FN har i en nyligt udsendt rapport advaret mod den fortsat voksende tendens i Indien til at fravælge piger ved provokeret abort – det fænomen, der går under betegnelsen kønsselektering. Mens der i 1961 blev født 976 piger for hver 1.000 drenge, er antallet af pigefødsler faldet til 918 i 2011, således at der i Indien ligesom i andre asiatiske lande i de seneste årtier er opstået et mærkbart underskud på kvinder.
Der er, nævner rapporten, p.t. forskellige vurderinger af, hvor mange indiske piger der i årenes løb enten er blevet fravalgt ved abort eller er døde kort tid efter fødslen som ofre for misrøgt eller direkte barnemord. En enkelt undersøgelse anslår, at det for perioden 1981-2005 i alt beløber sig til ca. 10 millioner.
Mulige årsager
Blandt de oftest nævnte årsager til forældrenes ønske om at foretrække drenge er, at piger udgør en økonomisk belastning for familien ikke mindst, når de skal giftes. Her er det stadig kutyme, at brudens forældre betaler en større medgift for at få deres datter afsat. En anden årsag er en udbredt forestilling om, at kvinder generelt er mindre værd end mænd – en forestilling, som tilsyneladende består uanset de senere års økonomiske og sociale fremskridt i landet.
Regeringen har i en årrække forsøgt at dæmme op for problemet ved at forbyde kønsbestemmelse af ufødte børn ved hjælp af ultralydsscanning, men denne lovgivning har indtil nu vist sig kun at have en begrænset effekt, blandt andet fordi den ikke fra myndighedernes side er blevet fulgt op af en effektiv kontrol med især private klinikker. Bedre er det ikke blevet af, at man i en række delstater har gjort det strafbart for familierne at få mere end to børn – uanset at dette, som det også nævnes i rapporten, er i strid med menneskerettighederne. Dermed har forældrene fået endnu et motiv til at bruge kønsselektering for at sikre sig, at det barn, de venter, er en dreng – ikke mindst hvis deres første barn er en pige.
Vestens ansvar
Hvad rapporten derimod ikke kommer ind på, er det forhold, at den skæve fordeling mellem kønnene i Indien aldrig havde fået det katastrofale omfang, vi ser i dag, hvis ikke den vestlige verden i efterkrigstiden – via Verdensbanken, den amerikanske regering og FN-organisationer som UNFPA – havde pumpet milliarder af dollars i udviklingshjælp til landet, hvoraf en stor del gik til abort- og sterilisationskampagner, herunder indkøb af moderne ultralydsudstyr. Kønsselektering havde i allerhøjeste grad de vestlige donorers bevågenhed, som det bl.a. fremgik af en udtalelse af Population Council’s udsending i Indien i 1969, Sheldon Segal, hvor han beskrev kønsselektering som en effektiv og anbefalelsesværdig metode til befolkningskontrol.
Kønsselektering er ikke alene et asiatisk problem, men kendes også i dag i lande som Albanien og Azerbadjan. I Danmark opfordrede Jordemoderforeningen i 2009 den daværende sundhedsminister Jacob Axel Nielsen til at overveje et forbud mod at give de gravide kvinder oplysninger om barnets køn inden 12. uge, dvs. inden den normale frist for fri abort. Henvendelse førte imidlertid ikke til noget, måske fordi det allerede i 2009 stod klart, at problemet ikke kunne løses ad lovgivningens vej, al den stund man på internettet kunne købe hjemmetests, der fra 10. uge kunne give svar på barnets køn med en sikkerhed på 80-90 pct.
Se artiklen i printvenlig version