Meddelelsen den 22. september om, at Vatikanet har underskrevet en ”foreløbig” aftale med det kinesiske regime har, som man kunne forvente, givet anledning til en del reaktioner, som groft sagt kan opdeles i to kategorier: de optimistiske, som spår, at aftalen på længere sigt vil vise sig at være en gevinst for alle parter, og de pessimistiske, der ser aftalen som et i bedste fald dybt naivt, men under alle omstændigheder katastrofalt og i bund og grund infamt forræderi mod Kinas troende katolikker.
Hvor redaktionen af dette website befinder sig i dette spørgsmål, skal der ikke herske tvivl om. Derfor har vi valgt at give ordet til den mangeårige leder af Population Research Institute, kinaeksperten og forfatteren til Bully of Asia[1], Steven Mosher, som til forskel fra de fleste kommentatorer har et indgående kendskab til såvel Kina som den katolske Kirke.
Som en, der i årenes løb har hjulpet katolikkerne i Kinas undergrundskirke med at bygge kirker og åbne børnehjem for forældreløse børn, er jeg af den opfattelse, at den ”foreløbige aftale” er et forræderi mod den katolske Kirke i Kina.
Faktisk ser jeg den som et forræderi på flere niveauer. Den forråder pavestolens autoritet ved at give det kinesiske kommunistparti ret til at udnævne biskopper. Den forråder undergrundskirken i Kina, en kirke, som ikke blot har overlevet årtiers forfølgelser fra myndighedernes side, men som nu endnu engang er under belejring. Og – vil jeg påstå – fordi den er en hemmelig aftale, forråder den også sandheden, i og med at den tillader begge parter at give et forkert billede af den udadtil.
Hvis interesser bliver tilgodeset ved at underskrive en hemmelig aftale? Skriften fortæller os, at ”mørket altid hader lyset”. En hemmelig aftale holder katolikker i Kina og i hele verden i mørke om, hvilke kompromiser Vatikanet har indgået. Værre endnu, den tillader også de kommunistiske myndigheder at udlægge den efter forgodtbefindende over for de kinesiske troende. De vil uden tvivl bruge den autoritet, de nu har ”lånt” fra Vatikanet, til at undergrave kinesernes tro i deres egen kirke.
Kardinal Parolin, Vatikanets statssekretær, fortalte mig i maj måned, at en aftale med den kinesiske stat ville give Rom større indflydelse end de kommunistiske myndigheder, en fortrinsstilling, der ville kunne bruges til at hjælpe katolikker i Kina. Men hvilke fordele får man ud af en aftale, der ikke alene er ”hemmelig”, men også ”foreløbig”?
Svaret er selvfølgelig: ingen overhovedet.
Hvis man i Vatikanet sætter sin lid til de kinesiske embedsmænds troværdighed, bliver man skuffet. Beijing har i årenes løb underskrevet mange aftaler – aftaler hvis indhold er offentligt kendt – for derefter at bryde dem, mens blækket endnu ikke var tørt.
Kardinal Parolin fastholdt over for mig, at ”eftersom vi underskriver en aftale med Xi Jinping selv, så vil de vel også overholde den.”
Det korte svar er ”nej”. Den kinesiske partistyrede stat har i mange tilfælde underskrevet aftaler, som de efterfølgende har ignoreret, som f.eks. den kinesisk-britiske aftale om Hong Kong og overenskomster med World Trade Organization, som de blot påstår at overholde.
Ved Vatikanet ikke, at de samme embedsmænd, som de naivt tror på vil overholde en aftale, i øjeblikket er travlt beskæftiget med at slå ned på alle former for religiøse aktiviteter i Kina?
Læs også: Xi Jinping strammer grebet
Kardinal Parolin ved det helt sikkert, eftersom jeg på vores møde læste de nye regler for begrænsning af religiøse aktiviteter op for ham. Dette nye regelsæt, som blev præsenteret den 1. februar i år, har ført til en bølge af forfølgelser, hvor kirker bliver revet ned og bibler afbrændt.
Vil de kommunistiske myndigheder sætte en stopper for dette, fordi man har underskrevet en aftale med Vatikanet? Det er ikke sandsynligt.
Som jeg skriver i Bully of Asia, lægger lederen af det kinesiske kommunistparti, Xi Jinping, sig tæt op ad den linje, som blev lagt af den afdøde formand Mao, en af historiens største massemordere. Ligesom Mao har Xi iværksat en kulturrevolution i Kina for at udrydde alle religioner, og han har gjort det klart, at han simpelthen ikke vil tolerere ”fremmed indblanding i interne kinesiske forhold”.
Det betyder, at uanset hvad der står i aftalen, vil det ikke sætte Vatikanet i stand til at hjælpe den kinesiske katolske kirke og endnu mindre at styre, hvad der sker i den.
I stedet vil aftalen være til fordel for det kinesiske partistyre, som vil bruge den til at få kontrol over undergrundskirken i Kina. Man vil fortælle de troende, at paven selv har anerkendt den regeringskontrollerede ”kinesiske patriotiske forening”, og at hver eneste af Kinas 12 mio. katolikker er tvunget til kun at deltage i gudstjenester i foreningens kirker. Det vil intensivere presset på undergrundskirken, i og med at man vil kunne bruge Vatikanets autoritet som et ideologisk angrebsvåben.
Jeg vil sige, at såfremt prælater som kardinal Zen havde ført forhandlingerne – mænd som helt igennem er vidende om, hvad det officielle ateistiske et-partis diktatur, som regerer Kina, står for – så kunne vi have haft tiltro til resultatet.
Men jeg har ingen tiltro til en aftale, der er indgået af kirkefolk, som ikke har begreb skabt om den brutale undertrykkelse af al religion i Kinas nyere historie. Det indbefatter den nu suspenderede McCarrick, som har aflagt ikke færre end otte besøg i Kina i de senere år, de seneste på direkte foranledning af pave Frans, for at opnå netop en aftale af denne art.
Det kommunistiske parti har længe været fast besluttet på at tvinge de kinesiske undergrundskatolikker op fra katakomberne, så at de kan blive underlagt streng partikontrol. Hvorfor nogen i Vatikanet, herunder kardinal Parolin, kan mene, at det vil være en god idé at bruge pavens navn på denne måde til et forehavende som dette, går over min forstand.
Vi må bede for den lidende Kirke i Kina.
[1] Steven W. Mosher: Bully of Asia. Why China’s Dream Is the New Threat to World Order. (Regnery Publishing 2017)
Se artiklen i printvenlig version