Af ærkebiskop Charles Chaput af Philadelphia
Pave Frans har udråbt et Barmhjertighedens Jubelår fra og med den 8. december i år. Han er ikke den første pave, der har fremhævet barmhjertighedens store betydning. Johannes Paul 2. talte hyppigt og udtryksfuldt om den, men Frans har i særlig grad en forkærlighed for denne dyd sandsynligvis med rod i hans personlige oplevelser med de fattige og hans varme interesse for Romano Guardinis tanker.
I sit mesterværk Der Herr har Guardini et afslørende kapitel om ”retfærdighed og det, der er større end retfærdigheden.” Det er værd at læse som en nøgle til at forstå den hellige faders tankegang. Her et udførligt citat fra Guardinis bog: ”Retfærdighed er et gode. Det er livets grundlag. Men der er noget, der er større end retfærdigheden: hjertet, der gavmildt åbner sig for barmhjertigheden. Retfærdigheden er klar og utvetydig, men ét skridt længere frem og den bliver kold. Barmhjertigheden er oprigtig og dybfølt. I samklang med den enkeltes karakter varmer og forløser den. Retfærdigheden styrer og bringer orden i tilværelsen, barmhjertigheden skaber. Retfærdigheden giver os tilfredsstillelsen ved at vide, at alt er, som det skal være, men af barmhjertigheden udspringer glæden over det blomstrende liv.”
Guardini bemærker klogt, at [kravet om] retfærdighed alt for ofte dækker over noget ganske andet: at man misunder den person, som gavmildt viser barmhjertighed, eller er bitter over, at den angrende synder undgår sin retfærdige straf.
De fleste af os kender historien i Johannesevangeliet om Kristi møde med kvinden, der er grebet i ægteskabsbrud. I Augustins øjne er kvinden en legemliggørelse af hele menneskeslægten. Hun har begået alvorlige synder. Hun har forrådt sin Gud, sin familie og det samfund, hun lever i. Da hun bliver ført for den religiøse domstol, står hun over for den mosaiske lovs strenghed, som tillader stening. De mænd, som skal dømme hende, og som alle oprigtigt føler sig forpligtet til at opfylde lovens bestemmelser, søger at befri samfundet for synd ved først at befri det for synderen. Det, de er interesseret i, er straf, ikke bod.
Jesus benytter dette øjeblik til at vise barmhjertighedens kraft og den omvendelse, den er i stand til at udvirke. Som Augustin bemærker, er Kristus ikke ligegyldig over for synd eller retfærdighed – tværtimod. Da Jesus spørger de religiøse dommere, hvem iblandt dem der er uden synd, taler han med sin Faders retfærdigheds stemme. Set med lovens øjne har alle mennesker brug for Guds barmhjertighed, også dem, der betragter sig selv som retfærdige. Jesus tilgiver kvinden af nåde – det, som moralloven ikke formår. Han giver hende et nyt liv i Guds venskab.
Vi bør ikke tolke Kristi nåde som en afvisning af alle domme. Det onde eksisterer. Synd er ikke uvæsentlig. Den skade, den kan forvolde, kan være betydelig og vanskelig at råde bod på – ægteskabsbrud er i så henseende et udmærket eksempel. Men denne historie skal minde os om, at vi alle – adskilt fra Guds nåde – er forkrøblet af vore hjerters afsporede begær.
Som Guardini skrev: ”For at blive retfærdig må man først lære at elske.” Vi er spundet ind i et net af gældsposter til hinanden, af alt det, vi har gjort mod hinanden, og som retfærdigheden ikke alene er i stand til at udrede. Når vi søger at opnå retfærdighed, en retfærdighed, som ikke er mildnet af barmhjertighed, risikerer vi, selv med de bedste intentioner af verden, at knuse andre eller selv at blive knust af den straf, vi fortjener. Menneskene kan ikke på egen hånd opnå sand retfærdighed eller selv vise sand retfærdighed. Som Paulus siger, vi er trælbundne af synd og død.
Et folk, som er trælbundet af sine lidenskaber, af falske guder, som de selv har skabt, kan ikke komme ind i Guds hus. Vi ender med at sidde uhjælpeligt fast i dyndet fra vore fejltagelser, vores vrede og vores afsporede begær. Kun Jesus kan befri os. Kun han kunne have kastet den første sten. Men det gjorde han ikke. I stedet sagde han: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere” (Joh 8,11).
[Det engelske ord] mercy kommer af det latinske ord merces, ”belønning” eller ”erkendtlighed”. Den samme betydning er også til stede i det franske ord merci. Det er en slags høflighedsformular, som tilfører vore indbyrdes relationer et anstrøg af venlighed. På engelsk kan mercy imidlertid også anvendes i en både teologisk og sekulær kontekst. Guds nåde kommer til os som en ufortjent gave. At være barmhjertig er således at udvise mildhed over for en, som er strafskyldig, eller at eftergive én en gæld.
Mercy har også en betydning, som rækker ud over gave, fortjeneste, gunst og eftergivelse af gæld. Det bruges ofte til at oversætte misericordia, det latinske ord for medlidenhed, eller, helt bogstaveligt, om at have et medfølende hjerte. Her taler vi om en følelsestilstand, hvor man sætter sig i den andens sted og deler hans byrder. Som Chaucer udtrykte det, mercy er ”en dyd, hvorved en mands hjerte bliver rørt over andres ulykke og sorg.” I Jesus Kristus, tilbyder Gud os ikke nåden langt borte fra os. Han vandrer sammen med os i vore daglige genvordigheder.
Anden Mosebog giver os et første eksempel på Guds barmhjertighed. Det viser hen til livet i Kirken. Israel lider under slaveriet i Egypten, og Gud hører sit folks klageskrig. Han husker på sin pagt med patriarkerne. Han vender sit blik mod dem, og – som Skriften siger med et af sine udtryk for fortrolighed – Herren kender deres lidelser. Han kommer til Moses i den brændende busk. Han forklarer sin hensigt: at føre sit folk ud af trældommen og ind i det forjættede land. Han afslører sit navn for Moses som en erindring om og en delagtighed i det guddommelige, som peger frem mod menneskevordelsen.
På dette sted i Anden Mosebog binder Gud sig til sit folk. Han udvirker deres frihed, ikke fordi de fortjener det, men fordi de er hans elskede folk. Herren tilintetgør Faraos magt til at påtvinge israelitterne sin vilje. Men som børn af Adam er israelitterne selv slaver af synden. De har brug for den befriende kraft i Guds bud, som kommer til dem i de lovtavler, Moses får overdraget på Sinajs bjerg. Frihed fra slaveri er ikke en tilladelse til at følge sin egen vilje. Den er rettet mod lydighed mod Toraen og venskab med Gud.
Barmhjertighedens sande karakter skal findes i det, der adskiller den fra medlidenhed. En guvernør i en amerikansk stat kan tænkes at få medlidenhed med fangerne på dødsgangen. Måske føler han virkelig med dem i deres lidelser. Men hvis han ikke foretager sig noget for at skåne deres liv, har han vendt sig bort fra barmhjertigheden. Barmhjertigheden fører os til at efterligne Israels Gud, for så vidt som det er muligt for os. Først når guvernøren ændrer dødsstraffene til fængsel på livstid, kan vi med rette kalde ham barmhjertig. Så har han forenet medlidenhed med handling.
Alt dette kan virke forvirrende på en masse gode mennesker. Vi tænker ofte på barmhjertighed som – på en eller anden måde – en modsætning til retfærdig dom. Men det er en vildfarelse. Tænk på en lærer, som lægger mærke til, at en af hendes elever virker dybt ulykkelig og har blå mærker og andre tegn på fysisk overlast. Slet og ret at føle medlidenhed med barnet hjælper ikke noget. Ægte barmhjertighed søger at klarlægge, hvad der er sket. Bliver barnet misbrugt i hjemmet? Bliver det slået af et andet barn på skolen? Vurderinger må foretages, overgreb må indberettes, de skyldige drages til ansvar. Det er en falsk barmhjertighed, som ynkes over et barns lidelser, men som viger tilbage for at befri det fra dem, som gør det fortræd. Sand barmhjertighed kan med rette være barsk. En barmhjertig person tøver ikke med at tage de nødvendige midler i anvendelse for at udrydde det onde. Det er præcis sådan, Gud handler hele Skriften igennem.
To faktorer frister os til at anlægge et forfejlet syn på barmhjertighed. Den første faktor er Guds kærlighed til Israel. Ligesom alle andre mennesker er det udvalgte folk syndere. Derfor er Guds handlinger til gavn for Israel – den nåde, han viser dem igen og igen – at betragte som forskelsbehandling. I en rent menneskelig optik er der ikke noget ”rimeligt” i det, Gud gør. Af grunde, der helt og aldeles er hans egne, griber Gud ind for at vriste et af de svageste og mest uanselige, primitive folk i Middelhavsområdet løs af brutalitetens snavs og lede dem ind på vejen mod retfærdighed. I den forstand er barmhjertigheden fjernt fra retfærdigheden, for hvis retfærdigheden skulle ske fyldest i en falden verden ville det strengt taget kræve, at Gud skulle straffe alle.
Den anden faktor er Det Nye Testamentes opfyldelse af det løfte om barmhjertighed, Gud gav i Det gamle Testamente. Forløsningen i Jesus Kristus går ud til alle nationer. Med andre ord, Guds kærlighed bliver urimelig, ja endda ødsel ud over enhver grænse. Her kommer vores menneskelige retfærdighedssans – det at enhver belønnes efter fortjeneste – igen til at stå i kontrast til Guds barmhjertighed.
Men Guds barmhjertighed er ikke passiv. For at frelse os tager Gud menneskelivets vilkår på sig ”indefra” og bliver den mest menneskelige af os alle. På korset ofrer Jesus sit liv til Faderen på vore vegne – af kærlighed – i fuldstændig uskyld og retfærdighed. Herved gør han os ”retfærdige”, idet han genskaber det rette forhold mellem mennesker og Gud. Netop af denne grund er korset det største tegn på guddommelig barmhjertighed. Naglet til korset træder Gud ind i vores adskillelse fra ham og fylder kløften op med en kærlighedshandling, der befrier os. Fordi Gud er død for os, da han siger ”Kom, træd ind i mit rige”, kan vi løfte vores hoveder og gå.
Når dette er sagt, gør vi klogt i at huske, at Gud ikke skylder os tilgivelse eller forløsning – eller noget som helst andet. Guds barmhjertighed giver os heller ikke tilladelse til at forblive i synd. Den kræver et svar fra vor side på ordene ”Gå, og synd fra nu af ikke mere.” Med Augustins ord: Vi må ikke fortvivle, den ene af røverne blev frelst. Vi må ikke taget noget for givet, den ene af røverne blev fordømt.
Barmhjertigheden er ligesom kærlighedens dyd, som den udspringer af, en dyd, som let kan misbruges og misopfattes. Der er ingen barmhjertighed i ”barmhjertighedsdrab” – det, at man tager et andet menneskes liv ud fra den afskyelige antagelse, at visse liv ikke er værd at leve. Men selv i dagliglivet fristes vi ofte til at tale om barmhjertighed for at knibe uden om vores pligt til at søge retfærdighed. Vi lyver og forstiller os for ikke at støde mennesker, hvis adfærd er åbenlyst forkert. Det er en høflig form for fejhed, ikke barmhjertighed. Moralloven leder os til at træffe valg, som er livgivende, og sand barmhjertighed er altid uløseligt forbundet med sandhed. Ved at bære over med egne eller andres forkerte valg i barmhjertighedens navn opnår man det modsatte resultat af det tilsigtede.
Man bør ikke glemme, at Guardini – ud over sine tanker om retfærdighed og barmhjertighed – også havde meget at sige om sandhed. Her et citat fra ”Troen og det moderne menneske”:
Et menneskes sind kan blive sygt, hvis det mister sit greb om sandheden – ikke ved at lyve, selv om det sker ofte, for i så tilfælde kan den åndelige skade helbredes ved anger og en fornyelse af viljen til det gode – men ved et indre oprør mod sandheden. Den virkelige sindets og åndens sygdom sætter ind, når et menneske ikke længere værdsætter sandheden, men foragter den, når han bruger den som et middel til at opnå sine egne mål, når sandheden i hans sjæls dybder ophører med at være det vigtigste for ham.”
Sandheden er af afgørende betydning i forsoningens sakramente. Som syndere nærmer vi os Gud og søger hans barmhjertighed. I et oprigtigt skriftemål, en ærlig erkendelse af vore synder, finder vi trøst og fred. Men formålet med sakramentet er ikke at bekræfte os i vores synder, som om en mekanisk opremsning af fejltagelser og slette handlinger skulle fritage os for at tage afstand fra dem og ændre vores måde at leve på. Det kristne kald er mere krævende, men også smukkere. Forsoningens sakramente er, når det modtages og efterfølges af handling i respekt for sandheden, en sikker vej til indre omvendelse og hellighed. I kraft af det får vi den nådegave at kunne bryde op fra vores destruktive livssituationer og adfærdsmønstre og knytte os nærmere og dybere til Gud. Formålet med Guds barmhjertighed er til stadighed at gøre os mere ærlige, mere retfærdige og således også mere kærlige og fredselskende.
Derfor har Kirken altid insisteret på nødvendigheden af at angre alvorlige synder som en betingelse for at modtage eukaristien. Skriftemål og oprigtig anger, som indebærer, at man vender sig bort fra synden, må gå forud for kommunionen. Et oprigtigt ment forsøg på at nærme sig Gud hænger uløseligt sammen med en bevægelse bort fra synd og vildfarelse.
Og hermed er vi fremme ved de aktuelle forslag om, at fraskilte og borgerligt gengifte personer skal kunne modtage kommunionen uden at have ændret på deres liv. Disse forslag – som bliver fremført som udtryk for barmhjertighed – er møntet på par, som i forvejen er gift, og hvor det skønnes, at ægteskabet ikke kan erklæres ugyldigt. Ifølge sådanne forslag skal par, som har et seksuelt forhold til mennesker, som de i Kirkens øjne ikke er gift med, have mulighed for at modtage eukaristien endog uden at have skriftet deres synder og uden at have til hensigt at leve sammen i kyskhed ”som bror og søster.”
Disse forslag argumenterer man for ved at henvise til, at mange af de mennesker, man vil hjælpe, er anstændige, velmenende personer, som er bundet i situationer, der ofte kompliceres af, at der i det nye forhold er kommet børn til. Hvorfor, ræsonnerer man så, skulle Kirken i sådanne situationer ønske at straffe og udelukke disse mennesker?
Svaret er selvfølgelig, at Kirken ikke ønsker at straffe dem og faktisk heller ikke udelukker dem. Fraskilte og borgerligt gengifte er fortsat velkomne medlemmer af den troende menighed. Men Kirken kan hverken se bort fra Guds ord om ægteskabets uopløselighed eller mildne konsekvenserne af de valg, som voksne mennesker frivilligt træffer. Den kan ikke bekræfte mennesker i adfærdsmønstre, som adskiller dem fra Gud, og samtidig forblive tro mod sin egen kaldelse. Ægte barmhjertighed er evangelisk. Den kommer af overbevisningen om, at Guds nåde har magt til at forandre os. Ironisk nok kan en personlig strategi, der i barmhjertighedens navn bagatelliserer synden, ikke være barmhjertig, fordi den er uærlig.
Kirken kan være tro mod sandheden uden at være barmhjertig – ligesom de skriftkloge, som ville stene kvinden, der krænkede den mosaiske lov ved at begå ægteskabsbrud. Men Kirken kan ikke være barmhjertig uden at være tro mod sandheden. Og sandheden er, at vi er kaldet til at omvende os. En pastoral tilgang, som ignorerer sandheden på grundlag af en slet dulgt pastoral opgivenhed og følgagtighed, vil resultere i mindre, ikke mere tro. ”Den, som i for høj grad ønsker at tilpasse sig,” advarede Henri de Lubac som bekendt, ”risikerer selv at blive trukket med.” Det er faktisk det, vi ser ske i Europa i de kirker, hvor den pastorale praksis med hensyn til skilsmisse, indgåelse af nyt ægteskab og modtagelse af sakramenterne har bevæget sig bort fra autentisk katolsk lære. Følgerne af en usandfærdig belæring om og forvaltning af sakramenterne er ikke et mere engageret evangelisk liv, men dets sammenbrud.
Pave Frans har talt overbevisende om ”ledsagelse”, det at vandre tålmodigt sammen med andre for at hjælpe dem med at udrede de spegede tråde i deres liv – og i vor tid. Det er et meget vigtigt aspekt ved barmhjertighed og et levende udtryk for kristen kærlighed. Syndens lænker er stærke, og Guds nåde er ofte længe om at løsne dem. Undertiden er det bedst at hviske det ord, et andet menneske har mest brug for at høre, venligt og tålmodigt i hans eller hendes øre. Vi må være tæt på dem, vi elsker, for at kunne gøre vores til at løfte dem op til evangeliets fylde.
Men en terapeutisk tidsalder er tilbøjelig til at sætte lighedstegn mellem ”ledsagelse” og ”du skal ikke dømme” og kritikløst bekræfte mennesker i at være, som de er. Det er ikke barmhjertighed. Guds barmhjertighed fører os altid fremad og opad. Ingen synd anbringer os hinsides Guds tilgivelse. Hans barmhjertighed varer evigt. Det betyder, at alle er indbudt, når de store kirker i Rom slår dørene op ved indledningen til det ekstraordinære jubelår, Barmhjertighedens År. Men igen, det ville være det modsatte af barmhjertighed at sige ”kom” og samtidig antyde, at vi ikke behøver at bevæge os, ikke behøver at afbryde vores nuværende flirt med synden og i stedet slå ind på den vej, der fører til lydighed mod Guds livgivende retfærdighed, Jesu Kristi lov.
I sidste instans er Kirkens forkyndelse af barmhjertigheden mariansk. Johannesevangeliet fortæller os, at Maria overværede sin Søns korsfæstelse. Hun oplevede på første hånd Guds tilgivelse, som den blev åbenbaret på den korsfæstede Jesus’ ansigt. Med sine arme udstrakt mod verden tilbød Kristus, ligesom han gør det i dag, Guds barmhjertighed til hele menneskeheden. Ved at forene sin bøn med Jesu bøn blev Maria selv et billede på guddommelig barmhjertighed. Derved er Maria en arketype på Kirken. De kristnes liv i denne verden bærer præget af korsets barmhjertighed. Kirken søger da at følge Marias moderlige eksempel ved at blive den fuldendte tjener for Herrens barmhjertighed.
Denne barmhjertighed beder os forkynde sandheden, men også leve den. Den beder os forkynde – ikke os selv – men den gode nyhed om frelsen i Jesus Kristus. Det er ikke en nyhed, der drejer sig om ”bekræftelse”, men om noget langt større, som vi alle længes efter – forløsning. Kirken opfordrer os i dette Barmhjertighedens År til påny at møde vor Forløsers kærlighed. Den åbner dørene ud mod verden og indbyder os alle til Lammets bryllupsfest .
Se artiklen i printvenlig version