Det berømte tyske drengekor Regensburger Domspatzen, der, som navnet siger, er tilknyttet domkirken i Regensburg (Spatzen betyder spurve), går helt tilbage til år 975, hvor biskop Wolfgang von Regensburg grundlagde en katedralskole, hvor eleverne også blev undervist i musik. Skolen blev i 1500-tallet til en kostskole.
I 2010, det såkaldte annus horribilis[1], hvor den ene misbrugsskandale efter den anden kom for en dag, trådte også tidligere elever fra katedralskolen frem og berettede om overgreb begået af skolens personale. Men de ansvarlige i skolens ledelse og i bispedømmet var længe om at reagere. Først i 2013, hvor en ny biskop var tiltrådt, begyndte der at ske noget, og i april 2015 blev der iværksat en undersøgelse under ledelse af den uafhængige advokat Ulrich Weber.
Konklusionerne af denne undersøgelse, som blev offentliggjort i midten af juli måned i år, foreligger nu i form af en beretning på 450 sider, som dækker ikke mindre end 70 år, nærmere bestemt perioden fra 1945-2015. Den bygger på samtaler med ofre, vidner, anklagede og personale fra korskolen. Alle vidneudsagn har ifølge Weber været underkastet en såkaldt troværdighedsvurdering.
På dette grundlag konkluderer beretningen, at mindst 49 personer i den nævnte periode med stor sandsynlighed har været ansvarlige for 547 misbrug – et tal, som forståeligt nok figurerede i de fleste mediers overskrifter umiddelbart efter offentliggørelsen af kommissionens beretning .
Det bør dog præciseres, at udtrykket ”misbrug” både omfatter seksuelle misbrug (67 tilfælde begået af 9 personer) og korporlig afstraffelse (omkring 500 tilfælde begået af 45 personer hovedsageligt i 1960’erne og 1970’erne). Sidstnævnte vidner om en disciplinær praksis, som næppe har været usædvanlig i datidens skolevæsen. F.eks. fik man herhjemme først i 1966-67 vedtaget en lovgivning, der forbyder korporlig afstraffelse af børn i skolen. Men når det er sagt, levner beretningen ingen tvivl om, at disciplinen i de nævnte 500 tilfælde er blevet håndhævet med en – selv set med datidens øjne – usædvanlig hård hånd.
Hvad angår de 67 tilfælde af seksuelle misbrug, kan det ikke tilstrækkeligt understreges, at der er tale om overgreb af en ganske anden og langt alvorligere karakter. Set med katolske øjne er seksuelle misbrug af mindreårige en meget alvorlig synd, som bringer den skyldige i fare for evig fortabelse, såfremt vedkommende ikke opnår syndsforladelse i skriftestolen, hvilket vel at mærke forudsætter såvel oprigtig anger som viljen til omvendelse.
Kardinal Gerhard Müller, der som præfekt for Troslærekongregationen havde det øverste ansvar for håndteringen af de mange klager, er blevet kritiseret for en alt for langsommelig og ikke særlig effektiv sagsbehandling. Selv forsvarer han sig med, at overgrebene stort set ikke forekom i hans tid (han tiltrådte som præfekt i slutningen af 2002), hvor de fleste gerningsmænd var afgået ved døden, og med at han pålagde bispedømmet at sørge for, at alle henvendelser fra ofre skulle behandles af fagligt kompetent personale.
Endvidere har den nu 93-årige Georg Ratzinger (pave Benedikts storebror), som var korleder fra 1964 til 1994, været i mediernes søgelys. Her har spørgsmålet været: Hvor meget vidste han om det, der foregik? Selv fastholder han, at han intet kendskab havde til seksuelle misbrug, men indrømmer – og beklager – at han tid til anden har givet en elev en lussing. Der er da heller ingen af de 124 vidner, der har udtalt sig om ham, der anklager ham for andet. Nogle lægger vægt på, at han var en striks og undertiden hidsig person, mens andre beskriver ham som en retfærdig, kompetent og forstående korleder. Weber anser det ikke desto mindre for overvejende sandsynligt, at Georg Ratzinger, som den ambitiøse korleder han var, satte skolens og korets renommé højere end elevernes tarv og derfor bevidst lukkede øjnene for overgrebene.
Endelig skal det bemærkes, at skolen efterfølgende har været igennem en proces, som har ført til, at den i dag drives efter helt andre pædagogiske – dvs. mindre autoritære og elitære – principper. Og mon ikke man med en vis ret kan forvente, at personale og ledelse i fremtiden vil bestræbe sig på for enhver pris at undgå gentagelser?
Men sket er sket, og ofrene sidder tilbage med traumer, som de formentlig må leve med resten af deres liv. Hvad det angår, adskiller misbrugene i Regensburg sig ikke fra striben af andre tilsvarende overgreb, som – selv om de i antal ikke ser ud til at adskille sig fra det, der foregår i andre trossamfund og i samfundet i øvrigt (se fodnoten) – aldrig tilnærmelsesvis burde have nået et omfang som dette.
Lider én legemsdel, så lider også alle de andre, skriver Paulus i 1. Korintherbrev 12,26. Så uanset at vi realistisk må erkende, at Kirken ikke består af helgener, må realismen aldrig udvikle sig til kynisme. Den bør tværtimod anspore os til aldrig at glemme vores fælles ansvar for hinanden og i særdeleshed for ”disse mindste,” som Jesus taler om i Matthæusevangeliet 25,45.
[1] Du kan læse meget mere om pædofiliskandalerne, og om hvordan man håndterede krisen efterfølgende, i ”Regnskabets time”, som første gang blev bragt i den trykte udgave af Katolsk Magasin i november 2010. Klik her
Se artiklen i printvenlig version