Hvad ved vi egentlig om, hvad der er sket på familiesynoden indtil nu? Meget lidt. Eller som den amerikanske kommentator John Allen sagde om sig selv og de andre journalister, der i disse uger befinder sig i Rom for at dække synoden: ”Den pinlige sandhed er, at vi i grunden slet ikke dækker synoden. Vi dækker stort set kun det, andre fortæller os om synoden, og det er noget ganske andet.”
Det forhold, Allen refererer til her, er, at pressen kun har haft adgang til at læse de indlæg på max. 3 minutter, som hver enkelt deltager havde lejlighed til at holde på dag 1. Herefter blev dørene lukket til forhandlingslokalet, og journalisterne har været henvist til at hente deres oplysninger på de pressekonferencer, ledelsen holder. Men hermed også sagt, at den samme ledelse kontrollerer, hvilke informationer der slipper ud til offentligheden – hvilket igen har givet næring til mistanken om, at synoden i et eller andet omfang kan være manipuleret.
Mediernes vigtigste kilde til informationer om, hvad man diskuterer bag de lukkede døre, er herefter blevet de interviews, som det er lykkedes at få med enkelte synodefædre. Det seneste eksempel er webtidsskriftet Crux’ interviews med henholdsvis den amerikanske kardinal Donald Wuerl, som er kendt for sine liberale synspunkter, og den mere konservative sydafrikanske ærkebiskop, kardinal Wilfrid Fox Napier. Hvor Wuerl – som er medlem af den 10-mands redaktionskomité, som skal producere et udkast til synodens slutdokument – afviser tanken om bevidst manipulation som grundløse konspirationsteorier, er Napier, som bl.a. føler, at de afrikanske biskoppers synspunkter ikke får den opmærksomhed, de fortjener, langt mere kritisk.
Den sydafrikanske kardinal Wilfrid Napier står frem med kritik af synodens ledelse
Han kritiserer f.eks. den sammensætning, redaktionskomiteen har fået, og udtrykker håbet om, at man ikke skal se en gentagelse af, hvad der skete på synoden sidste år med offentliggørelsen af den stærkt kontroversielle midtvejsrapport. Endvidere udtrykker han betænkeligheder vedrørende det såkaldte Instrumentum Laboris – det forberedende dokument, som skal danne grundlag for drøftelserne på synoden – som han frygter vil få en alt for stor indflydelse på slutdokumentet på bekostning af de forslag, der vil blive fremsat som en frugt af drøftelserne på synoden. Endvidere har han reageret på en udtalelse fra Vatikanets talsmand Fr. Rosica om, at Kirken må møde mennesker der, hvor de er. Hertil replicerede Napier på Twitter, at ”det lyder pænt at sige sådan. Men var det nu også det, Jesus gjorde? Opfordrede han dem ikke snarere til at bryde op fra det sted, de befandt sig?”
13 kardinaler protesterer
Napier er medunderskriver af et brev til pave Frans, hvor 13 højt placerede kardinaler den 5. oktober protesterede mod synodeledelsens dispositioner. I brevet udtaler kardinalerne
- at Instrumentum Laboris ikke kan danne grundlag for slutdokumentet, fordi det rummer en række ”problematiske elementer”
- at de nye procedurer må ses som et udtryk for ”manglende åbenhed og ægte kollegialitet i strid med den ånd og det formål, der traditionelt forbindes med en synode
- at det forhold, at synodefædrene ikke i tilstrækkeligt omfang er blevet konsulteret i forbindelse med udvælgelsen af medlemmer til redaktionskomiteen, har givet anledning til betydelig utryghed
- og at ”et antal synodefædre føler, at den nye procedure ser ud til at være udtænkt med henblik på at bane vejen for forud besluttede konklusioner på debatter om vigtige spørgsmål.
Afsluttende skriver kardinalerne: ”Sidst og måske allervigtigst har forskellige fædre udtrykt bekymring for, at drøftelserne på en synode, som har til formål at finde svar på et vigtigt pastoralt problem – hvordan man styrker ægteskabets og familiens værdighed – kan blive domineret af det teologisk/dogmatiske spørgsmål om kommunion til fraskilte gengifte. Hvis det sker, vil det uundgåeligt rejse endnu mere fundamentale spørgsmål om, hvordan Kirken på sin videre færd skal fortolke og i praksis implementere Guds ord, sine doktriner og pastorale retningslinjer i forhold til de kulturelle ændringer i det omgivende samfund. De liberale protestantiske kirkers kollaps i vor tid – fremskyndet af, at man har ofret centrale elementer i kristen tro og praksis på den pastorale tilpasnings alter – bør mane til den yderste forsigtighed i vore egne drøftelser på synoden.”
Der har hersket en vis usikkerhed om, hvem underskriverne af brevet er, men det synes nu at ligge fast, at de 13 kardinaler – foruden Napier – er Carlo Caffara, ærkebiskop af Bologna; Norberto Rivera Carrera, ærkebiskop af Mexico City, Mexico; Thomas Collins, ærkebiskop af Toronto; Daniel N. Di Nardo, ærkebiskop af Galveston-Houston, næstformand for den amerikanske bispekonference; Timothy Dolan, ærkebiskop af New York; Willem Eijk, ærkebiskop af Utrecht; Gerhard Ludwig Müller, præfekt for Troslærekongregationen; John Njue, ærkebiskop af Nairobi, Kenya; George Pell, præfekt for Sekretariatet for økonomiske anliggender; Robert Sarah, præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter; Elio Sgreccia, tidligere formand for Det pavelige Akademi for Livet, Vatikanet; Jorge L. Urosa Savino, ærkebiskop of Caracas, Venezuela.
Indeholder Instrumentum Laboris passager i strid med Kirkens lære?
Hvad kardinalerne kan tænkes at hentyde til, når de i punkt 1 i deres brev taler om ”problematiske elementer” i Instrumentum Laboris, kan man få et fingerpeg om i endnu en henvendelse til synodefædrene, denne gang fra to teologiprofessorer Stephan Kampowski og Davis S. Crawford, som begge er tilknyttet ”Det pavelige Johannes Paul II Institut for Studier i Ægteskab og Familie” i Rom. Deres henvendelse har som medunderskrivere 60 fremtrædende teologer og filosoffer.
Der er tale om en redegørelse og diskussion på lidt over 3.500 ord[1], hvor forfatterne opfordrer synodefædrene til at holde fast ved Kirkens lære om ægteskab og familie – herunder især læren om samlivet i ægteskabet, således som den er formuleret i henholdsvis Pave Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae og i pave Johannes Paul 2.’s rundskrivelse Veritatis splendor.
I den forbindelse tager de afstand fra den fremstilling , som Instrumentum Laboris i afsnit 137 giver af Humanae vitae’s lære om prævention. Der er en vis forskel på den engelske udgave af teksten, som, bemærker de, ikke udmærker sig ved klarhed, og den tyske oversættelse samt den italienske originaltekst. De sidste to udgaver er mere entydige, men, tilføjer de, til gengæld så meget desto mere problematiske.
Meget kort fortalt består det problematiske ifølge forfatterne i, at afsnit 137 opererer med ”to poler”: på den ene side menneskets samvittighed og på den anden side den objektive moralnorm. Men ved at skildre forholdet mellem de to begreber som polært, altså som et modsætningsforhold, kommer man til at betragte moralnormen som en udefrakommende tvang, dvs. som noget negativt. Derved overser man dens positive rolle: at fremme den personlige vækst hos den, der ved at handle moralsk stræber efter det gode. Videre skriver de: ”Fordi dette afsnit forsømmer at belære os om, at normen i sig selv, i al sin objektivitet, afslører noget grundlæggende om det smukke og det gode i et vellykket liv, efterlader det et indtryk af, at moralske normer [med tekstens ord] faktisk kan udgøre ”en uudholdelig byrde”, som ”ikke tager højde for den enkeltes behov og personlige ressourcer.”
Her citerer forfatterne Veritatis splendor, hvor pave Johannes Paul 2. i afsnit 15 skriver: ”Jesus viser, at budene ikke skal forstås som en minimumsgrænse, som ikke må overskrides, men snarere som en vej, der åbner sig for en moralsk og åndelig vandring mod fuldkommenhed, hvis centrum er kærligheden (jr. Kol 3,14)”. Og de konkluderer på denne baggrund: ”Forestillingen om, at det objektive indhold i en moralsk norm kan tænkes ”ikke at tage højde for den enkeltes behov og personlige ressourcer”- således, at det at bringe sig i overensstemmelse med dens påbud ikke skulle fremme dette menneskes moralske gode, dvs. det, som er godt for dette menneske selv – er i modstrid med katolsk morallære.”
I deres endelig konklusion kritiserer de Instrumentum Laboris for at være behæftet med alvorlige mangler. Om tekstens fremstilling af Humanae vitae skriver de, at ”mens afsnit 137 giver sig ud for at være en forklaring på meningen med Humanae vitae, tømmer den i virkeligheden rundskrivelsen for dens centrale lære. Det, som står på spil her, er ikke blot en ubetydelig detalje, men en alvorlig forvrængning af det grundlæggende indhold i Paul 6.’s skrivelse.”
Og de tilføjer: ”De mangler og forvanskninger, som Instrumentum Laboris rummer, kan få ødelæggende konsekvenser for de troende, som er berettiget til at kende sandheden om depositum fidei[2]. Såfremt afsnit 137 bliver godkendt af synoden, vil det give anledning til forvirring blandt de troende … I sidste instans vil denne forvirring ikke alene blive begrænset til Humanae vitae’s lære. At lade afsnit 137 blive stående som en del af synodens lære vil føre til, at dets logik kan blive anvendt på andre områder, hvor det drejer sig om Kirkens lære om handlinger, der i sig selv er onde, såsom abort og eutanasi. Det har vi allerede erfaringer for. Den manglende opbakning fra teologer og sågar biskopper og præster til Humanae vitae’s lære har ført til årtiers svækkede troskab mod Kirkens lære – ikke kun i forhold til seksuallæren, men over en bred kam. Synoden er en anledning til at rette op på denne mangel. Afsnit 137 bør udgå og erstattes af en udtrykkelig bekræftelse af Humanae vitae og en klar redegørelse for forholdet mellem samvittighed og objektive moralnormer, således som det er fremstillet i Veritatis splendor.”
Men hvad der reelt kommer til at ske på synoden – det ved vi som sagt ikke endnu…
[1] Den engelske oversættelse inkl. listen over medunderskriverne kan ses på: http://www.firstthings.com/web-exclusives/2015/09/an-appeal – den tyske oversættelse på: http://www.kath.net/news/52369
[2] Kirkens samlede trosoverlevering
Se artiklen i printvenlig version