Pastor Timothy V. Vaverek STD[1] har for relativt nylig skrevet to artikler til websitet ”The Catholic Thing”: ”Holy Communion, Conscience, and the Christian Life” (1. Oktober 2016) og “What’s Happening – and Where We’re Headed” (10. Februar 2017). Begge disse artikler, som af pladshensyn kun refereres i hovedpunkterne i den følgende sammenfatning, kan læses in extenso på websitet her og her.
Af Torben Riis
I takt med at diskussionen om Amoris laetitia buldrer videre med uformindsket kraft – stofmængden er allerede på nuværende tidspunkt overvældende – melder der sig et behov for at få overblik over, hvad den grundlæggende drejer sig om, og dermed også for en forklaring på, hvorfor den ikke for længst er døet hen.
Til den ende har jeg valgt at referere hovedpunkterne i de to ovenfor nævnte artikler, som efter min vurdering hver især leverer et kvalificeret bud på, hvad der står på spil både i det konkrete spørgsmål om fraskilte og gengiftes eventuelle adgang til sakramenterne og – i et større perspektiv – hvilke følger en stillingtagen til dette spørgsmål vil kunne få på længere sigt.
Jeg begynder med den første af de to artikler, hvor Vaverek sætter fokus på eukaristien. Indledningsvis gør han opmærksom på, at den, der modtager Kristi legeme i den hellige eukaristi, både udfører en personlig og kirkelig handling – dvs. ikke blot handler som en enkeltstående person, men som en, der med Paulus’ ord[2] lever som et lem på Kristi legeme. Modtagelsen af sakramentet etablerer ikke fællesskabet mellem Gud og den enkelte kristne, men styrker det fællesskab, som den pågældende allerede har fået del i ved dåben og ved efterfølgende at holde ud i det kristne liv.
Heraf følger, at den, der modtager kommunionen, må være døbt, oprigtigt angre al synd og acceptere Kirkens tros- og morallære. Hvis dette ikke er tilfældet, mangler der noget, fordi den ydre, objektive handling (modtagelsen af kommunionen) ikke stemmer overens med, hvordan den enkelte i sit indre forholder sig til Kristus og hans Kirke.
Tilsvarende har samvittigheden en både personlig og kirkelig dimension. Samvittigheden sætter os i stand til at træffe beslutninger og handle efter Guds målestok snarere end menneskers således at vi på den måde mere og mere svarer på kaldet til hellighed.
Men, tilføjer Vaverek, den menneskelige samvittighed er ikke et ufejlbarligt kompas. Synden kan gøre os blinde for sandheden og overdøve samvittigheden således at også kristne kan blive forledt til handlinger, som er i strid med menneskets værdighed, uden at de nødvendigvis selv er bevidste om det. Sådanne mennesker har behov for at tage imod evangeliets sandhed for at bringe deres liv i dybere overensstemmelse med Kristus. Og for så vidt som en sådan omvendelse finder sted, vil det gøre dem værdige til at modtage kommunionen som lemmer på hans legeme.
Hvis man derimod med fuldt overlæg forkaster troen og det kristne liv og alligevel ønsker at modtage kommunion, havner man i den selvmodsigelse, at man foregiver at bekende sig til en levevis, som man i virkeligheden forkaster. At modtage kommunion er ikke enhvers ret. Kommunionen er et vandringsbrød, en hjælp til dem, som erkender deres syndighed og samtidig er besluttet på at ville leve et kristent liv inden for Kirkens rammer.[3]
I forbindelse med spørgsmålet om de fraskilte gengiftes situation minder Vaverek om, at en eventuel annullering af et tidligere ægteskab baserer sig på objektive kriterier (såsom at ægteskabet ikke blev indgået frivilligt eller uden en klar forestilling om, hvad et ægteskab er, m.m.) – og ikke på den ene ægtefælles eller præstens fornemmelser eller vurderinger. Man kan, tilføjer Vaverek med direkte adresse til Amoris laetitia, heller ikke påberåbe sig hensynet til eventuelle børn i det nye forhold, for det første fordi dette hensyn ikke ophæver forpligtelsen til troskab mod den egentlige ægtefælle og dernæst heller ikke udgør en hindring for den løsning, som Kirken anbefaler: at man i det aktuelle forhold vælger at leve i afholdenhed ”som bror og søster”.
Ligeså nyttesløst er det at påstå, at ”formildende omstændigheder” skulle reducere den subjektive skyld til en ubetydelig skyld og dermed bane vejen for modtagelse af kommunion. Betingelsen for at modtage kommunion er, at man har til hensigt at undgå alle synder, både de alvorlige og de mindre alvorlige. Derfor må begge parter være besluttede på aldrig at have seksuelt samkvem igen.
”Ægteskaber” mellem personer af samme køn er såvel som fraskiltes nye parforhold at betragte som seksuelle relationer uden for ægteskabet. Engagerer man sig i sådanne forhold, eller hævder man, at de er moralsk forsvarlige, modsiger man således Evangeliet og sætter sig i objektiv forstand uden for Kirkens tro og praksis. At afstå fra at modtage kommunion er derimod et udtryk for redelighed, eftersom sådanne forhold i sig selv lægger afstand til alt det, som modtagelsen af kommunion bekræfter.
Vaverek afslutter denne artikel med disse ord: ”Klarhed om den pastorale praksis i forbindelse med modtagelse af den hellige kommunion, om samvittigheden og det kristne liv kunne hjælpe til at løse disse problemer og samtidig åbne folks øjne for, at Kirkens kanoniske og moralske afgørelser er barmhjertige og nyttige hjælpemidler og ikke – som nogle anser dem for at være – hårde, farisæiske domme.”
Subjektivismens angreb på Evangeliet
I den følgende artikel sætter Vaverek problemstillingen ind i en større sammenhæng. Amoris laetita, hævder han, er blot et af flere udtryk for en århundreder gammel problematik: Subjektivismens angreb på Evangeliet.
Dette angreb, siger han, har ikke blot sine rødder i Reformationens individualistiske fortolkning af Skriften, men også i den efterfølgende individualisme og relativisme, der er karakteristisk for den moderne og post-moderne vestlige verden, og som kardinal Newman gik op imod.
Subjektivismen bredte sig i det 20. århundrede som en epidemi blandt katolikker og og andre kristne og affødte den katastrofale fejlfortolkning af 2. Vatikankoncil, den såkaldte ”diskontinuitetens hermeneutik”, nærmere bestemt forestillingen om, at koncilet skulle forstås som et brud med den før-konciliære Kirke. Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae (HV), som fastholdt Kirkens konsekvente afvisning af kunstig prævention, delte vandene og resulterede efterfølgende i, at falske moralteologiske teorier vandt udbredelse.
Både pave Johannes Paul 2. og pave Benedikt 16. arbejdede utrætteligt på at imødegå subjektivismens fejltagelser hovedsageligt ved klart og konsekvent at fremstille troen i koncilsfædrenes ånd og søgte på den måde tålmodigt at genoprette enheden i Kirken og vise os vejen ud af forvirringen. Lydhørhed fandt de især blandt de yngre generationer af engagerede katolikker, både lægfolk og præster, men det lykkedes dem ikke at overbevise de mange ældre tilhængere af subjektivismen blandt teologer, præster og biskopper. Derfor gik Kirken tilsyneladende styrket ind i det 21. århundrede, men stadig med den interne splittelse i bagagen.
Det er den overordnede kontekst, pave Frans, to synoder og Amoris laetitia skal ses i sammenhæng med, skriver Vaverek, og som forklarer, hvordan det kan gå til, at nogle få uklare passager i en pavelig skrivelse er blevet taget til indtægt for fundamentale ændringer i Kirkens tro og pastorale praksis. I modsat fald var disse passager blevet fortolket i lyset af og de pastorale spørgsmål blevet løst i overensstemmelse med hele Kirkens tradition.
I stedet oplever vi bestræbelser på at indføre pastorale retningslinjer vedrørende ægteskabet og moralen, som uagtet fortolkernes intentioner stemmer overens med subjektivismens moralteologiske teorier fra de sidste halvtreds år, som allerede er blevet tilbagevist fra autoritativ side.
Det er især disse trossandheder, der er i farezonen:
- Evangeliet, således som det forkyndes af Kirken, giver os realistiske normer for vores adfærd, ikke blot vage pejlemærker eller idealer
- Gud giver os i alle livets forhold nåde til at leve efter de evangeliske normer.
- Et gyldigt indgået ægteskab er uopløseligt.
- Ægteskab, samvittighed og hellig kommunion har ikke udelukkende en privat karakter, men skal forstås i sammenhæng med vores forhold til Kristus og Kirken.
Dystre fremtidsudsigter
Fra krisen, der fulgte på Humanae vitae, ved vi, hvad der herefter vil ske, siger Vaverek og advarer om, at det, så snart subjektivismens tro og praksis er blevet udbredt, vil blive nærmest umuligt at rulle udviklingen tilbage og i hvert fald kræve årtiers målrettet indsats. De præster og biskopper, der står fast på sandheden, vil støde på den vanskelighed, at de ikke længere kan referere til en fælles norm og praksis, samtidig med at deres bestræbelser vil blive undergravet af dem, der hævder, at de subjektivistiske fortolkninger ikke strider mod Kirkens lære, men tværtimod repræsenterer den sande ”udvikling”, ”fornyelse” og ”ånd” i den katolske tro. Kritikere vil blive marginaliseret og hængt ud som ”farisæere”, ”nostalgikere” og ”stivsindede” eller blive beskyldt for at tilhøre en illoyal minoritet.
Vaverek afslutter med disse ord:
”Altså, det, der nu bliver promoveret – undertiden i Vatikanets egen avis – er teologiske og praktiske tiltag, som indtil nu er blevet afvist med den begrundelse, at de er i strid med troen. Husk på, hvad der skete i kølvandet på Humanae vitae og overvej dernæst, hvor vi er henne om nogle få år, hvis læren om samvittighed, ægteskab og hellig kommunion bliver misfortolket og opgivet af lægfolket, præsterne og biskopperne i samme tempo. Kun en øjeblikkelig indgriben vil kunne forhindre, at sjælene og Kirkens liv lider alvorlig skade.
Problemet er ikke Amoris laetitia. Problemet er, om den nye tilgang, som det påstås, afspejler Kirkens ordinære læreembede i fællesskab med Rom, og hvad der i benægtende fald er at gøre ved det.
Efter Humanae vitae indledte Kirken en kold krig mod subjektivismen – uden at det førte til en overbevisende sejr. Den strategi vil ikke kunne lykkes i dag, hvor den hast, hvormed fejlfortolkninger af Kirkens lære udbredes, i sig selv vil kunne få katastrofale følger. I en situation, hvor selve forståelsen af Evangeliet står på spil, har de troende fra pavens og biskoppernes side behov for mere end tvetydige retningslinjer, tavshed eller indbyrdes modstridende politiske udmeldinger. Vi har behov for et vidnesbyrd, som i kraft af sin klarhed og autoritet er apostlene værdigt.”
[1] STD: forkortelse for ”Doctor of Sacred Theology”, den højeste akademiske grad inden for det pavelige universitetssystem.
[2] 1 Kor 12,27: I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.
[3] Smlgn ”Evangeliets Glæde” (47), hvor pave Frans skriver om eukaristien, at ”den er det sakramentale livs krone og fylde, men den er ikke en præmie til de perfekte, men gavmild hjælp og næring til de svage” – uden med et eneste ord at nævne, at der skulle være betingelser knyttet til modtagelsen. Tværtimod understreger han, at Kirkens folk ikke må opføre sig som ”nådens kontrollanter”. ”Kirken,” skriver han, ”er ikke noget toldsted; den er faderhuset, hvor der er plads for alle med deres svære liv”.
Se artiklen i printvenlig version