Ti dage efter at det blev offentligt kendt, at pave Frans havde godkendt en række argentinske biskoppers fortolkning af Amoris laetitia, som åbnede mulighed for, at fraskilte gengifte katolikker kunne modtage kommunion uden forinden at have afbrudt det seksuelle samkvem i det nye forhold[1], sendte fire kardinaler et brev til paven, der indeholdt fem korte spørgsmål, som hver især kunne besvares med et ja eller et nej.
Da der var gået næsten to måneder, uden at paven havde reageret på brevet, besluttede de fire kardinaler – Raymond Burke, Walter Brandmüller, Carlo Caffara og Joachim Meister – at offentliggøre det.
Dette skridt begrunder kardinalerne med den alvorlige tvivl og forvirring, der er opstået blandt de troende. I en sådan situation, skriver de, er det i overensstemmelse med Kirkens tradition, at man henvender sig til paven for at bede ham svare på de tvivlsspørgsmål, som er årsag til usikkerheden og forvirringen. Samtidig understreger de håbet om, at deres henvendelse ikke vil blive fortolket ud fra et formodet modsætningsforhold mellem ”progressive” og ”konservative” katolikker. ”Det ville være helt ved siden af. Det, som ligger os på sinde, er at værne om det, som i sandhed gavner sjælene og om Kirkens øverste Lov – ikke at fremme nogen form for politisk dagsorden inden for Kirken.”
De fem spørgsmål
De fem spørgsmål kan som nævnt besvares med enten et ja eller et nej. Denne måde at rette forespørgsler til pavestolen på er der talrige eksempler på i Kirkens lange historie. I denne sammenhæng kan man formode, at den er valgt ud fra et ønske om at holde paven fast på det principielle og samtidig mest kontroversielle i sagen.
Her kommer spørgsmålene:
- Der spørges, om det – ifølge ”Amoris laetitia” (300-305) – nu er blevet muligt i bodens sakramente at give absolution og følgelig også kommunion til en person, som, mens vedkommende endnu er bundet i et gyldigt indgået ægteskab, lever sammen med en anden person ”more uxorio” (i et ægteskabslignende forhold) uden at opfylde de betingelser, som er formuleret i ”Familiaris consortio” nr. 84 og efterfølgende bekræftet i ”Reconciliatio et Paenitentia” nr. 34 og i ”Sacramentum caritatis” nr. 29. Kan udtrykket ”i visse tilfælde” i note 351 i den apostoliske skrivelse ”Amoris laetitia” have gyldighed for fraskilte personer, som lever i et nyt forhold, og som fortsætter med at leve ”more uxorio”?
- Bør man efter offentliggørelsen af den post-synodale apostoliske skrivelse ”Amoris laetitia” (jf. nr. 304) stadig betragte det som gyldigt, som den hellige Johannes Paul 2.’s rundskrivelse ”Veritatis splendor” nr. 79, som bygger på Den hellige Skrift og Kirkens Tradition, lærer om eksistensen af absolutte moralnormer, som undtagelsesløst forbyder handlinger, som er onde i sig selv?
- Er det efter ”Amoris laetitia” stadigt muligt at hævde, at en person, som til stadighed lever i et modsætningsforhold til et af budene i den guddommelige Lov, eksempelvis det bud, der forbyder ægteskabsbrud (jf. Matt 19,3-9), objektivt befinder sig i en tilstand af alvorlig vedvarende synd (jf. erklæringen af 24. juni 2000 fra Det pavelige Råd for Lovtekster)?
- Bør man stadig efter udsagnene i ”Amoris laetitia” (nr. 302) om ”formildende omstændigheder i moralske spørgsmål” betragte den lære som gyldig, som fremsættes i den hellige Johannes Paul 2.’s rundskrivelse ”Veritatis splendor” nr. 81, som bygger på Den hellige Skrift og Kirkens Tradition, og ifølge hvilken ”ydre omstændigheder og personlige motiver aldrig i kraft af deres formål kan forvandle en handling, som i sig selv er ond, til en i subjektiv forstand ”god” handling eller til et acceptabelt valg?
- Bør man efter ”Amoris laetitia” (nr. 303) stadig betragte den lære som gyldig, der udtrykkes i den hellige Johannes Paul 2.’s rundskrivelse ”Veritatis splendor” nr. 56[2], som bygger på Den hellige Skrift og Kirkens Tradition, og som udelukker muligheden for en kreativ fortolkning af samvittighedens rolle, og som understreger, at samvittigheden aldrig i kraft af deres formål kan tiltage sig retten til at legitimere undtagelser til absolutte moralnormer, som forbyder handlinger, der i sig selv er onde.
Så mange var ordene, som mere end antyder, at de kontroversielle afsnit i Amoris laetitia næppe er forenelige med hverken Johannes Paul 2.’s lære eller med Kirkens lære som helhed.
Det næste skridt?
Kardinal Burke: Kirkens Tradition er den øverste autoritet
Men hvad sker der, hvis pave Frans igen vælger at ignorere kardinalernes spørgsmål, uanset at brevet nu er ude i det offentlige rum? Det spørgsmål har kardinal Burke allerede besvaret i et interview med National Catholic Register’s Rom-korrespondent Ed Pentin.
”I så fald,” siger han, ”vil vi blive nødt til at forholde os til den situation. Der findes i Kirkens Tradition en praksis for, hvordan man kan irettesætte paven. Det er selvfølgelig noget, der forekommer yderst sjældent. Men hvis der ikke kommer noget svar på disse spørgsmål, vil jeg mene, at vi så må iværksætte en formel sag med krav om, at en alvorlig fejl bliver rettet.”
Pentins næste spørgsmål lyder: ”I en uoverensstemmelse mellem den kirkelige autoritet og Kirkens Tradition, hvilken af de to har de troende så pligt til at rette sig efter, og hvem har autoriteten til at afgøre dette?”
Burke: ”Det er Traditionen, der er forpligtende. Kirkelig autoritet er kun til for at tjene Traditionen. Her tænker jeg på det sted i Galaterbrevet (1,8), hvor Paulus siger: ”Men om så vi selv eller en engel fra Himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.”
Pentin: ”Hvis det var sådan, at paven udbredte alvorlige fejl eller kætterier, hvilken lovlig autoritet kunne så erklære, at dette var tilfældet, og hvilke følger ville det i givet fald få?”
Burke: ”I sådanne tilfælde – og de er forekommet i Kirkens historie – er det kardinalernes og biskoppernes pligt at gøre opmærksom på, at paven lærer noget, der er forkert, og bede ham rette det.”
[1] Læs mere i: Amoris laetitia: Pave Frans bekender kulør
Se artiklen i printvenlig version