Af Torben Riis
Den 25. marts i år var det 20 år siden, pave Johannes Paul 2. udsendte sin rundskrivelse Evangelium vitae (Livets evangelium) – et dokument på lidt over 45.000 ord, hvad der i sig selv var usædvanligt for en skrivelse af denne art. At ordene blev så mange, skyldtes for det første, at selve emnet var særdeles omfattende. I sin diskussion af den moderne verdens problematiske forhold til menneskelivet inddrager paven hele viften af kontroversielle emner: fra dødsstraf og selvmord til fosterdiagnostik, reagensglasbefrugtning og deraf følgende eksperimenter med ufødt liv – til aktiv dødshjælp og sidst, men ikke mindst, provokeret abort. Men hertil kom Johannes Paul 2.s erkendelse af, at han for at få mennesker i tale på tærsklen til det 21. århundrede ikke længere kunne nøjes med blot at henvise til Kirkens autoritet. Verden havde bevæget sig – bort fra Kirken. For at overbevise nutidens mennesker eller blot få dem til at lytte, måtte der derfor en udførlig argumentation til, hvor også etiske og samfundsmæssige aspekter blev inddraget og diskuteret.
I alt dette kan man også se Johannes Pauls ønske om ikke blot at henvende sig til de troende, men til alle – helt i tråd med, hvad Time Magazine skrev året før i anledning af, at bladet havde kåret ham som Man of the Year: ”Når han taler, er det ikke kun til sin hjord på nærved en milliard; han forventer, at verden lytter.”
Et klart og bydende budskab
Evangelium vitae fik da også behørig opmærksomhed i medierne – og aftvang en vis respekt, ikke mindst på grund af pavens mod til at trodse tidsånden. Umiddelbart efter offentliggørelsen udkom Newsweek – som ellers ikke er kendt for at være hverken katolik- eller pavevenligt – med Johannes Paul 2.’s portræt som forsideillustration og en stort opsat artikel inde i bladet, der karakteriserede rundskrivelsen som ”den klareste, mest lidenskabelige, mest bydende rundskrivelse i hans 16 år som pave.”
Og paven var ganske rigtigt klar i mælet. F.eks. når han konstaterer, ”at vi står over for et gigantisk og dramatisk sammenstød mellem ondt og godt, død og liv, mellem ”dødens kultur” og ”livets kultur””(28). Altså, på den positive side, det menneskesyn, som respekterer Guds skaberværk og betragter ethvert liv som en gave – i modsætning til vor tids materialistiske menneskesyn, der eksempelvis betragter det ufødte menneskeliv som et materiale, der kan manipuleres, udnyttes og siden kasseres efter forgodtbefindende. I denne sammenhæng fordømmer han utvetydigt og i vendinger, der kommer tæt på en ex cathedra-definition, provokeret abort som et udtryk for ”dødens kultur”:
”Med den myndighed, som Kristus overgav til Peter og hans efterfølgere, erklærer jeg i fællesskab med biskopperne (…) at provokeret abort – det vil sige abort som en forsætlig handling enten som mål eller middel – altid udgør en alvorlig moralsk uorden, eftersom den er et overlagt drab på et uskyldigt menneske. Denne lære bygger på den naturlige morallov og på Guds skrevne ord; den er overleveret i Kirkens Tradition og forkyndt af såvel det almindelige som det universelle læreembede. Ingen omstændighed, ingen hensigt, ingen lov i verden kan nogen sinde retfærdiggøre en handling, der i sig selv er utilladelig, da den strider imod den lov, som er indskrevet i ethvert menneskes hjerte – en lov, som kan erkendes af fornuften, og som er forkyndt af Kirken” (62).
I samme afsnit – med henvisning til Kirkens kanoniske ret – slår han endvidere fast, at enhver katolik, som enten udfører en abort eller medvirker hertil, automatisk (latae sententiae) pådrager sig ekskommunikation.
Johannes Paul var naturligvis ikke uvidende om, at det i den vestlige verden i vidt omfang var lykkedes at legitimere drabet som et middel til at løse sociale problemer ved at markedsføre det som et udtryk for barmhjertighed over for mennesker i en vanskelig situation, hvad enten det drejede sig om gravide kvinder i en socialt udsat position eller om handicappede, syge og/eller alderdomssvækkede, for hvem livet, som det hed, var blevet en byrde.
En sammensværgelse mod livet
Denne argumentation imødegår han ved at påpege, hvad der skjuler sig bag de forførende ord om medlidenhed og solidaritet med samfundets svageste. Der er, siger han, i virkeligheden tale om et nyt anti-solidarisk samfundssyn, der først og fremmest er interesseret i effektivitet og rentabilitet, og som følgelig ønsker at skaffe sig af med mennesker, der ikke er produktive:
”Set fra dette synspunkt kan man i en vis forstand tale om de magtfuldes krig mod de svage: et liv, som i særlig grad ville stille krav til omgivelserne om accept, kærlighed og omsorg, anses for værdiløst eller betragtes som en utålelig byrde og bliver derfor fravalgt på den ene eller den anden måde. Et menneske, som på grund af sygdom, handicap eller ved sin blotte tilstedeværelse truer de mere begunstigedes velvære eller livsstil, bliver i stigende grad opfattet som en fjende, man må forsvare sig imod eller skaffe sig af med. På denne måde opstår en form for sammensværgelse mod livet – ikke kun på det individuelle plan, i den enkeltes forhold til familien eller det sociale netværk, men helt op på verdensplan, hvor den skader og fordrejer de indbyrdes relationer mellem folk og nationer” (12).
Dette synspunkt uddyber Johannes Paul 2. bl.a. i afsnit 18, hvor han konstaterer, at politikernes erklærede respekt for menneskerettighederne ofte kun eksisterer på et rent retorisk plan. Og han spørger:
”Hvordan lader disse gentagne højtidelige principerklæringer sig forene med den stigende tendens til at legitimere angreb på menneskeligt liv – og med uviljen mod at acceptere de svage og de nødlidende eller de ældre og dem, der lige er undfanget? Disse angreb går i stik modsat retning af respekten for livet og udgør en direkte trussel mod hele menneskerettighedskulturen. Der er tale om en trussel, som i sidste instans er i stand til at bringe selve tanken bag den demokratiske sameksistens i fare. Fremfor at være samfund af mennesker, der lever i et fællesskab, risikerer vore byer at udvikle sig til samfund bestående af afviste, marginaliserede, rodløse og undertrykte mennesker. Ser vi herefter på det større globale perspektiv, hvordan kan vi da gøre os fri af den tanke, at de højtidelige forsikringer om både den enkeltes og folkenes rettigheder, som fremsættes i fornemme internationale forsamlinger, ikke er andet end tomme ord, der aldrig vil blive ført ud i livet, hvis ikke vi afslører de rige landes egoisme, som udelukker de fattigere lande fra at få del i udviklingen eller gør denne adgang afhængig af tyranniske forbud mod at sætte børn i verden og således skaber en modsætning mellem udvikling og mennesket selv?”
Er vi kommet videre?
Netop denne praksis, som typisk består i at gøre udviklingsbistand afhængig af, at modtagernationen åbner dørene for en vestlig agenda (abort, eutanasi, homoægteskaber m.m.) har pave Frans for nylig betegnet som ”ideologisk kolonisering.” Noget lignende påtalte hans forgænger pave Benedikt 16. ved flere lejligheder.
Med andre ord: de problemer, som Johannes Paul 2. forholdt sig til i sin rundskrivelse i 1995, slås vi endnu med den dag i dag. Det betyder ikke, at verden har stået stille siden da. Kampen mellem de kræfter, der støtter henholdsvis livets og dødens kultur fortsætter ufortrødent i internationale fora og i den 3. verdens lande, som til stadighed udsættes for pression fra såkaldte familieplanlægningsorganisationer med millioner af dollars i ryggen og fra FN-organer og vestlige regeringer, som lader hånt om deres kultur og religion og ret til at bestemme over deres egen fremtid. Det var ikke for ingenting, en nigeriansk biskop for nylig udtalte, at ”de vestlige landes familieplanlægningsorganisationer er farligere for vores land end de islamistiske terrorister.”
Men der er også lyspunkter. Det er ikke trods gentagne og vedholdende forsøg lykkedes den internationale abortlobby at få anerkendt fri abort som en menneskerettighed. Intet officielt dokument godkendt af FN’s generalforsamling har indtil dato blåstemplet abort som en menneskerettighed. At det ikke er sket, skyldes ikke mindst den katolske Kirkes indflydelse, herunder katolske familieorganisationers utrættelige arbejde for i pave Johannes Paul 2.’s ånd at opbygge og styrke ”livets kultur.”
Se artiklen i printvenlig version