Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har truffet en endelig afgørelse i en sag, hvor det implicit var klagerens påstand, at det er en menneskeret at få et ægteskab mellem to personer af samme køn anerkendt på linje med et ægteskab mellem en mand og en kvinde. Det er det ikke, har domstolen nu fastslået.
Den aktuelle sag var rejst af en finsk borger, Heli Hämäläinen, som i 2009 gennemgik en kønsskifteoperation fra mand til kvinde. Hämäläinen havde i 1996 giftet sig med en kvinde og fået et barn med hende i 2002. Parrets problem var herefter følgende: Hämäläinen havde i 2006 ændret sit fornavn til et pigenavn, men kunne ikke få ændret sit personnummer, så det fremgik, at han nu var en kvinde, medmindre hustruen ville gå med til at få ægteskabet ændret til et registreret partnerskab eller lade sig skille. Det nægtede begge parter under påberåbelse af, at en skilsmisse var i strid med deres religiøse overbevisning, og at et registreret partnerskab ikke ville give deres datter og dem selv den samme sikkerhed som et ægteskab.
Domstolen henviste i sin afgørelse til, at et lovligt ægteskab ifølge finsk lovgivning kun kan indgås mellem en mand og en kvinde, og at den gældende finske lovgivning som nævnt giver klageren mulighed for at løse problemet på flere måder. Endvidere henviste domstolen til, at den finske lovgivning er identisk med lovgivningen i 6 andre europæiske medlemslande, mens 24 lande ikke har klare regler for, hvorledes man skal forholde sig til borgere, der har skiftet køn. Kun Østrig, Tyskland og Schweiz anerkender kønsskifte uden at kræve et tidligere indgået ægteskab ophævet.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er ikke en del af EU-systemet, men en institution under Europarådet, som behandler klager i sager vedrørende overtrædelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Domstolens afgørelser er således forpligtende for alle 47 lande, som er medlemmer af Europarådet.
I USA afslog Højesteret sidste år at tage principiel stilling til, om et ægteskab mellem to personer af samme køn kan betegnes som en rettighed sikret af forfatningen eller af international ret og overlod det dermed til de enkelte stater selv at afgøre, om de vil tillade personer af samme køn at indgå ægteskab.
Læs også: Hvorfor vil Kirken ikke gå med til, at to personer af samme køn kan blive gift?