn til at modarbejde det onde, der findes i os selv og i vores omgivelser, og samtidig til at undgå selvtilstrækkelighed. Ligesom Abraham bør vi altid huske på, at vi er afhængige af Gud. Hvis vi glemmer det, forfalder vi til at mene, at vi kan stå helt på egne ben, og kommer dermed også til at glemme de mindste iblandt os, ligesom den rige mand, som hele sit liv ignorerede Lazarus og efter sin død endte i Hades.
Og han fortsætter: ”Hvis ikke vi elsker de fattige, kommer vi i helvede. Hvis vi lader vores materielle rigdomme gøre os blinde for vores afhængighed af Gud, kommer vi i helvede. Hvis vi lader vores optagethed af materielle goder og alt, hvad der ellers i det moderne samfund lægger beslag på vores opmærksomhed, forhindre os i at se vores medmenneskers nød, kommer vi i helvede.”
Med disse barske ord minder Chaput os om, at det langt fra er en selvfølge, at vi kommer i himlen. Vi skal ”bære frugt”, ellers bliver vi fjernet og kastet i ilden (jfr Joh 15,1-8). Det er således en god grund til ikke at resignere, fordi ”vi hver især skal stå til regnskab for vores forvaltning” af de gaver, Gud har betroet os for Gudsrigets skyld.
Derfor gælder det ifølge Chaput om at styre uden om både fortvivlelse og selvtilstrækkelighed. Og hvad det angår, råder han os til at tage mål af de tidligste kristne, som ikke trak sig tilbage fra verden, men i stedet ”døbte” verden med en ny ånd og en ny måde at leve på. ”Vi skal elske verden” og leve i den for at arbejde på dens frelse. Derfor skal kristne ikke være bekymrede, men lykkelige i forvisningen om, at Herren allerede har besejret det onde og vil gøre en ende på det på dommedag. ”Vi har glemt, at Jesus har lovet os, at hvis vi er tro mod ham – selv på en venlig og kærlig måde – vil andre mennesker hade os”. Men selv om omkostningerne ved at forblive tro mod ham er store, er belønningen til gengæld ufattelig stor. Vi holder ud i vores gerning, fordi næstekærligheden og dens frugter rækker ind i det kommende liv, og fordi ingen gode frugter af vores medarbejderskab på Guds frelsesplan vil gå til spilde.
Som fremmede i et fremmed land, er vores hjem ikke her. Men vejen til Guds Stad går via Menneskets Stad, og hvad vi foretager os i denne verden, er helt afgørende både for verden og for os selv. Hvad verden har brug for fra de troendes side, er et vidnesbyrd om kærlighed og sandhed, ikke bifald, siger Chaput. ”Vi vidner om, hvad vi virkelig tror på, ved henholdsvis at vise vilje til eller uvilje mod at handle i overensstemmelse med det, vi hævder at tro på.”
[1] Strangers in a Strange Land: Living the Catholic Faith in a Post-Christian World
Se artiklen i printvenlig version