Den 25. marts i år er 25-årsdagen for offentliggørelsen af pave Johannes Paul 2.’s skelsættende rundskrivelse Livets evangelium (Evangelium vitae), hvor han udførligt forklarede og præciserede Kirkens lære om emner som abort, eutanasi (aktiv dødshjælp), kunstig befrugtning, fosterdiagnostik m.m.
Læs også Evangelium vitae – 20 år efter
Kardinal Ruini og professor Quagliariello
I anledning af dette jubilæum har den nu 89-årige kardinal Camillo Ruini sammen med den italienske politiker og professor i statskundskab, Gaetano Quagliariello, udgivet en bog med titlen ”Un’altra libertà” (En anden slags frihed), hvor de gør op med de moderne profeters falske løfter om et himmerige på jord.
I bogen beskæftiger kardinal Ruini sig i tre afsnit med abortproblematikken og i den forbindelse også med Johannes Paul 2.’s rundskrivelse, som, bemærker han, ”alt for mange synes at se bort fra i vore dage”, uanset at den er mere aktuel end nogensinde.
Disse tre afsnit bringer vi i det følgende i dansk oversættelse på grundlag af den engelske oversættelse, som man kan finde på den italienske vatikanist Sandro Magisters blog Settimo Cielo den 24. februar[1]:
- Modet til at kalde abort for ”mord” I sager vedrørende livets begyndelse kan man ikke påberåbe sig den enkeltes frihed, fordi man ikke bestemmer over sig selv, men over en anden, det ufødte barn, med mindre man betragter det ufødte barn som en del af moderens krop – en uholdbar, absurd påstand, eftersom barnet har sit eget dna, sin egen udvikling og fordi mor og barn gensidigt påvirker hinanden, som man i stigende grad er blevet opmærksom på.
Alternativt er der dem, der mener, at det ufødte barn ikke er et menneske, men først kan blive det på et senere stadium (efter fødslen, efter dannelsen af nervesystemet eller efter implantationen i livmoderen…) I virkelighedens verden er det, der sker imidlertid, at det samme individ udvikler sig på samme måde, som det gør efter fødslen. Det er derfor ikke på noget tidspunkt en slags mikroskopisk smådyr, der tilhører en ikke-menneskelig art. At eliminere det er derfor altid – fra undfangelsen eller fra befrugtningen af ægget – det samme som at eliminere et menneske. Derfor tøver Johannes Paul 2. i sin rundskrivelse Livets evangelium ikke med at bruge ordet ”mord” og advarer samtidig mod de sproglige manipulationer, som skjuler sandheden. Og han beder os om at have mod til at kalde tingene ved deres rette navn og f.eks. tale om ”provokeret abort” i stedet for at gøre brug af en eufemisme som ”svangerskabsafbrydelse.”
- Nej til abort alene af fornuftsgrunde Er der en sammenhæng mellem angrebet på livet og den vestlige verdens menneskesyn? Det tror jeg, der er, og for at finde frem til, hvad de to fænomener har til fælles, henviser jeg til rundskrivelsen Livets evangelium. Den blev skrevet for 25 år siden, men kunne i det store og hele lige så godt være skrevet i dag, blot med den forskel, at situationen i dag er blevet endnu værre, således at de risici, rundskrivelsen dengang advarede mod, nu i al væsentlighed er blevet til virkelighed.
I det første af de fire kapitler i Livets evangelium fokuseres der på de aktuelle trusler mod menneskelivet, men også på årsagerne til dem. Disse angreb på menneskelivet blev grundlæggende retfærdiggjort ved at henvise til den enkeltes krav på personlig frihed. Tænk blot på 70’ernes slagord: ”Min krop, mit valg”.
Men der ligger en selvmodsigelse til grund for vor tids mangel på tryghed og glæde og derfor også for tilbøjeligheden til at flygte fra os selv og fra virkeligheden. På den ene side side lægger man udpræget vægt på den enkeltes frihed og rettigheder – i en grad, så man gør denne frihed til det absolutte kriterium for de valg, vi træffer. På den anden side opfatter man det enkelte individ som slet og ret et produkt af evolutionen, som ”et stykke natur” (Gaudium et Spes, 14), der som sådant i bund og grund ikke kan være virkeligt frit og heller ikke – stillet over for naturen, som ikke kender til eller interesserer sig for den enkelte – kan påberåbe sig den ene rettighed fremfor den anden. Denne selvmodsigelse træder med al tydelighed frem i tilfælde, hvor f.eks. et ungt menneske dør eller rammes af en invaliderende sygdom, hvilket tilsyneladende er meningsløst og fuldstændigt uacceptabelt.
Livets evangelium tager et krævende skridt fremad for at gøre sig fri af denne selvmodsigelse: Betingelsen for at få påstanden om vores frihed til at give mening, er ikke, som de fleste moderne tænkere har troet, at Gud ikke eksisterer, men derimod, at Gud eksisterer.
Kun for så vidt som der bag oprindelsen til vores eksistens ikke alene ligger en ”ubevidst” natur, men også som udgangspunkt en skabende frihed, kan vi selv opnå sand frihed. Det er, hvad Kant og og efter ham Schelling intuitivt fornemmede, og hvad rundskrivelsen gøre rede for i sit eget perspektiv [… ] Når vi reflekterer over, hvad der gør menneskelivet meningsfuldt, forstår vi, at vi ikke kan undvære Gud – og vel at mærke ikke en hvilken som helst Gud, men Gud, Skaberen, som er ophavsmanden til og grundlaget for vores liv og frihed.
Derfor er påstanden om, at vi er herrer over liv og død, vort eget såvel som andres, usand af flere grunde. Først og fremmest fordi frihed ikke er noget isoleret og ubetinget, men kun kan eksistere i relation til virkeligheden, dvs. i forhold til andre og de omgivelser, vi lever i. Dernæst fordi vores liv og vores frihed kommer fra Gud og er uløseligt forbundne med ham og i sidste instans afhængige af ham. Det er derfor ubegrundet at behandle dem som noget, der alene er vores, som noget, vi ikke skal stå til regnskab for hverken over for samfundet eller til syvende og sidst over for Gud.
- Et ”du må ikke begå drab”, som nok så meget er henvendt til katolikker Livets evangelium må forkyndes på ny med rationelle argumenter, således som rundskrivelsen opfordrer til ved at henvende sig til alle og bede om alles opmærksomhed og sympati for livets sag – uden frygt for at blive upopulær og uden at bøje sig for kompromiser. Men rundskrivelsen henvender sig først og fremmest til katolikker, begyndende med biskopperne. Den fremlægger en sandhed, som har bud til alle, men henvender sig i en særlig forstand til de troende.
Johannes Paul 2.’s hensigt med denne rundskrivelse var at forelægge en tekst på det højest tænkelige læremæssige niveau, som derfor ville være absolut forpligtende for de troende. Den er således det dokument i hans pontifikat, hvor han mere end nogensinde påberåber sig sit embedes autoritet ved at erklære, at budet ”du må ikke begå drab” har en absolut gyldighed, når det drejer sig om drab på uskyldige mennesker. […]
Ifølge Livets evangelium er ”det uskyldige livs ukrænkelighed en moralsk sandhed, som det med al tydelighed fremgår af den hellige Skrift, en sandhed, som konstant er blevet holdt i hævd i Kirkens Tradition og uafbrudt forkyndt af dens læreembede”. […] ”Derfor”, skriver Johannes Paul 2. , ”bekræfter jeg med den myndighed, som Kristus overdrog til Peter og hans efterfølgere, og i forening med alle den katolske Kirkes biskopper, at et direkte og overlagt drab på et uskyldigt menneske altid er dybt umoralsk” (nr. 57).
Denne højtidelige formulering er et udtryk for, at der er tale om en ufejlbar og endegyldig udtalelse. […]
Paven bruger udtrykket ”jeg bekræfter” og ikke ”jeg erklærer” for at understrege, at det drejer sig om en sandhed, som allerede er en del af den katolske tros arvegods […]
Desværre lader det til, at mange endog praktiserende katolikker ikke er klar over alt dette. Faktisk går de ind for og støtter endda i praksis synspunkter vedrørende abort, som er uforenelige med den tro, som de bekender sig til.
[1] http://magister.blogautore.espresso.repubblica.it/2020/02/24/praise-of-freedom-the-real-kind-dialogue-between-a-cardinal-and-a-lay-thinker/
Se artiklen i printvenlig version