Canadas Højesteret banede med en kendelse i februar 2015 vejen for legalisering af aktiv dødshjælp og assisteret selvmord. Kendelsen åbner mulighed for, at aktiv dødshjælp kan tilbydes personer med en uhelbredelig sygdom, vel at mærke, hvis de er i stand til at tænke klart og derfor også kan give deres samtykke til indgrebet.
Herefter har man nedsat en særlig komité bestående af repræsentanter for alle partier, der har til opgave at udarbejde et lovforslag til forelæggelse i parlamentet inden den 26. februar i år. Loven vil da kunne træde i kraft den 6. juni.
Som led i forberedelserne til udarbejdelsen af lovforslaget blev der onsdag den 3. februar afholdt en høring, hvor ærkebiskoppen af Toronto, kardinal Thomas Collins holdt et indlæg, som i stærke vendinger kritiserede Højesterets afgørelse og opfordrede politikerne til som et minimum at indføre en samvittighedsklausul i loven, som kan tillade såvel de enkelte institutioner som sundhedspersonalet at sige nej til at medvirke ved eutanasi.
Om Højesterets afgørelse sagde han: ”Det stærke budskab fra Højesteret er ikke til at tage fejl af: visse liv er ikke værd at leve. Vi kunne ikke være mere uenige.”
Kardinal Collins, der talte på vegne af en koalition af modstandere af aktiv dødshjælp, understregede endvidere, at Canada har en moralsk pligt til at tilbyde døende patienter kompetent palliativ behandling. Han forudså tillige, at afgørelsen på længere sigt vil få alvorlige konsekvenser for landet. I fremtiden vil ”det at slå et andet menneske ihjel ikke længere blive betragtet som en forbrydelse, men som en slags sundhedsydelse.” ”Patienter,” præciserede han, ”har ret til at afslå pinefuld og uhensigtsmæssig behandling, som kun tjener til at forlænge dødsprocessen. Men der er en afgørende forskel på at være døende og på at blive slået ihjel.”
Collins advarede yderligere om, at retten til at blive aflivet i praksis kan blive til pligten til at dø, når der lægges et ”mildt” pres på patienten for at opnå hans eller hendes samtykke. Ofte, sagde han, er ønsket om at afslutte sit eget liv et råb om hjælp. Samfundet burde i stedet tilbyde omsorg og kærlig støtte til disse sårbare mennesker.
Om vilkårene for lægerne sagde han: ”De, som er kaldet til at helbrede, bliver i stedet involveret i at dræbe.” Det vil, fortsatte han, på den ene side få alvorlige følger for lægerne, som har aflagt løfte om ikke at skade patienten, og på den anden side undergrave patienternes tillid til lægerne.
De canadiske eutanasitilhængere er imidlertid heller ikke tilfredse med Højesterets kendelse. De har allerede iværksat en kampagne for, at ”tilbuddet” også kommer til at omfatte demente og børn med et handicap. Det er et spørgsmål om ”frihed til at vælge”, hævder de. Men hvordan skulle personer, der lider af demens, kunne få glæde af det tilbud?
Se artiklen i printvenlig version