Den europæiske krise

For at kunne bygge det nye Europa på et solidt grundlag er det bestemt ikke nok kun at have økonomiske interesser for øje. For mens disse undertiden kan føre mennesker sammen, er de til andre tider årsag til splittelse.

Pave Johannes Paul II  i det apostoliske brev (motu proprio) som ophøjer den hellige Birgitta af Vadstena, den hellige Katharina af Siena og den hellige Teresa Benedicta af Korset (Edith Stein) til skytshelgener for Europa

Af Torben Riis

Disse ord af Johannes Paul II har, siden de blev skrevet i 1999, intet mistet i aktualitet og kan derfor meget vel læses som en kommentar til den aktuelle krise i det europæiske samarbejde. Ordene faldt på et tidspunkt, da det endnu var til debat, om Gud og kristendommen skulle nævnes i præamblen til en kommende EU-forfatning. Det er i denne historiske sammenhæng, de skal forstås, nærmere bestemt som et hint til de EU-politikere, der dengang som nu arbejder for en kollektiv fortrængning af det kristne element i Europas kulturarv. Senere i sin tekst understreger paven da også, at ”den kristne tro har formet kontinentets kultur og er uløseligt forbundet til dets historie, så at det kun er muligt at forstå Europas historie, hvis den ses i sammen­hæng med den første evangelisering og de efterfølgende århundreder, hvor kristendommen trods den smertelige adskillelse mellem Øst og Vest blev de europæiske folks religion.”

I disse to citater, siger paven således ikke blot, at det økonomiske aspekt ikke bør stå alene, men at det bør betragtes som sekundært i forhold til europæernes religiøse og kulturelle arv, som i det lange løb er det eneste solide fundament at bygge på. Man kan også sige det på denne måde: Det er  ikke, som Karl Marx mente, de materielle kræfter, der er drivkraften i historien og i den måde, samfundene udvikler sig på, men tværtimod, som den tyske sociolog Max Weber hævdede i begyndelsen af 1900-tallet i sin analyse af årsagerne til kapitalismens opkomst i Europa, de religiøse og ideologiske forandringer, der affødt af menneskers konkrete kvalitetsvalg baner vejen for ændringerne i samfundets sociale og økonomiske struktur.

Vi kan med andre ord ikke som udgangspunkt fraskrive os ansvaret for de forandringer, der sker i samfundet, lige så lidt som vi bør stirre os blinde på strukturerne i håb om at finde mirakelkure mod den aktuelle krise. Krisen løses ikke blot ved at politikerne drejer på nogle ”økonomiske håndtag” – den stikker langt dybere. Hermed ikke sagt, at mennesker ikke med god ret kan føle sig som sagesløse ofre for sådanne kriser – kun at årsagerne til miseren primært skal søges i de beslutninger, som de ansvarlige politikere og andre beslutnings­tagere over længere tid har truffet på vores vegne med eller uden vores eksplicitte accept.

Krisens årsager

For at forstå den aktuelle krise er det derfor nødvendigt at se nærmere på, hvad det er for faktorer, der i første omgang har gjort den mulig. Det, der umiddelbart har været i mediernes søgelys, er den mangel på almindelig hæderlighed og social ansvarlighed, man har kunnet konstatere hos ikke så få aktører i den finansielle sektor, der hæmningsløst har beriget sig på kundernes bekostning og spillet hasard med betroede midler. Hos disse mennesker kan man med rette placere en del af ansvaret for, at det gik så galt. Men dermed er ikke alt sagt, med mindre man da vil hævde, at folk i finans­sektoren som helhed er styret af ganske andre moralbegreber end flertallets. Ganske vist kan man argumentere for, at der netop i denne sektor hersker en usund virksomhedskultur med et ensidigt fokus på profit og spekulation, men spørgsmålet er, om denne mentalitet er væsensforskellig fra den generelle mentalitet i samfundet. Lejlighed skaber som bekendt tyve, og når det netop er finansfolk, der er blevet hængt ud for deres flossede moral i forbindelse med den aktuelle krise, kunne det jo blandt andet skyldes, at det især er dem, der til forskel fra os andre har mulighed for at jonglere med betroede midler i millionklassen. Der kan således være grund til at kaste et blik på de ændringer eller ligefrem skred i den fremherskende mentalitet i vore dages samfund, som har fundet sted inden for det sidste halve århundrede.

Generelt kan man konstatere, at opbygningen af velfærdssamfundet i efterkrigstiden er gået hånd i hånd med en gradvis sekularisering, dvs. afkristning af befolkningerne i Europa. Det er der næppe nogen, der vil drage i tvivl. Var det en uundgåelig udvikling? Vel ikke nødvendigvis, men en sandsynlig forklaring er, at den moderne velfærdsstat – selv om den med en vis ret kan hævde at være neutral i religiøs forstand – ikke desto mindre som sit primære fokus har borgernes materielle velfærd og derfor indirekte, bevidst eller ubevidst, befordrer et i hoved­sagen materialistisk tilværelsessyn, hvor forbrug og personlig tilfredsstillelse groft sagt opfattes som det, der giver livet indhold og mening. Velfærdssamfundet har således udviklet sig til forbrugersamfundet med en stribe mærkbare konsekvenser både socialt, politisk og mentalitetsmæssigt. Når de ideologiske skillelinjer mellem de politiske partier i dag næppe længere er til at få øje på for den almindelige vælger, hænger det sammen med, at de traditionelle ideologiske skillelinier reelt kun har overlevet på et retorisk plan. De er for længst stillet i skyggen af det altdominerende krav til  politikerne om at skaffe mere velfærd, flere penge i lønningsposen til alle. Herefter er det ikke længere målet, men kun midlerne, man kan diskutere. Følgelig er der sket en glidende udvikling, hvor ikke-materielle værdier er blevet marginaliseret i folks bevidsthed, hvilket konkret har ført til en privatisering af religionen og moralen.

Religionen reduceres til, hvad Marx anså den for at være: et opium for folket, altså en slags terapi for svage sjæle, eller i sin mere moderne udgave: et krydderi på tilværelsen for folk, der finder hverdagen for triviel og derfor efterspørger en eller anden form for stimulus.

I værdidebatten har konsekvensetikken så godt som fordrevet enhver tale om objektive moralkriterier. Der gives ikke endelige svar i etiske spørgsmål, lyder det i kor fra politikere og repræsentanter for diverse fag- og interessegrupper, som én gang for alle har vedtaget, at etiske dilemmaer pr. definition er umådeligt komplicerede og derfor kræver en ”nuanceret” tilgang, helst med ekspertbistand. Der findes ifølge deres tankegang kun hensigtsmæssige løsninger, dvs. løsninger, der tilgodeser de til enhver tid eksisterende ”behov” hos et flertal eller hos grupper, der er stærke nok til at sætte deres vilje igennem.

Af alt dette kunne man fristes til at konkludere, at den noget ekstreme adfærd hos folk i finanssektoren i grunden hænger meget godt sammen med en moderne ikke-religiøs opfattelse af, at meningen med vores tilværelse her på jorden er at få det maksimale ud af tilværelsen i form af stimulerende oplevelser og materielle goder i den korte tid, der nu engang er os beskåret. I denne selskabstømmer-optik gælder der kun én forsigtighedsregel, der kan lægge en dæmper på den enkeltes udfoldelser: Undgå at blive taget med hånden nede i kassen!

Værdikrisen

I et videre perspektiv betyder det, at i det omfang, man som samfund nægter at anerkende andre kriterier for hensigtsmæssig adfærd end dem, situationen dikterer, principielt afskærer sig fra muligheden for at etablere et fælles værdigrundlag, som kan levere den sammenhængskraft, der er forudsætningen for, at et samfund kan fungere. Hvorfor? Fordi et samfund kun i det lange løb kan bestå, hvis dets medlemmer i et vist omfang er villige til at bringe ofre for det fælles bedste. Et samfund bestående af egoister er i grunden ikke et samfund, men et sammensurium af grupper, som i perioder eller i visse konkrete sammenhænge kan se en fordel i at samarbejde. Det er der også eksempler på, at gangsterbander kan finde ud af, i hvert fald for en tid. Men uden en vis portion idealisme, en bevidsthed om en fælles målsætning og om et vist mål af solidaritet trues fællesskabet af splittelse og opløsning, som også Johannes Paul gav udtryk for i det citat, der indleder denne artikel.

Men igen, hvad præcis er det for værdier, vi taler om i denne sammenhæng? Værdier kan man nævne mange af, men hvorfor ikke begynde med den mest fundamentale af alle værdier: kærligheden? Som kristne ved vi, at Gud er kærlighed (1. Joh 4,16), og at Gud skabte universet som en kærlighedsgerning – ikke fordi han selv havde behov for det. Kærligheden er derfor den første byggesten. Hvad de menneskelige samfund angår, fortæller Kirken os, er familien den første byggesten. Familien er – i en kristen, men også almen menneskelig forståelse – et fællesskab mellem ægtefællerne og deres fælles børn, et fællesskab der er grundlagt på og holdes sammen af deres indbyrdes kærlighed.  De værdier, der tales om her, er altså: kærligheden som den primære værdi, der på et konkret menneskeligt plan manifesterer sig som værdierne ægteskab og familie. Det er værdier, der erfaringsmæssigt er samfundsskabende, så når Kirken hævder, at familien er samfundets første byggesten, er der ikke tale om en abstrakt tese, men om en empirisk kendsgerning.  Der er i parentes bemærket heller ikke tale om et urealistisk skøn­maleri, uanset at man til overflod kan dokumentere, at ægteskabet og familien i virkelighedens verden ikke nødvendigvis lever op til idealet om at være en kærlighedens oase. Det, Kirken siger, er grundlæggende, at ægteskabet og familien for det første er ordninger, som Gud har villet, og som mennesker derfor ikke tankeløst bør kaste bort, og dernæst, at disse ordninger er den ramme om menneskers liv, hvor kærligheden har de bedste muligheder for at vokse og sætte frugt i overensstemmelse med Skaberens intentioner.

Ægteskabet og familien under afvikling

Hermed også sagt, at det får alvorlige konsekvenser, såfremt man bevidst eller ubevidst fjerner sig  fra disse grundlæggende værdier. Det truer ikke alene sammenhængskraften i samfundet, men rammer det i selve livsnerven. Og det er lige præcis det, vi oplever i Danmark og Europa i disse år.

Ægteskabets og familiens krise er samtidig det område, hvor  det er lettest at sætte tal på effekterne af sekulariseringen:

● I perioden 1980-2006 er antallet af indgåede ægteskaber i de 27 EU-lande faldet med 23,9 %. Samtidig venter man længere med at stifte familie. Mændene var i 2005 i gennemsnit 31,2 år, kvinderne 28,8 år – omkring 5 år ældre end i 1980.

● I 2006 blev hvert tredje barn (33,9%) i EU-landene født uden for ægteskab – i enkelte lande flere end halvdelen: Estland (58,24 %), Sverige (55,47 %), Bulgarien (50,79 %) og Frankrig (50,49 %).

● I 2006 var der i EU 365.000 flere skilsmisser end i 1980, en stigning på 55 %. Alt i alt 10,1 mio. skilsmisser, der har berørt 15 mio. børn. Spanien var det land, der i perioden 1996-2006 oplevede den største stigning (290 %). Belgien, Luxembourg og Spanien er de tre EU-lande, der har den højeste skilsmisseprocent.

● I 2006 varede et ægteskab i gennemsnit 13 år, længst i Italien (16,8 år), kortest i Østrig (10,6 år). Sammenligner man antallet af skilsmisser med antallet af indgåede ægteskaber inden for samme år, var forholdet i 1980 1:5 – altså 1 skilsmisse for hver 5 indgåede ægteskaber. I 2006 var det 1:2.

● Tilsvarende kan man se, at singlelivsstilen vinder frem. Således bestod ikke mindre end 54 mio. husstande, dvs. 27,7 % af samtlige husstande i EU-landene af 1 person i 2006.

Disse tal giver et klart billede, af, at familien i EU-landene bogstavelig talt er under afvikling. Men de mest alarmerende faresignaler finder vi i fødselsstatistikkerne. Lad os begynde med at se på udviklingen i Danmark. I 1968 bliver der født 74.543 børn i Danmark. Det svarer til, at hver kvinde i alt får 2,1 barn – præcis den fertilitetskvotient, der skal til for at holde et stabilt befolkningstal. Men fra midten af 1970’erne sker der noget. I 1976 er fødselstallet således faldet til 65.267 (1,74 barn pr. kvinde) og i 1980 til 57.293 ((1,5). Bunden når man i 1983 med 50.822 fødsler (1,37). Herefter stiger tallet langsomt op igennem 1980’erne og 1990’erne, men man når aldrig igen op over 70.000 fødsler og aldrig igen op på en kvotient på 2,1. I årene efter 2000 ligger fødselstallet omkring 65.000, men er i 2011 igen nede under 60.000 svarende til 1,75 børn pr. kvinde. I 2011 mangler vi altså – hvis man sammenligner med fødslerne i 1968 – ca. 15.000 nyfødte børn. Det svarer ganske godt til antallet af provokerede aborter. Det seneste tal er fra 2010: 16.362.

Hvad betyder det, at vi bliver færre?

Men er det nødvendigvis noget negativt, at der fødes færre børn? Hvem siger, at vi skal have lige så mange børn som i tidligere generationer? Svaret er, at det ikke – isoleret set – er antallet af børn, der er afgørende. Problemet består i kombinationen af, at der bliver færre børn og unge, samtidig med at antallet af ældre nærmest eksploderer – det er som bekendt de ”store årgange” fra 1940’erne, der i disse år går på pension. Hermed bliver der forholdsvis færre i den erhvervs­aktive alder til at finansiere velfærden og overførselsindkomsterne, hvortil kommer de stigende pleje- og sygehusudgifter, der er en følge af, at så mange når ”reparationsalderen”. Det er en af årsagerne til, at vi i dagens Danmark diskuterer, hvorvidt vi fremtidigt vil have råd til at finansiere velfærden. Og det er selvfølgelig ikke kun et dansk, men i mindst lige så høj grad et europæisk problem.

I hele Europa er der p.t. ifølge FN en gennemsnitlig fertilitetskvotient på kun 1,53. Det kan sammenholdes med, at der i perioden 1980-2007 blev 23 millioner flere EU-borgere i alderen 65 og derover, samtidig med at der blev 20 millioner færre i alderen 0-14 år. Mens der i 1980 var 36 millioner flere børn og unge end ældre, var der i 2008 omvendt 6,5 millioner flere ældre end unge. En rapport fra Eurostat (The greying of the baby boomers, 2011) konstaterer, at det er første gang i historien, at antallet af ældre over 65 i en befolkning overstiger antallet af børn og unge. Med fertilitetskvotienter i størrelsesordenen 1,3-1,4, som vi kender det fra Tyskland og de syd- og østeuropæiske lande i dag, kan man halvere en befolkning på 45-50 år. Fortsætter udviklingen uændret, vil den europæiske arbejdsstyrke til den tid være reduceret med 15% – dvs. med 30 millioner europæere i den erhvervsaktive alder.

De generationer, der siden slutningen af 1960’erne satsede ensidigt på karrieren og forbruget – i vidt omfang, som vi har set, på bekostning af ægteskabet og familien – rammes nu i deres pensionsalder af følgerne af deres egen kortsynethed. I denne sammenhæng er det en vigtig pointe (som langt fra synes at være gået op for de fleste politikere), at ”den demografiske vinter” – det forhold, at europæerne bliver færre og færre og gennemsnitligt ældre og ældre – ikke er en ond skæbne, der på uforklarlig vis har ramt os, men resultatet af en række kvalitetsvalg, eksempelvis da man valgte barn nr. 2 og 3 fra for at kunne sætte fuld fart på karrieren og forbruget.

At den enkelte ikke i situationen havde blik for de langsigtede konsekvenser af disse valg, er forståeligt nok, ligesom det heller ikke er svært at sætte sig ind i, at et spændende og udfordrende job i en produktionsvirksomhed kan forekomme mere tillokkende end de udfordringer, forældrerollen byder på. Men at politikere og økonomer ikke i tide så skriften på væggen, er langt mere foruroligende. Hvilket marked forestillede man sig på længere sigt at producere til, hvis der ikke var tilstrækkelig mange, der fandt det ulejligheden værd at sætte næste generation i verden? Det turde være indlysende, at et konstant faldende fødselstal er en tikkende bombe under ethvert samfund.

Krisen er en kultur- og værdikrise

Og hermed er vi tilbage ved udgangspunktet: den aktuelle krise  er dybest set en kulturkrise, en værdikrise, som har sin rod i den illusion, at et samfund i det lange løb kan bestå uden sande menneskelige værdier: uden offervilje, uden solidaritet, uden den kærlighed, der binder ægte­fællerne og familiens medlemmer sammen.

At det er en værdikrise, forklarer samtidig politikernes handlingslammelse. Virkningerne af den demografiske vinter har man for længst erkendt, men ingen synes at mene, at det er en udvikling, man kan eller bør gøre noget ved. Det ville nemlig forudsætte et opgør med den børne- og familiefjendske politik, man her i landet har ført siden ”de glade tressere”. Hvorfor er begrebet familiepolitik forsvundet ud af debatten? Hvorfor er loven om fri abort fredet af politikerne i klasse A, uanset at rationalet (hvis man kan bruge det udtryk) bag denne barbariske praksis for længst er forsvundet? Svaret er: fordi politikerne i begge sider af folketingssalen er fanget i deres eget spind af ideologiske fraser og ligger under for den internationale abort- og befolkningslobbys tvivlsomme retorik.

Facit er, at Max Weber havde ret, da han hævdede, at historiske omvæltninger bliver skabt af mennesker, der handler ud fra mere eller mindre realistiske forestillinger om, hvordan verden er skruet sammen – historien drives ikke af blinde materielle kræfter. Således eksisterer der i virkelighedens verden ikke nogen politisk eller økonomisk ”nødvendighed” – kun politik.

Facit er, at Kirken har ret, når den til enhver tid – ikke af politiske grunde, men fordi den forsvarer den forståelse af mennesket og af menneskelivet, som er givet os i Åbenbaringen – siger nej til ”dødens kultur” og alt, hvad deraf følger.

Facit er, at 68-generationen tog fejl, da den troede, at den kunne grundlægge tusindårsriget på dansen om guldkalven.

Den tyske journalist, forfatter og medudgiver af Frankfurter Allgemeine Frank Schirrmacher skrev i 2006 en bog med titlen Minimum. Her beskæftiger han sig ikke blot med de økonomisk-politiske konsekvenser af det faldende befolkningstal i Tyskland, men ser tillige på, hvad der mentalt og holdningsmæssigt sker med mennesker, der lever i et samfund, hvor børn er blevet et særsyn, og hvor de som hovedregel vokser op uden søskende og ofte kun med den ene af forældrene.

Hans konklusion lyder, at brudte familier og underskuddet af børn fører til et tilsvarende underskud af kærlighed og omsorg i samfundet som helhed. En socialt ansvarlig mentalitet er nemlig ikke noget, vi er født med. Det er i familierne, man opdrages til kærlighed og omsorg for hinanden. Derfor, advarer han, vil sammenbruddet i det traditionelle familiemønster føre til, at antallet af mennesker, der har ikke har oplevet og derfor ikke udviklet disse egenskaber, vil stige i fremtiden. I sidste ende, siger han, risikerer vi, at det net af sociale relationer, der binder samfundet sammen og sikrer dets sammenhængskraft, vil blive trævlet op maske for maske.

Denne artikel er bragt første gang i Katolsk Magasin 2012

Om forfatteren:

Torben Riis er redaktør og cand.mag. i fransk og dansk

Se artiklen i printvenlig version