Dette er den første af en række artikler, som redaktionen bringer i anledning af den forestående påske, hvor vi som bekendt vil være afskåret fra at deltage i Kirkens liturgi på grund af corona-epidemien.
I denne situation er det helt afgørende, at vi som kristne ikke forfalder til modløshed og passivitet, men at vi hver især og i hver enkelt familie udnytter den ekstra tid, de fleste af os nu har fået, til at meditere over påskens budskab.
Her vil vi først pege på to muligheder:
- Man kan gøre lidt mere ud af sit bønsliv ved f.eks. at bede en daglig rosenkransbøn i hele den stille uge. Det er oplagt at gøre netop i påsken, fordi rosenkransbønnen former sig som en meditation over de vigtigste etaper i frelseshistorien: Jesu undfangelse ved Helligånden, hans liv og gerning på jorden, hans død på korset, opstandelsen, himmelfarten og Helligåndens udgydelse. Se vejledningen her.
- En anden mulighed er at læse de bibelske tekster, som vi ellers skulle have hørt i kirken palmesøndag: Matt 21,1-11 og Matt 26,14-27,66; skærtorsdag: Joh 13,1-15 og langfredag: Joh 18,1-19,42 – og i den forbindelse reflektere over, hvad meningen var (og stadig er) med det, Jesus sagde og gjorde i løbet af påsketiden.
FORLØSNINGEN
Dette sidste er nogenlunde, hvad vi har tænkt os at gøre i denne og de følgende artikler, hvor vi foruden de bibelske tekster inddrager Den Katolske Kirkes Katekismus (herefter KKK) og overordnet tager udgangspunkt i det faktum, at påsken er et mysterium, som dybest set overgår menneskelig forstand:
”Eftersom nåden er overnaturlig, unddrager den sig vores erfaring og kan kun erkendes af troen” (KKK 2005).
Så meget ved vi dog med sikkerhed, at Jesus døde på korset for vores skyld og ved frivilligt at bringe dette offer forløste hele menneskeheden – det vil sige, gav alle mennesker muligheden for igen (efter syndefaldet, der havde skilt os fra fællesskabet med Gud) at begive sig ind på den vej, der fører til frelsen:
”Korset er Kristi unikke offer, Han, som er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker. Men fordi Han i sin guddommelige menneskevordne Person på en vis måde har forenet sig selv med ethvert menneske, tilbyder Han alle mennesker muligheden for at blive forenet med påskens mysterium på en måde, som kun Gud kender. Han kalder sine disciple til at tage deres kors op og følge Ham, for Han har lidt for os og efterladt os et eksempel, for at også vi skulle følge i Hans fodspor”(KKK 618).
Forløsningen er således i første instans en gave, men i tiden derefter (indtil Jesus kommer igen ”for at dømme de levende og de døde”) også en opgave, der består i at høste frugterne af forløsningen – det vil sige, tage imod gaven fra Gud (Guds kærlighed) og virkeliggøre den i vores eget liv. Hvordan det kan lade sig gøre, forklarer KKK 2008 således:
”Guds faderlige handling kommer først: Han tilskynder; menneskets frie handling kommer dernæst: det samarbejder, således at fortjenesterne for de gode gerninger først og fremmest må tilskrives Guds nåde, dernæst den troende” (KKK 2008).
Og i KKK 1993 læser vi tilsvarende:
”Retfærdiggørelsen bringer et samarbejde i stand mellem Guds nåde og menneskets frihed. Det udtrykker sig fra menneskets side i troens samtykke til Guds ord, som indbyder det til omvendelse, og i kærlighedens samarbejde med Helligåndens tilskyndelse, som går forud for vor tilslutning og bevarer den.
Og i KKK 2002:
”Guds frie initiativ kræver menneskets frie svar, for Gud har skabt mennesket i sit billede og sammen med friheden givet det magt til at kende Ham og elske Ham. Kun frivilligt træder sjælen ind i kærlighedens fællesskab. Gud rører umiddelbart og bevæger direkte menneskets hjerte. Han har nedlagt i mennesket en stræben efter sandheden og det gode, som Han alene kan opfylde.
Det kan mere konkret illustreres med en lille fortælling fra H.C. Andersens erindringsbog ”Mit Livs Eventyr”:
”Enkelte Dage i Høsten tog min Moder ud paa Marken og samlede Ax, jeg var da med og gik der som den bibelske Ruth gik paa Boas’s rige Ager[1]. En Dag kom vi paa et Sted, hvor der var en bekjendt ond Forvalter; vi saae ham komme med en frygtelig stor Hundepidsk; min Moder og alle de Andre løb, jeg havde nøgne Fødder i Træskoe og tabte disse; Kornstubbene stak mig, jeg kunde derfor ikke komme rask nok afsted, og blev ladt alene tilbage; allerede løftede han Pidsken, jeg saae ham op i Ansigtet og sagde uvilkaarligt: »hvor tør Du slaae mig, da Gud kan see det!« – og den strenge Mand blev med Eet ganske mild, klappede mig paa Kinden, spurgte hvad jeg hed og gav mig Penge; da jeg viste min Moder disse, sagde hun til de andre Folk: »det er et mærkeligt Barn, min Hans Christian! alle Mennesker er ham god, og selv den onde Karl har givet ham Penge!«
Indledningsvis kan vi konstatere, at forvalterens vrede er forventelig og set med hans øjne berettiget. Han er ansat til at stå for driften af ejendommen og dermed også til at varetage ejerens økonomiske interesser. At han jager ubudne gæster bort fra marken, er uden tvivl i overensstemmelse med gældende lov, eftersom det, moderen og de andre foretager sig, må betragtes som en mild form for tyveri. De er fattige, men det berettiger dem ikke uden videre til at forgribe sig på andres ejendom. Hertil kommer, at forvalteren, såfremt han havde valgt at se gennem fingre med ”tyveriet”, kunne komme under anklage for ikke at passe sit arbejde ordentligt.
Kort sagt: forvalteren har retten (juraen) på sin side og gode grunde til at handle, som han gør.
Men, som vi har set, sker der noget helt usædvanligt, der nærmest kan betegnes som en forvandling. Netop som forvalteren i raseri hæver pisken til slag, siger den lille Hans Christian de forløsende ord, der holder hans arm tilbage. Men ikke nok med det. Forvalteren bliver med ét ganske mild, klapper drengen på kinden og giver ham penge. Denne pludselige mildhed tyder på, at det, der udløser forvandlingen, næppe er forvalterens frygt for, at Gud vil straffe ham, hvis han slår den lille dreng. I så fald ville han formentlig blot have dukket hovedet og lusket surmulende bort. Det, der får ham til at vende på en tallerken, er snarere, at han i det øjeblik, han bliver mindet om Guds tilstedeværelse, pludselig bliver i stand til at se, at det er et lille forsvarsløst barn, et medmenneske, han står over for – ikke et anonymt væsen, han uden videre kan skaffe sig af med, ligesom man vifter et generende insekt bort med hånden.
Således kan denne lille solstrålehistorie læses som et vidnesbyrd om, at Guds kærlighed kan forvandle en potentiel voldsscene til et fredfyldt og trygt møde mellem to mennesker. Men, er vi nødt til at tilføje, den kan omvendt minde os om, at livet på denne jord ikke kun består af begivenheder med en lykkelig udgang. Forvalteren valgte at lytte til sin samvittighed i stedet for at blive hængende i rollen som den pligtopfyldende embedsmand. Det samme valg traf eksempelvis vogterne i Auschwitz og i Sovjetstatens Gulag-lejre ikke i det følgende århundrede.
Det er en uundgåelig følge af, at Gud har givet os en fri vilje og dermed stillet os over for valget mellem godt og ondt, valget mellem at ”samarbejde” eller at afvise forløsningens gave:
”Mennesket er [som følge af arvesynden] berøvet den oprindelige hellighed og retfærdighed, men menneskenaturen er ikke totalt fordærvet; den er såret i sine naturlige kræfter, underlagt uvidenhed, lidelse og dødens herredømme og tilbøjelig til synd. Når Dåben formidler Kristi nådes liv, udsletter den arvesynden og vender igen mennesket til Gud; men dens følger for menneskenaturen, som er svækket og tilbøjelig til det onde, forbliver i mennesket og kalder det til åndelig kamp” (KKK 405).
KKK 409 citerer i denne sammenhæng 2. Vatikankoncils skrivelse om Kirken:
”Menneskenes historie er som helhed gennemsyret af den hårde kamp mod mørkets magter, en kamp, der begyndte ved tidernes morgen, og som ifølge Herrens ord vil fortsætte indtil den sidste dag. Fordi mennesket er indfanget af denne konflikt, er det til stadighed tvunget til at kæmpe for at kunne holde fast ved det gode. Kun gennem store anstrengelser og ved Guds nådes hjælp kan det realisere sin egen indre enhed” (Gaudium et spes 37).
FRA FORLØSNING TIL FRELSE
”Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse” (Fil 2,12) siger Paulus. Og i katekismen læser vi:
”Vejen til fuldkommenhed går over Korset. Der findes ingen hellighed uden afkald og uden åndelig kamp. Den åndelige fremgang indebærer askese og en selvfornægtelse, der gradvist fører til et liv i saligprisningernes fred og glæde” (KKK 2015).
”Da sagde Jesus til sine disciple: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det … for Menneskesønnen skal komme i sin Faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger” (Matt 16,24-28).
Sådan lyder kravet, men hvad er dybest set begrundelsen for, at vi skal give afkald, miste vores liv og tage vores kors op? Det ser vi nærmere på i den følgende artikel, hvor vi kommer ind på sammenhængen mellem kærlighedens og lidelsens mysterier.
[1] Ruths bog 2,1-17
Se artiklen i printvenlig version