I en artikel i Catholic Herald[1] har den engelske historiker og benediktinermunk Leo Chamberlain for nylig gjort opmærksom på en ny banebrydende udvikling i forståelsen af pave Pius 12.’s indsats for at beskytte jøderne under 2. Verdenskrig. En forståelse, der samtidig gør op med beskyldningerne mod paven for at have været nazivenlig og antisemitisk, således som det f.eks. er blevet påstået tilbage i 1963 af den tyske forfatter Rolf Hochhuth i skuespillet ”Stedfortræderen” og senest i 1999 af den britiske journalist og forfatter John Cornwell i bogen Hitler’s Pope.
Chamberlain fortæller, at Den Internationale Raoul Wallenberg Fond[2] for knap to år siden indledte et mindre projekt med det formål at lokalisere de forskellige huse, hvor jøder havde levet i skjul under krigen, og forsyne dem med mindeplader. Man fandt over 500 sådanne huse i Italien, Frankrig, Ungarn, Belgien og Polen. Fondens formand Eduardo Eurnekian skrev efterfølgende, at ”vi til vores forbløffelse konstaterede, at langt størsteparten af disse huse havde forbindelse til den katolske Kirke, herunder f.eks. søsterkommuniteter, klostre, kostskoler og hospitaler.I Rom alene opholdt der sig omkring 4.500 jøder i sådanne kirkelige institutioner. I Allehelgenskirken i Warszawa gemte man også jøder på trods af, at der var dødsstraf for at gøre det.
De såkaldt liberale medier har derimod – især siden 1960’erne – været tilbøjelige til at at tegne et helt andet billede af Kirkens og især pave Pius 12.’s rolle i forhold til de forfulgte jøder. Dette uanset, at fremtrædende repræsentanter for det jødiske folk i årene umiddelbart efter krigen varmt takkede Pius 12. for hans indsats. Således f.eks. Israels første præsident, Chaim Weizmann og Israels overrabbiner Isaac Herzog. Roms overrabbiner Israel Zolli konverterede til den katolske Kirke og viste sin tanemmelighed over for paven ved at antage hans fødenavn Eugenio. Endvidere nævner Chamberlain Albert Einstein, som efter sin flugt fra Nazityskland i 1940 udtalte: ”Kun Kirken stillede sig helt og holdent i vejen for Hitlers kampagne for at undertrykke sandheden … Jeg er nødt til at indrømme, at jeg nu uforbeholdent priser, hvad jeg før foragtede.”
Et nyligt eksempel på mediernes fordomsfulde holdning til Pius 12., skriver Chamberlain, er en BBC nyhedsrapport fra pave Frans’ besøg i Auschwitz, hvor man udlagde hans stille bøn som en bodshandling for den katolske Kirkes fortielser under krigen. Den kendte menneskerettighedsforkæmper Lord David Alton indgav sammen med Chamberlain en formel klage, som resulterede i, at redaktionschefen Fraser Steel skriftligt anerkendte, at udtalelsen ”ikke i rimeligt omfang tager højde for udtalelser fra forskellige paver og for de bestræbelser, som på foranledning af Pius 12. blev iværksat for at redde jøderne fra nazisternes forfølgelser, og endvidere bidrog til at fastholde en opfattelse, som ikke bygger på en rimelig afvejning af kendsgerningerne.”
Afsluttende citerer Chamberlain en kommentar fra Pius 12. selv, hvor han helt tilbage i 1943 skrev: ”Der vil komme en tid, hvor endnu ikke frigivne dokumenter om denne forfærdelige krig vil blive offentliggjort. Så vil man i det klare dagslys kunne indse det tåbelige i alle anklager. De udspringer ikke af uvidenhed, men af foragt for Kirken.”
[1] http://www.catholicherald.co.uk/issues/march-10th-2017/the-end-of-the-hitlers-pope-myth/
[2] Raoul Wallenberg: svensk diplomat, som under 2. Verdenskrig reddede titusindvis af ungarske jøder fra holocaust. Han blev i 1945 arresteret af de sovjetiske styrker og senere likvideret i det berygtede Lubjankafængsel.
Se artiklen i printvenlig version