Det over to timer lange møde fredag den 12. februar mellem pave Frans og den russisk-ortodokse Kirkes overhoved, patriark Kirill af Moskva, tiltrak sig i høj grad mediernes opmærksomhed, hvor det mere end én gang blev karakteriseret som ”historisk”.
Historisk var det i den forstand, at det var det første møde nogensinde mellem overhoveder for de to kirkesamfund, hvad der i sig selv forlener det med en ikke ubetydelig symbolværdi. Men hermed ikke sagt, at der umiddelbart er lagt op til konkrete initiativer med henblik på en heling af det brud, der fandt sted i 1054.
Ser man på den fælles erklæring, der blev offentliggjort efter mødet, drejer de forventninger, der udtrykkes her, sig da også i det store og hele om mulighederne for et intensiveret samarbejde om at imødegå de problemer, som i øjeblikket påføres begge parter udefra i forskellige dele af verden. ”I mange lande i Mellemøsten og Nordafrika,” siges det, ”bliver vore kristne brødre og søstres familier, deres landsbyer og byer fuldstændig udslettet. Deres kirker bliver på barbarisk vis hærget og plyndret, deres helligdomme profaneret og deres monumenter jævnet med jorden.”
Om forholdet til de moderne sekulære samfund hedder det: ”Vi må konstatere, at visse lande har udviklet sig til at blive sekulære samfund, som er blevet fremmede for ethvert forhold til Gud og hans sandhed, hvilket udgør en alvorlig trussel mod religionsfriheden. Det giver os anledning til bekymring, at kristne i øjeblikket udsættes for en begrænsning af deres rettigheder eller slet og ret for diskrimination.”
Erklæringen indeholder endvidere en opfordring til de rige vestlige lande om at være mere imødekommende over for flygtninge og migranter, til at værne om ”den naturlige familie” baseret på ægteskabet mellem en mand og en kvinde og endvidere til at forsvare retten til livet både i dets tidligste og seneste faser – hvormed der naturligvis tænkes på den nærmest undtagelsesløse legalisering af provokeret abort og eutanasi i den vestlige verden.
Flere iagttagere har i dagene efter peget på en række forhold, der understreger, at der endnu er mange hindringer, der stiller sig i vejen for en reel tilnærmelse mellem Rom og Moskva. For det første, at forholdet i årtier har været særdeles køligt mellem parterne – fra den ortodokse side præget af mistanken om, at den katolske Kirke dybest set kun er interesseret i at hverve proselytter. Dernæst, at mødet fandt sted på neutral grund, nærmere bestemt i Havanas internationale lufthavn, og endvidere, at Kirill – uden tvivl for at undgå problemer med sit religiøse bagland – afslog at bede sammen med paven.
Hertil kommer, at den ortodokse Kirke i Rusland i Putins regeringstid er blevet stadigt tættere knyttet til staten, og at mødets betydning og det forhold, at det i det hele taget kom i stand, efter de fleste iagttageres opfattelse skal ses i sammenhæng med Putins ønske om at forbedre sit image udadtil. Også indenrigspolitisk kan det få betydning på baggrund af den russisk-ortodokse Kirkes noget anstrengte forhold til den græsk-katolske Kirke i Ukraine, som efter Putins indlemmelse af Ukraine har udtrykt ønske om uafhængighed af Moskva. En sådan splittelse ønsker hverken Kyrilli eller Putin af indlysende grunde. Derfor, lyder en af teorierne, kan de begge have en interesse i at forbedre forholdet til Rom og på den måde bruge paven som en brik i deres politiske spil ved at gøre det vanskeligere for den katolske Kirke at støtte de græsk-katolske ukraineres bestræbelser på at distancere sig fra Moskva.
Se artiklen i printvenlig version