»Kløften bliver dybere: Firenze mod Rom, Polen mod Argentina, Malta mod Milano. Det kalder man et faktisk skisma«
Den tyske katolske avis Die Tagespost’s Rom-korrespondent Guido Horst har i en leder den 16. januar givet udtryk for, at Kirken – ikke formelt – men reelt er ramt af et skisma.
Når man i disse dage bevæger sig rundt i Vatikanet og forsøger at få nogen til at udtale sig om den verserende strid om Amoris laetitia, rapporterer han indledningsvis, støder man mod en mur af tavshed. Og han tilføjer, at kardinal Müller efter al sandsynlighed har truffet en beslutning ”med vidtrækkende konsekvenser” med sin seneste udtalelse på italiensk TV, hvor han sagde, at skrivelsen ”ikke udgør en fare for troen”, og at der derfor ikke vil blive foretaget korrektioner af nogen art.
Han fortsætter: ”Et svar på de fire kardinalers tvivlsspørgsmål bliver der ikke tale om. Ellers ville Troslærekongregationens præfekt ikke have udtalt sig så entydigt. Men svarene kommer i øjeblikket fra en anden side. Kirken på Malta er en lille lokal kirke i udkanten af Europa, men Maltas ærkebiskop, Charles Scicluna, er en respektabel mand, der i sin tid som fremtrædende medarbejder i Troslærekongregationen havde hovedansvaret for behandlingen af misbrugsskandalerne. Når han nu sammen med biskoppen af Gozo instruerer præsterne i den lille østat om, at det er op til de enkelte fraskilte gengifte selv at komme overens med den kære Gud om, hvorvidt de kan gå til kommunion, betyder det ganske enkelt, at enhver lokal kirke nu kan gøre, som den vil. Kløften bliver dybere. Firenze mod Rom, Polen mod Argentina, Malta mod Milano. Det kalder man et faktisk skisma.”
Vatikanet, skriver han videre, som engang var i stand til at gennemtvinge en afgørelse i spørgsmålet om den tyske rådgivning af gravide, hvor man tog stilling for livet, er ikke længere i stand til at skabe klarhed. Paven forholder sig tavs om kardinalernes brev og nægter dermed indirekte at bekræfte, at de omstridte paragraffer i Amoris laetitia skal læses i lyset af de hidtidige pavers forkyndelse. Også det er et svar. Og Troslærekongregationens præfekt erklærer debatten om de ønskede præciseringer fra pavens side for afsluttet. ”Rom er ikke længere en instans, der skaber klarhed, men snarere en tilskuer, der tavst ser til, mens enheden i Kirkens pastorale praksis går i stumper og stykker.”
Som så ofte i den slags tilfælde, konkluderer Guido Horst, går det ud over de lavest placerede i hierarkiet, i dette tilfælde de mange præster, som får til opgave at forklare både de troende og folk uden for Kirken, hvad det er, der nu er lavet om på. Moralen, sakramenterne eller den pastorale omsorg?
Og han konkluderer: ”Pavens anliggende, at syndige og svage mennesker ikke længere skal føle sig udelukket, men forstå, at der også er en plads til dem i Kirken, risikerer således at gå til grunde i præsternes rådvildhed og i et mere og mere giftigt opgør mellem teologer og biskopper. Kardinal Carlo Caffarra har ret, når han siger, at det fremfor alt er præsterne, der skal bære byrden, en byrde, de ikke kan bære. Men nu overlader man dem til sig selv.”
Tilsvarende har redaktøren af Catholic World Report, Carl Olson, i en artikel den 14. januar kritiseret pave Frans for den forvirring og usikkerhed, han er årsag til:
”Det nuværende sentimentalitetens pontifikat har skabt forvirring og konflikter. Som kardinal Caffarra har sagt i et interview for nylig: ’Kun en blind kan benægte, at der hersker vild forvirring i Kirken’. Den klarhed, som kardinal Müller har talt så energisk for, er ikke blot mangelfuld, men totalt fraværende. Der er indbyrdes modstridende fortolkninger af Amoris laetitia, nogle fra ”konservative” prælater, som henviser til til Kirkens konstante lære, og andre fra progressive biskopper, som udelukkende henholder sig til Amoris laetitia, og som får deres indlæg optaget i Vatikanets avis. Er pavens skrivelse ikke altid klar, så er er hans intentioner og mål det til gengæld i stigende grad.”
Se artiklen i printvenlig version