Af Kirsten Kjærulff
Vores opfattelse af englene har i tidernes løb ændret sig i takt med, at sekulariseringsprocessen langsomt, men sikkert har reduceret den åndelige virkelighed til psykiske fænomener eller til subjektive fantasier og drømme. Bibelens beretninger degraderes til myter, legender og folkeeventyr, og troen på englene til religiøst sværmeri. Ikke mindst i det alternative religiøse miljø ser man englene reduceret til symboler eller psykologiske projektioner, mens det kommercielle marked har taget englene til sig i skikkelse af små nuttede, buttede puttier efter Rafaels model med vatvinger, himmelvendte øjne og tvetydige smil om munden – eller som sentimentale glansbilleder, der kun lige mangler en tryllestav. Englene opfattes ikke mere som en reel virkelighed og har tabt deres betydning for det kristne liv.
På Bibelens tid, i oldtid og højt op i middelalderen var man endnu fyldt med ærefrygt for Guds vældige medarbejdere. De var en levende realitet, frygtindgydende og magtfulde, Himlens sendebud med hjælp, med trøst eller advarsel til mennesker. Virkelighedsopfattelsen var grundlæggende forskellig fra vor tids. Den åndelige realitet var lige så nærværende som den fysiske side af virkeligheden. Det var ikke to adskilte verdener, som Descartes hævdede i 1600-tallet, og som rationalismen siden har påstået, men virkelighedsforståelsen var holistisk: Det guddommelige lyste igennem det fysiske skaberværk og gav det mening og mål.
I vores tid er det, som om man igen begynder at søge efter den åndelige virkelighed og hele tilværelsens mystiske dimension. Vi har indset, at vi ved at ignorere den åndelige dimension er i gang med at ødelægge både os selv som mennesker og hele vor klode. Der er en voksende længsel og søgen efter mening og den dybe sammenhæng og dermed også spørgen efter englenes reelle eksistens som Guds sendebud og som vore kraftfulde hjælpere. Hvis man skal udgå at forvilde sig i subjektive fantasier og drømme om de himmelske sendebud, er det imidlertid vigtigt at have solid grund under fødderne og bygge på Bibelens og den kirkelige Traditions sikre, objektive grund.
Følgende er nogle betragtninger om englene, som er funderet i Bibelens og Kirkens lære, som den er formuleret bl.a. i Kirkens Katekismus, hos Romano Guardini og i pave Johannes Paul II’s katekese om engle.
Hvornår er englene blevet til?
De fleste teologer mener, at englene blev skabt som de første i hele skaberværket, samtidig med lyset og før menneskene. De er skabt som ren ånd af ufattelig intelligens og styrke. Gud skabte dem på samme måde som Han skabte menneskene, men Han skabte dem som ren ånd uden fysisk legeme, med intelligens og vilje. Derfor er de usynlige for os – uden for tid og rum, og derfor er de udødelige. Englene var – ligesom senere mennesket – skabt til at få del i Guds guddommelige natur.
I hele Guds Åbenbaring er englene naturligvis bipersoner i forhold til Kristus, men de har alligevel en vigtig funktion ved at være budbringere mellem Gud og mennesker. Englene hører Kristus til, fordi de er skabt ved Ham og til Ham. De har fra de ældste tider spillet en rolle i frelseshistorien: Bibelen taler om engle mere end 300 steder, 44 steder i evangelierne, 94 gange i Apokalypsen og omkring 200 steder i Gamle Testamente. Denne tro videreføres i Kirkens tradition og bliver gang på gang bekræftet af koncilerne. Læren om englene bliver især udbygget af Dionysius Areopagiten i 400-tallet. Han var nært forbundet med de teologer, som var samlede på koncilet i Konstantinopel i 381, hvor man jo formulerede den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, den som vi bekender hver søndag i messen: Gud – ”alle synlige og usynlige tings Skaber”. Det, som bliver vedtaget på koncilerne, er jo ikke noget, man finder på, men det er en præcisering af de trossandheder, som man hele tiden har været enige om, og som fremgår af Bibelen og Kirkens Tradition. ”Det usynlige”, det er englene. Her er det bl.a. Paulus, man refererer til i hans brev til menigheden i Kolossæ, hvor han skriver om Kristus:
Han er den usynlige Guds billede,
al skabnings førstefødte.
I Ham blev alting skabt
i Himlene og på jorden,
det synlige og det usynlige,
troner og herskere,
magter og myndigheder.
Her hos Paulus ser vi allerede, at der er tale om forskellige slags engle, et englehierarki, som det f. eks. også fremgår af Dantes vision i Den guddommelige Komedie. De er Guds sendebud, og det er dem, der udfører Guds befalinger, og det er ved dem, Han fører hele skaberværket og frelseshistorien til fuldendelse. Englene er dem, der udfører Guds vilje, både i natur og kosmos og i menneskenes verden. Det er englene, der bringer Guds vilje til udførelse, som det f. eks fremgår af Sl 103:
Pris Herren, I hans engle,
I stærke krigere, der udfører hans befaling
i lydighed mod hans ord.
Pris Herren, alle hans hære,
hans tjenere, der udfører hans vilje.
Pris Herren, alle hans skaberværker
overalt i hans rige.
Englenes fald
Englene er ligesom menneskene skabt til at leve i kærlighedsfællesskab med Gud. Men kærlighed kan ikke leve uden frihed, og frihed medfører risiko for at vælge fra. Der var én, som ikke ville elske og tilbede Gud: Lucifer, Lysbæreren, ”Morgenstjernen”. Den skønneste og stærkeste af alle englene. Han ville selv være Gud og valgte at gøre oprør mod Skaberen sammen med en stor skare af engle. På den måde kom det onde ind i verden. Men Satan kan aldrig blive så stærk som Gud, for han er selv kun en skabning, skabt af den Almægtige og Evige. Derfor var det et hovmod uden lige, som fik denne engel til at gøre oprør mod Skaberen. Hovmod og stolthed er kernen i al synd. Skriften fortæller om et voldsomt slag i Himlen mellem Satan og de engle, som fulgte ham, og de engle, som fulgte Gud, ledet af den hellige Ærkeengel Mikael:
Og der blev krig i Himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op, men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i Himlen. Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden — styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den. (Åb 12,7-12)
Da Djævelen i Paradisets have fik lokket Adam og Eva til at komme over på sit parti og gøre oprør mod Gud, da fik han også magt over dem. Det er derfor vi i dåben begynder med at sige ”Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”.
Djævelens og dæmonernes mål er at ødelægge Guds frelsesplan og rive så mange mennesker som muligt ud af Guds hånd. Derfor er det et led i Satans strategi, at han bilder folk ind, at han ikke eksisterer! Det er en altomfattende kamp, og vi er involveret i den. Der findes intet ingenmandsland, hvor man kan være neutral. At være neutral og at lukke øjnene er at give Guds fjende frie hænder.
Paulus skriver i brevet til menigheden i Efesus:
Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile.
I hele denne kosmiske kamp sender Gud os sine gode engle som hjælpere.
Englenes hierarki
Hvordan virker så englene? Med al tydelighed siger Bibelen, at englene griber ind og bevæger elementer, og alt i naturen, hele skaberværket – i samarbejde med naturlovene. Det sker især i Apokalypsen, hvor englene nævnes næsten 100 gange. Engle er kraft, ånd og visdom. Derfor virker de ikke ved fysisk indgriben som Kristus og mennesker, som har fysisk legeme og handlekraft, men snarere som Helligånden, som virker i verden, men ikke selv er en del af den. Den hellige Augustin siger: ”Engel” betegner funktionen, ikke naturen. Spørger du efter naturen, så er den ånd.
Af Bibelen synes det at fremgå, at der er forskellige slags engle med hver deres funktioner. De forskellige kategorier af engle blev i løbet af oldtid og middelalder ordnet i et hierarki med ni “englekor” opdelt i tre gange tre “kor”, Den hellige Treenigheds tal. De tre højeste, som er nærmest Guds trone, er serafer, keruber og troner (“tronengle”). Deres opgave er at tilbede og lovsynge Gud uden ophør.
Keruberne ser mystikerne som lutter øjne og flammende vinger, for de betyder den højeste forening med Gud i brændende kærlighed. Det er dem, der vogter Edens Have med flammesværd.
Esaias beskriver Seraferne med seks vinger, to dækker deres ansigt, to fødderne og med de sidste to flyver de. Navnet betyder ”De brændende”, for de elsker Gud så brændende. De står sammen med keruberne altid for Guds trone og lovsynger Ham.
Da Frans af Assisi på Alvernerbjerget får sine stigmater, sker det, da en seraf med seks vinger viser ham den korsfæstede frelser.
Tronerne gløder som morgenrøden, for de er udtryk for, at Guddommen bøjede sig ned til menneskeheden, da Han ved Helligånden blev kød af Morgenrøden, dvs. af den hellige Jomfru.
De næste tre kor har til opgave at udføre Guds vilje i kosmos, i naturen, i skaberværket. Det er Herskere (“Herredømmer”), Magter og Myndigheder (“Fyrstendømmer”) De er nok de sværeste at forholde sig til, selv om det netop er dem, som Paulus nævner: troner og herskere, magter og myndigheder. Men især i Apokalypsen er det dem, som er i aktion i naturen og hele den kosmiske renselse.
Og endelig de sidste tre, som er nærmest menneskene: Kræfter (“Dyder”), ærkeengle og skytsengle. Kræfterne eller dyderne (virtutes) er den indre kraft, Gud giver mennesket i dets kamp mod Satan. (Det er f. eks. tro, håb, kærlighed, mod, retfærdighed, tålmodighed, ydmyghed. Der nævnes ofte over 30 forskellige dyder.) Det er gudskræfter, som Gud i skabelsen har nedlagt i vor samvittighed. “Samvittighed” betyder jo overensstemmelse med Guds vilje. Guardini skriver om “ske din vilje som i Himlen, så og på jorden”: Vi beder om, at de, som i Himlen har bragt din vilje til sejr (dvs. englene), også vil bringe den til at sejre i os.
De to yderste kredse har til opgave at ledsage menneskene som budbringere mellem Gud og menneskene. Det er ærkeenglene, og yderst nærmest menneskene, vore skytsengle.
Ærkeenglene er dem, der får de største opgaver som budbringere for Gud. Mikael, “Hvem Er Som Gud”, er de himmelske hærskarers fyrste, som leder slaget mod “ondskabens åndemagter i himmelrummet”. Pave Leo XIII, som i et syn havde set, hvordan Satan og hans engle var trængt dybt ind i den hellige Kirke, indførte bønnen: Hellige ærkeengel Mikael, forsvar os i striden. Vær vort værn imod djævelens ondskab og efterstræbelser. Gud kue ham, derom beder vi ydmygt, og du, de himmelske hærskarers fyrste, nedstyrt ved Guds kraft til helvede Satan og alle onde ånder, der færdes i verden til sjælenes fordærv.
Rafael, “Gud Helbreder” hører vi ikke så meget om. Kun i Tobits bog har han en helt central placering: Han bliver sendt af Gud for at hjælpe både den unge Tobias og den pige, Sara, der skal blive hans kone. Det er værd at bemærke, at han her optræder i menneskeskikkelse og uden de vinger, som man oftest forestiller sig hører med, når engle åbenbarer sig i den fysiske virkelighed. Rafael er beskytter og rejseledsager for Tobias, han befrier Sara for en frygtindgydende dæmon, og han helbreder den gamle Tobit, som har mistet synet. Først, da han tager afsked med fortællingens personer, afslører han, hvem han er: Jeg er Rafael, en af de syv hellige engle, som frembærer de helliges bønner, og som selv træder frem for den Hellige i Hans herlighed (Tob. 12, 15) Rafael nævner her yderligere fire ærkeengle. De nævnes ikke ved navn i de kanoniserede skrifter, men i gamle jødiske skrifter nævnes navnene på de andre fire: Uriel, Raguel, Seaquel og Hamil.
Den af ærkeenglene, som har fået den dejligste opgave, er Gabriel, “Guds Helt”. Han bliver først sendt til præsten Zakarias for at bebude Johannes Døbers fødsel og 6 måneder senere bliver han sendt til Jomfru Maria for at bebude Jesu fødsel, verdenshistoriens vendepunkt, da “Ordet blev kød”.
Skytsenglene eller værneenglene er den yderste kreds af engle, nærmest menneskene. Deres opgave er først og fremmest at føre os til frelsen, somme tider også gennem lidelse og død.
Vores engel ser hele tidens Guds ansigt, som Jesus siger, og han ser os i Guds lys. Englen lever med i vores hverdag som Guds sendebud, for han vil give sine engle befaling om at beskytte dig på alle dine veje. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten. (jvf Sl 91) og i Sl. 34:
Den hjælpeløse råbte, og Herren hørte ham, Han frelste ham af alle hans trængsler. Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter Ham, og Han udfrier dem.
Englene står altid for Guds ansigt. Jesus siger i Matt 18,10:
Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i Himlene ser altid min himmelske Faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
Skytsengle er ikke kun til hjælp for små børn. De er mindst lige så vigtige for det voksne menneske og dets modningsproces. Vi behøver englenes beskyttelse fra fødsel til død. Englene forener os med Gud – hjælper os til altid at have Gud for øje. Syndens rod er beslutningen om at sætte sig selv i centrum i stedet for Gud. Selv om vi har vores frie vilje, er vi skadet af synden og magter ikke altid at følge Gud. Derfor har vi brug for vore værneengle.
Englene skal hjælpe vor vilje at blive ét med Guds vilje. Benedikt skriver i Regula Benedicti, 7, at englene dag og nat bærer alt det frem for Gud, som rører sig i vort hjerte og i vor vilje. De inspirerer os til det gode og til at arbejde med på Guds frelsesplan for os selv og hele universet.
Hvert menneske har en engel ved sin side som vejleder og som en hyrde, der skal føre det til frelse.
Især har vi brug for vor skytsengel, når vi skal dø: ”Bed for os syndere nu og i vor dødstime”. Det er det afgørende øjeblik i vort liv, hvor vi endnu kan nå at bede om Guds tilgivelse og nåde.
Kardinal Newman: Når vi styrter ud over universets kant ned i det tomme intet, hvorfra vi kom – i det øjeblik, hvor alt jordisk forsvinder, da bliver vi grebet at engle og båret i deres arme…
Englene i Jesu liv og i Kirken
Kristus er midtpunktet i engleverdenen. De er lige som hele skaberværket skabt “ved Ham og til Ham”, som Paulus siger i brevet til Kolossenserne. I Ny Testamente nævnes englene mange gange i forbindelse med Jesus: Først i bebudelsen, siden ved fødselen. Videre er det en engel, der fortæller Josef, at Gud ved Helligånden er Far til Marias barn, og en engel advarer Josef om, at han skal flygte til Egypten. Da Jesus er blevet fristet i ørkenen, kommer englene og tjener Ham og tilbeder Ham. I Getsemane Have kommer en engel og trøster Ham i Hans dødsangst, og da Peter vil forsvare Ham med sværd, siger Han: Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Eller tror du ikke, at jeg kan bede min Fader om på stedet at give mig mere end tolv legioner engle til hjælp?
Påskemorgen er det engle, som sidder i den tomme grav og forkynder opstandelsen for kvinderne og for Peter og Johannes, og ved himmelfarten er det engle, som trøster disciplene og lover dem, at Jesus vil komme igen på himlens skyer for at hente alle sine børn hjem til Herrens glæde. Beretningerne om englene fortsætter også efter Jesu himmelfart, f.eks. i den dramatiske beretning om, hvordan en engel befrier Peter fra fængslet (Apg 12,1-17).
Før sin himmelfart lover Jesu at være med os alle dage, indtil verdens ende. Det er Han især i sin Kirke. Englene er derfor ikke kun med i det enkelte menneskes liv, men også i fællesskabet – især i Kirkens liturgi. Englene tager del i Treenighedens liv og er samtidig kaldede til på Guds bud at være aktive i frelseshistorien. Deres fornemste opgave er at tage del i den himmelske og jordiske liturgi, som i messen smelter sammen i hele universets tilbedelse, som Seraferne synger i Joh Åb, 4,8:
Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige, han som var og som er og som kommer.
Jf. den 1. eukaristiske bøn:
Derfor synger vi en lovsang til din herlighed,
Idet vi med engle og ærkeengle,
Med troner og herredømmer
Og hele den himmelske hærskare
Uden ophør synger:
Hellig , Hellig, Hellig er Herren
Englene forener deres bønner med vores og løfter dem op som ”som røgelse for Guds åsyn”.
I Hebræerbrevet 12,22 står det beskrevet:
I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler.
Messens højdepunkt er, når præsten siger ordene: ”Dette er mit legeme”. Så bliver han helt ét med Kristi mysterium – så fuldkomment, at Jesus er præsten. Derfor siger præsten ikke: ”Dette er Jesu legeme”, men Jesus siger med præstens mund: ”Dette er mit legeme – dette er mit blod”. I dette mysterium, forsvinder ikke kun afstanden på 3.000 km til Jerusalem, men også de 2000 år ind til her og nu. Peter siger i sit 2. brev: ”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag”. Tid og rum ophæves: Evighedens dimension rejser sig lodret over tidens og rummets, så at også vi inddrages i nadvermåltidet i Jerusalem, i Jesu død på Golgatha, i Hans opstandelse og himmelfart. Sammen med apostlene er vi samlede omkring alterbordet i tilbedelse sammen med alle helgener og engle, som knæler ned og råber “Hellig, hellig, hellig er Herren”. Englene er med i alt det, der sker i Kirken, Kristi mystiske legeme. De lever, ånder, beder, handler og lider sammen med os og hele Kirken.
De er jo også en del af de helliges samfund, ligesom vi selv er det.
Englene er indviet i frelsesplanens mysterier. De er gennem hele historien aktive i opbygningen af Guds rige. Især får de afgørende betydning i den endegyldige kamp til slut mellem Kristus og alle ondskabens åndemagter i himmelrummet.
Matthæus skriver i 24,31: … og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.
Ved tidernes ende vil englene træde synligt frem. De ledsager Herren og hjælper med at samle alle jordens folk. De skiller de gode fra de onde, og de er vidner ved dommen. Kristus vil vidne om dem, som tror på Ham, både for sin Fader og for englene. Så vil vi erkende, hvor stor en opgave englene har haft med at udføre Guds planer i verdenshistorien.
Denne artikel er bragt første gang i Katolsk Magasin 2011
Om forfatteren:
Kirsten Kjærulff er forfatter og cand.mag. i musikvidenskab og litteraturhistorie
Se artiklen i printvenlig version