Interview med professor emeritus Klaus Berger
I Deres netop udkomne bog ”Die Bibelfälscher” skriver De: ”Den historisk-kritiske eksegese fra de seneste 200 år har knust alt porcelænet i kristenhedens hus, indtil den sidste blomstervase”. Hvordan når De frem til denne vurdering?
Berger: Mange teologistuderende afbryder deres studium, fordi de mister troen undervejs. Det har først og fremmest at gøre med den bibeltolkning, der praktiseres på universiteterne. Bibelen bliver splittet ad i stumper og stykker, så der næsten ikke bliver noget tilbage. For at holde det ud skal man som udgangspunkt have en overordentlig stærk tro.
Hvorledes går det til, at man mister troen i løbet af teologistudiet?
Berger: Teologiprofessorerne hævder, at mange af de begivenheder, Bibelen beretter om, i virkeligheden ikke har fundet sted. Deres begrundelse: At der ikke står noget om dem andre steder end i Bibelen.
Hvorfor synes De ikke, det er et overbevisende argument?
Berger: Fordi der i Det Nye Testamente er tilstrækkeligt mange vidner – og endda mennesker, som har stået inde for deres overbevisninger med livet som indsats. Intet menneske ville dø for en frit opfundet historie!
Til de mest fremtrædende repræsentanter for den historisk-kritiske bibeltolkning hører nytestamente-eksegeten Rudolf Bultmann (1884-1976). Han skrev: ”Afvises må … historierne om Jesu himmelfart og nedstigning til dødsriget; afvises må forventningen om, at Menneskesønnen skal stige ned fra himlen og de troende rykkes bort i skyerne for at møde Herren i luften (1 Thess 4,15 ff). Afvises må ud fra vort kendskab til naturens kræfter og naturlovene troen på ånder og dæmoner … Miraklerne i Det Nye Testamente er dermed afvist som mirakler.”
Berger: Det er det 19. århundredes verdensbillede, hvor man kun anerkender eksistensen af det, som man fysisk kan påvise, og som er foreneligt med naturlovene. I dag ved enhver naturvidenskabsmand, at dette er en fuldstændig forældet forestilling. Men når det drejer sig om at fortolke Bibelen, bliver den ikke desto mindre opretholdt. Jesu himmelfart kan ikke have fundet sted, fordi den er i modstrid med naturlovene – sådan tænker teologer endnu i dag. Derfor kan de mirakler, Jesus udførte, også kun have været af den slags, som udføres af naturlæger. Hvorimod mere krævende mirakler så som, at Jesus opvakte Lazarus fra de døde, at han gik på vandet og bespiste de 5.000, bortfalder. Også det forhold, at Jesus uddrev dæmoner, anses i dag for at være pinligt.
Hvad taler for, at disse mirakler i virkeligheden har fundet sted?
Berger: Der er ikke noget andet menneske, man har tilskrevet så mange og så forskelligartede mirakler. Alene omfanget af disse beretninger er overvældende!
Er det begrundelse nok?
Berger: For at vi kan begribe disse mirakler, må vi have en bredere forståelse af, hvad virkelighed er. Jesu mirakler viser os en mystisk, dvs. hemmelighedsfuld, virkelighed, som rækker ud over det, naturvidenskaberne kan fortælle os. De mirakler, Bibelen beretter om, har fysikken ikke nogen forklaring på.
Jomfrufødslen kan man heller ikke forklare. Den schweiziske ny-testamente-forsker Ulrich Luz skriver således, at der ikke er noget direkte historisk belæg for jomfrufødslen.
Berger: Det hævder hr. Luz, skønt der både i Matthæus- og Lukasevangeliet står, at Jesus blev undfanget ved Helligånden. Hvis man forhører sig hos en læge, om der findes sådan noget som en undfangelse ved Helligånden, vil han naturligvis benægte det. Altså siger hr. Luz: Så vil vi heller ikke plage moderne mennesker med det. Dermed udelukker han imidlertid på forhånd den mulighed, at Gud kan gribe ind i denne verden. På den måde lægger teologer Gud Herren i håndjern og giver ham en mundkurv på for at forhindre ham i at gøre eller sige noget, der kunne irritere os.
Hvilken begrundelse har De for at stå fast på, at jomfrufødslen er en historisk begivenhed?
Berger: For det første: Matthæus og Lukas beretter om den – og medtager endda de komplikationer, der er forbundet med den. Da Josef blev klar over, at Maria var gravid, ville han straks forlade sin forlovede. En sådan begivenhed ville man ikke finde på!
Dernæst: Både i Jesu menneskevordelse og i hans død og efterfølgende opstandelse finder jeg Guds aftryk, nærmere bestemt Helligåndens virke. Dette var de første kristnes tro, og det er også min tro.
Så er der spørgsmålet om, hvor Jesus blev født. Gert Theissen, som forsker i Det nye Testamente ved Universitetet i Heidelberg, skriver følgende: ”Jesus stammer fra Nazaret. At man henlægger Jesu fødsel til Betlehem, er et udslag af religiøst fantasteri, den rene indbildning.
Berger: Ikke desto mindre beretter evangelierne entydigt om Betlehem som det sted, hvor han blev født, og henviser til, at det er opfyldelsen af profeten Mikas profeti i Gl. Testamente: ”Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel…” (Mika 5,1).
Bibelkritikere konkluderer heraf: Hvis det blev forudsagt, kan det ikke være sket. Så må fødestedet være noget, man senere har føjet til, så det kunne passe med profetien. Dermed sætter man tidligere tiders jævnføring af profeti og opfyldelse ud af kraft. Jeg derimod ser ingen fornuftig grund til at betvivle rigtigheden af de oplysninger, vi finder i Det Nye Testamente.
Ifølge den liberale tolkning er vel også barnemordet i Betlehem og flugten til Egypten legender?
Berger: Ja, og heller ikke forklarelsen på bjerget, Kristi himmelfart eller hans genkomst er andet end myter. I princippet er også alle beretninger, hvor der forekommer engle, suspekte, for engle er i den historisk-kritiske optik blot fantasifostre. Mod Herodes’ barnemord indvender man, at der ikke er andre kilder til det end Bibelen.
Hvad taler for det?
Berger: Er Bibelen måske ikke en pålidelig kilde? Dertil kommer, at Herodes havde et dårligt ry og var kendt for sin grusomhed. At skaffe mulige efterfølgere af vejen hører til politiske tyranners normale repertoire – det gælder helt op i vor tid. At Herodes gav ordre til barnemordet af frygt for at miste magten, er ikke propaganda fra Matthæus’ side, men derimod særdeles sandsynligt.
Typisk hører man historisk-kritiske eksegeter sige, at vi egentlig kun med sikkerhed ved om Jesus, at han har levet.
Berger: Selv en ikke særlig teologisk interesseret antikhistoriker ville hertil sige: Om ingen anden personlighed i oldtiden end Jesus er der så kort tid efter dennes død skrevet så mange biografier. Ud over de fire evangelier findes der 68 andre evangelier, som ikke blev optaget i Det Nye Testamente, men som heller ikke er helt uden værdi. En sådan mangfoldighed af beretninger er uden sidestykke i antikken.
Et af den bibelkritiske teologis yndlingsspørgsmål lyder således: Hvad har Jesus virkelig sagt – og hvad ikke?
Berger: Frasorteringen af formodet uægte Jesusord har sønderrevet Det Nye Testamente. Således var ny-testamente-eksegeten Ernst Käsemann (1906-1998) af den opfattelse, at Jesus aldrig havde bedt Fadervor. Men det, man kalder uægte, er som oftest det, man ikke bryder sig om. Beslutningen om, hvad der skal anses for ægte eller ikke, er så afhængig af mode, smag, konfession og tidsånd, at jeg kun kan sige: Det er spildt ulejlighed at søge efter, hvad Jesus virkelig har sagt. I Käsemanns tilfælde er det ikke uden interesse at kende hans helt personlige baggrund for at ville skelne mellem ægte og uægte Jesusord: Han ville udrydde den pietistiske fromhed i Württemberg. Det er godt nok ikke nogen videnskabelig målsætning, men det var nok til at gøre det af med Bibelen.
Siden da har man rejst tvivl om langt over halvdelen af Jesusordene.
Berger: I denne sammenhæng har for mig at se særligt den hollandske teolog Gustaaf Adolf van den Bergh van Eysinga (1874-1957) haft stor indflydelse. I 40 år uddannede han vordende teologer ved universitetet i Leyden. Hvad han har anrettet med sin liberale teologi, kan man se i Nederlandene helt op til i dag: En stor del af de pragtfulde middelalderkirker i landet er blevet til museer. Den liberale teologi fik en lige så stor gennemslagskraft som kommunismen i DDR. Også med fejlfortolkninger af Bibelen kan man anrette stor skade.
Det lyder umiddelbart deprimerende.
Det, det drejer sig om, er netop, at vi skal begynde helt forfra med en uprætentiøs og enkel tro, der ved, hvorfor den tror.
Hvorfor tror De?
Berger: Fordi Jesus er opstået fra de døde. Uden opstandelsen ville alt være håbløshed, og hele vores tilværelse på jorden ville ende i et mørkt hul. Så ville vi kun have nihilismen tilbage, læren om fraværet af alle værdier.
Bibelkritikken har også benægtet autenticiteten af brevene i Det Nye Testamente. Paulus skulle således ikke selv have skrevet pastoralbrevene til Timotheus og Titus.
Berger: Denne påstand bliver til dels begrundet med, at disse breve ikke fuldt ud gengiver Paulus’ lære om retfærdiggørelsen. Som om Paulus ikke havde bestilt andet fra morgen til aften end at docere retfærdiggørelseslæren og ikke havde kendt til andre emner! Ifølge denne logik måtte man også erklære Romerbrevet for uægte, fordi ordet ”kors” kun forekommer én gang i denne tekst. Mit argument for ægtheden af Paulus’ breve: Åbenbart var Paulus i åndelig henseende langt mere moden og havde en videre horisont end tyske teologiprofessorer, der ofte nøjes med at specialisere sig i et enkelt brev.
Hvordan forklarer De, at så mange har lyst til at beskæftige sig med bibelkritik på de teologiske fakulteter?
Berger: Det er den samme lyst, man finder hos andet-semester-studerende, der kommer hjem til jul og fortæller familien om alt det, der er det rene opspind i Bibelen. Denne arrogance og følelsen af, at man har magt til at skabe forvirring hos andre mennesker, giver en vis tilfredsstillelse.
Men nu er teologiprofessorerne jo ikke længere andet-semester-studerende, men folk, som har erhvervet en doktorgrad og retten til at undervise på et universitet.
Berger: De fleste professorer lever uden nogen kontakt med en menighed, og kun de færreste har været præster. Jeg kender mange teologer, som er blevet professorer af frygt for at skulle påtage sig præstegerningen. Som præst oplever man at få sine anskuelser korrigeret af menigheden, som professor nyder man i vidt omfang hofnarrens frihed til at sige, hvad han har lyst til.
I Deres bog kritiserer De, at der på universiteterne eksisterer en slags kartel, hvor man citerer hinanden, udnævner hinanden og indbyder hinanden som foredragsholdere. Det er en hård anklage!
Berger: Mange af mine studerende har været ansøgere til professorater ved forskellige universiteter. En del opnåede ikke engang at blive indbudt til at holde et prøveforedrag. På denne måde mislykkedes også mit seneste forsøg på at få en af mine studerende autoriseret som universitetslærer. Det drejer sig om ny-testamente-eksegeten Armin Baum, som underviser på Den frie teologiske Læreanstalt i Giessen. Begrundelsen for afslaget: Denne teologiske retning ønsker vi ikke hos os. Øjensynlig er mine studerende for fundamentalistiske, evangelikale eller katolske.
Kunne det tænkes, at kandidaten savnede videnskabelige kvalifikationer?
Berger: Det er netop i hans tilfælde en absurd påstand. Armin Bauer er en fremragende forsker, hvis bøger bliver læst både i den evangeliske og katolske verden. Det afslag, han fik, drejede sig ikke om kvalifikationer, men om sindelag. Vi er nået til et punkt, hvor der er behov for drastiske ændringer inden for universitetsteologien.
I århundreder forstod teologien sig selv som videnskabernes dronning. I dag er den blevet til et eksotisk studium.
Berger: Teologien har i de sidste årtier i høj grad tilpasset sig de andre videnskaber. Disse forventer imidlertid ikke af teologien, at den skal bringe sig i overensstemmelse med dem på alle punkter, kun at den lader sin egen viden indgå i en dialog.
Kan De stadig anbefale nogen at studere teologi?
Berger: Der skal mod til at gå op imod den liberale strøm. Hvis man giver sig i kast med teologistudiet, har man brug for venner uden for universitetet, som kan hjælpe en i en krisesituation. Jeg selv har haft glæde af en professor, som indledte sine forelæsninger med en fælles koral.
Er det ikke uvidenskabeligt?
Berger: Kun for den, der har en småtskåren kyllingeforstand.
Er den måde, man i dag praktiserer teologi på ved universiteterne, skyld i kirkernes autoritetstab?
Berger: Ja, fordi vor tids teologi er et livløst tankeskelet, som har meget lidt at gøre med personlig fromhed og kirke.
Men den liberale teologi søgte vel kun at skabe afklaring og kaste lys over tingene.
Berger: Den liberale teologi minder i dag om et enormt varehus, der står næsten tomt og kun har tre varegrupper tilbage på hylderne. I løbet af min studietid lærte jeg, at egentlig kun Markusevangeliet og Galaterbrevet opfyldte kravene om ægthed – et vanvittigt synspunkt, som fører til en uhyre intellektuel og følelsesmæssig forarmelse. Det kan man til stadighed opleve i nutidens prædikener.
Hvad savner De i prædikenen?
Berger: Troværdighed! Mange præster er af den opfattelse, at de bør undlade at nævne alt det, der kan støde an. F.eks. hørte jeg i en juleprædiken, at julen ikke drejede sig om andet end et barns fødsel – og det kunne man jo kun glæde sig over. Men hvorfor det lige skulle være dette barn, det drejede sig om, blev ikke nævnt med et eneste ord. Hvordan kan en præst i den grad forvanske evangeliet?
Kan man forestille sig en ny og anderledes trend i teologien?
Berger: Endnu hviler kirken lunt og trygt under en dyne af hundredevis af overenskomster med staten. Hvis det politiske flertal i Forbundsdagen en skønne dag bliver et andet, vil disse aftaler blive ophævet. Det kunne føre til, at man nedlagde de teologiske fakulteter ved universiteterne. Måske vil teologien da vågne op og bevæge sig uden for sin totalt afskærmede verden.
Klaus Berger er professor emeritus i nytestamentlig teologi ved det evangelisk-teologiske fakultet ved universitetet i Heidelberg. Som en af de førende forskere i Det Nye testamente har han foruden en lang række monografier publiceret talrige videnskabelige artikler og været regelmæssig bidragyder til Frankfurter Allgemeine Zeitung. Hans bog om Jesus blev en bestseller. I sit forfatterskab vender Berger sig imod den såkaldte afmytologisering af de bibelske skrifter og argumenterer for en større tiltro til teksterne. Det vakte stort postyr, da han kort før sin afgang som professor i evangelisk teologi udtalte, at han aldrig var trådt ud af den katolske Kirke, men altid var forblevet katolik.
Dette interview, som stammer fra 28. maj 2013 – umiddelbart efter udgivelsen af Klaus Bergers bog ”Die Bibelfälscher” – kan læses på originalsproget på: http://www.kath.net/news/41449
Se artiklen i printvenlig version