Af Torben Riis
Det er i år 50 år siden, den amerikanske forfatter Flannery O’Connor døde kun 39 år gammel. Hun nåede i sit korte liv at fuldføre to romaner og to novellesamlinger og efterlod sig desuden en samling foredrag og artikler samt en brevsamling. Trods denne beskedne produktion er hendes position i det 20. århundredes litteratur den dag i dag usvækket. 50-året er da også blevet markeret på forskellig vis blandt andet med et to-dages symposium på det amerikanske John Cabot University i Rom med titlen Moved by Wonder, hvor man lagde vægt på at vise, hvor mange forskellige kunstnere der i tidens løb har ladet sig inspirere af hende: fra forfattere, billedkunstnere, fotografer og filmfolk til musikere og sangskrivere som P.J. Harvey, Bruce Springsteen og U2.
Flannery O’Connor voksede op i en katolsk familie og forblev hele sit liv urokkeligt tro mod Kirken og sin katolske tro. I et af brevene skriver hun:
”Jeg føler, at hvis jeg ikke havde været katolik, ville jeg ikke have haft nogen grund til at skrive, ikke nogen grund til at se, ikke nogen grund til at føle forfærdelse eller for den sags skyld glæde over noget… Jeg har aldrig haft nogen fornemmelse af, at det skulle begrænse en forfatters frihed at være katolik. For mit eget vedkommende føler jeg, at det, at jeg er katolik, har sparet mig et par tusinde år i at lære at skrive…
Jeg skriver ud fra en fast tro på alle kristne dogmer, og jeg føler ikke, at dette på nogen måde begrænser min frihed som forfatter, at det snarere udvider end indskrænker mit udsyn. Det er en almindelig opfattelse, at man for at se klart helst ikke skal tro på noget. Det kan muligvis fungere, hvis man studerer celler i et mikroskop. Det duer ikke, hvis man skriver skønlitteratur. For den skønlitterære forfatter er dette ikke at tro på noget det samme som ikke at se noget. Jeg skriver ikke for at bringe et budskab – det er ikke meningen med at skrive romaner og noveller – men det budskab, som jeg finder ved at iagttage livet selv, er et moralsk budskab.”
En amerikansk kritiker beskrev for år tilbage hendes kunstneriske univers som ”Parsifals middelalderlige skov gennemskåret af en jernbane – en besynderlig blanding af traditionelt og moderne”.
Den virkelighed, der umiddelbart møder læseren i hendes romaner og noveller, er livet i ”the Deep South” nærmere bestemt staten Georgia, hvor hun blev født i 1925 i den lille by Milledgeville og levede det meste af sit liv. Det er en virkelighed befolket af et broget persongalleri – og typisk af voldsomme begivenheder, som brutalt vender op og ned på personernes tilværelse og dementerer deres (og læserens) hidtidige forståelse af sig selv og deres omverden. Mange læsere – også katolikker – har i tidens løb følt sig frastødt og forvirrede af hendes på én gang barske og provokerende realisme, men, som hun skriver til en bekendt: ”Vist er novellerne barske, men det er, fordi der ikke gives noget barskere eller mindre sentimentalt end kristen realisme.” Og i et andet brev forklarer hun: ”Sandhed, godhed og skønhed er abstrakte begreber, og abstraktioner fører i litteraturen kun til det blodløse og allegoriske. Man må tværtimod arbejde med den konkrete situation for at nå ind til en erfaring af mysteriet.”
Det mål, Flannery O’Connor satte sig som katolsk forfatter, var således på den ene side at skildre den moderne afkristnede verden med kompromisløs realisme, en verden, hvor det guddommelige typisk kun erfares ved sit fravær, som et savn, et tab af mening – og på den anden side som en modvægt mod den illusionsløse realisme at overrumple og forurolige læseren ved bevidst at stille personer og begivenheder i et lys, som antyder en mening bag meningsløsheden, et drama bag det drama, som udspiller sig på overfladen, et drama, som i virkeligheden drejer sig om menneskets frelse i en verden, hvor Kristus ved forløsningen én gang for alle grundlæggende har ændret vilkårene for den menneskelige eksistens. Men for at anskueliggøre dette perspektiv uden at forfalde til banal opbyggelighed bliver man, som Flannery O’Connor siger et andet sted, nødt til i en post-kristen kontekst at ”chokere læseren. Til den tunghøre råber man, og for den næsten blinde tegner man store og iøjnefaldende billeder.”
”Åbenbaring,” en af hendes sidste noveller, kan anbefales som en let tilgængelig introduktion til forfatterskabet – netop fordi den er utypisk, i den forstand, at hun i novellens slutscene åbenbarer tilværelsens egentlige drama for sin hovedperson og dermed undtagelsesvis forsyner læseren med en fortolkningsnøgle til hele forløbet.
Handlingen udspiller sig til at begynde med i lægens venteværelse, som vi oplever set med Mrs. Turpins øjne, en småborgerlig og overmåde selvtilfreds farmerkone. Hun fordriver ventetiden med iagttage de øvrige patienter, som hun med sit skarpe blik for selv den mindste detalje hurtigt får placeret med hensyn til socialklasse og etnicitet, eksempelvis som ”niggere” eller ”hvidt plebs”. Her er pointen som i så mange andre af Flannery O’Connors noveller, at hovedpersonen ser alt, men alligevel ikke ser noget som helst, fordi hun ser med verdens og ikke troens øjne. Den eneste, der finder nåde for hendes øjne, er en ”nydelig” dame, som hun straks indleder en høflig konversation med. Sideløbende får læseren et indblik i Mrs. Turpins tankeverden herunder hendes opfattelse af sig selv:
”At man skulle hjælpe mennesker, der trængte, det var hendes livsfilosofi. Hun skyede aldrig nogen anstrengelse, når hun stødte på nogen, der var i nød, uanset om de var hvide eller sorte, plebsede eller pæne. Og af alt det, hun havde at være taknemmelig for, var hun først og fremmest taknemmelig for, at det forholdt sig sådan. Hvis Jesus havde sagt: »Du kan blive en overklassedame og få lige så mange penge, du har lyst til, og blive tynd og smart, men så kan du ikke blive nogen god kvinde,« så kunne hun kun have svaret: »Jamen, så vil jeg ikke være det. Gør mig til en god kvinde, så er det ligegyldigt, hvor fed eller grim eller fattig jeg ellers bliver!« Hendes hjerte svulmede. Han havde ikke gjort hende til nigger eller hvidt plebs, og grim var hun heller ikke blevet. Hun var blevet sig selv og havde fået lidt af det hele. Tak, Jesus, sagde hun. Åh, tusind, tusind tak! Hver gang hun opregnede alt det, livet havde givet hende, følte hun sig så let og glad, som om hun vejede hundredefemten pund og ikke hundredefemogtres.”
Den nydelige dame er sammen med sin datter, en noget uheldigt udseende ung dame, der under hele konversationen har begravet sig i en bog og ikke mæler et eneste ord. Kun sender hun undertiden de to damer misbilligende blikke, men da moderen, som føler sig pinligt berørt af datterens fjendtlige attitude, irettesætter hende ved højlydt at betro Mrs. Turpin, at hun kender en pige, hvis forældre vil gøre alt for hende, men som ikke desto mindre kun kan kritisere og gøre vrøvl dagen lang, udvikler situationen sig faretruende. Og da Mrs. Turpin straks efter sekunderer moderen ved at fremhæve sig selv – sin taknemmelighed og sit gode humør – i åbenlys kontrast til den utaknemmelige datter, indtræffer eksplosionen:
”Bogen ramte hende lige over det venstre øje… Førend hun kunne få en lyd over sine læber, kom det rødblissede ansigt farende frem mod hende fra den anden side af bordet med et brøl. Pigens fingre borede sig som skruetvinger ned i det bløde kød på hendes hals …”
Det tililende personale får kontrol over situationen ved at overmande pigen og give hende en beroligende indsprøjtning. Men inden pigen døser hen, når hun at hviske disse ord til Mrs. Turpin: ”Gå tilbage til helvede, hvor du kom fra, dit gamle vortesvin”.
Hjemme igen har Mrs. Turpin forståeligt nok vanskeligt ved at ryste disse ord af sig. Hvad har jeg med helvede at gøre? tænker hun, men når efter et øjebliks selvransagelse til den konklusion, at hun ikke har det fjerneste at bebrejde sig selv. Og nu overmander vreden hende. Hvad ligner det, at hun skal behandles på den måde? Hendes indre overvejelser kulminerer i, at hun stående foran grisestien udslynger det rasende spørgsmål til Gud: ”Hvem tror du egentlig, du er?”.
Svaret får hun, mens hun ser solen gå ned over det velkendte landskab. Sceneriet forvandler sig for hendes øjne. Naturen bliver til overnatur. Den røde lysstribe, der strækker sig over himlen, bliver til en kæmpemæssig hængebro mellem himmel og jord, hvorpå en broget skare af sjæle tramper afsted – på vej mod himlen. Det er de fattige, de udstødte og foragtede, der går forrest i processionen, alle dem, hun dybest set – trods sin konventionelle tolerance og godgørenhed – har set ned på hele sit liv og betragtet som andenrangs mennesker. Herpå følger den chokerende åbenbaring, hvor hun for første gang ser:
”Og processionen afsluttedes af en gruppe mennesker, som hun straks genkendte som dem, der ligesom hun selv og Claud havde haft lidt af det hele og den Gud-givne forstand til at gøre den rette brug af det. Hun lænede sig frem for at se nøjere på dem. De vandrede afsted bag de andre med værdig alvor, ansvarlige, som de altid havde været det, for god ro og orden og sund fornuft og anstændig optræden. De alene gik i takt. Alligevel kunne hun se på deres forfærdede og undrende ansigter, at selv deres dyder blev brændt bort.”
Sådan omplanter Flannery O’Connor Jesu lignelse om farisæeren og tolderen (Luk 18,9-14) til 1960’ernes sydstatsvirkelighed. Novellen er skrevet i de sidste 8 måneder af hendes liv, inden den uhelbredelige bindevævssygdom lupus erythematosus gjorde en ende på det. Sygdommen bar hun med sjælden sjælsstyrke – ikke blot resignation. For hende blev den en anledning til at trænge dybere ind i lidelsens mysterium:
”Jeg har aldrig været andet end syg,” skriver hun til en bekendt. ”I en vis forstand er sygdom en tilstand, der er meget mere lærerig end en langvarig rejse til Europa. Den er altid en tilstand, hvor man er uden selskab, hvor ingen kan følge med én. Sygdom før døden er noget værdifuldt, og jeg tror, at de, der ikke oplever den, går glip af en af Guds velgerninger.”
I dag 50 år efter sin død vedbliver Flannery O’Connor med at fascinere og provokere nye generationer af læsere. Senest er romanen The Violent Bear it Away kommet i dansk oversættelse (”Voldsmænd river det til sig”) på Forlaget Arena i 2011. Hendes første novellesamling, ”En god mand er svær at finde” udkom på dansk i 1965 på Grafisk Forlag. Hendes sidste, som bl.a. tæller ”Åbenbaring,” blev udsendt af Katolsk Forlag i 1984 med titlen ”Skæringspunkt og andre noveller”. Weekend Avisens anmelder Bo Green Jensen skrev dengang: “Hvis man læser én amerikansk bog i år, så lad det blive denne.”
Se artiklen i printvenlig version