I disse år, hvor der tales meget om behovet for reformer i Kirken, kunne det for at kvalificere debatten være en god idé at lytte til, hvad pave emeritus Benedikt 16. sagde om netop dette spørgsmål tilbage i 2011 under sit besøg i Tyskland i en tale til katolikker med tilknytning til erhvervsliv og politik. Efter en kort indledning fortsatte han:
»Vi har nu i nogle årtier oplevet en tilbagegang i den religiøse praksis og set et betydeligt antal døbte bevæge sig bort fra det kirkelige liv. Det stiller os over for spørgsmålet: Bør Kirken ikke forandre sig? Er den ikke nødt til at tilpasse sine gudstjenesteformer og strukturer til nutidens krav for at kunne nå vor tids søgende og tvivlende mennesker?
Den salige[1] Moder Teresa blev engang spurgt, hvad hun mente at der først og fremmest var behov for at lave om på i Kirken. Hun svarede: dig og mig.
Af denne korte beretning kan vi udlede to ting. På den ene side ønsker Moder Teresa at sige: Kirken er ikke bare de andre, ikke bare embedshierarkiet, paven og biskopperne. Vi er alle sammen Kirken, alle vi døbte. Og på den anden side er hendes udgangspunkt dette: Ja, der er grunde til og behov for ændringer. Alle kristne og hele de troendes fællesskab er kaldet til konstant forandring.
Hvorledes skulle denne forandring se ud i praksis? Taler vi om fornyelser af samme art, som når en husejer ombygger eller giver sin bolig en overhaling med malerkosten? Eller taler vi om et korrektiv med det formål at bringe os tilbage på ret kurs og hjælpe os til at gøre tingene hurtigere og mere målrettet? Vist kan disse og andre tiltag spille en rolle, som vi ikke her kan komme nærmere ind på. Men det grundlæggende motiv for forandringer er disciplenes og Kirkens apostoliske mission.
Kirken må med andre ord uden ophør hellige sig missionen. De tre synoptiske evangelier fremhæver hver især forskellige aspekter af missionsopgaven. Først og fremmest bygger den på personlig erfaring: I skal være vidner (Luk 24,48) ; den kommer til udtryk i personlige relationer: Gør alle folkeslag til mine disciple (Matt 28,19); og den bringer et universelt budskab: Prædik evangeliet for hele skabningen (Mark 16,15). Men på grund af denne verdens krav og begrænsninger bliver dette vidnesbyrd konstant fordunklet, relationerne afsporet og budskabet relativiseret. I det omfang Kirken med pave Paul 6.’s ord i vor tid kæmper for ”at forandre sig med Kristus som forbillede”, må dette nødvendigvis medføre, ”at den handler og tænker helt forskelligt fra den omgivende verden, som den ikke desto mindre stræber efter at påvirke” (Ecclesiam Suam 58). For at kunne fuldføre sin opgave må Kirken igen og igen distancere sig fra sine omgivelser for så at sige at blive ”u-verdslig”.
Kirkens missionsforpligtelse har sin oprindelse i den treenige Guds mysterium, i hans skabende kærligheds mysterium. Og kærlighed er ikke blot noget, der er i Gud, den er Gud, hans natur er kærlighed. Og guddommelig kærlighed ønsker ikke blot at være til for sig selv, men i overensstemmelse med sin natur at være udadrettet. Den er på en særlig måde kommet ned til menneskeheden, til os, ved Guds Søns menneskevordelse og selvopofrelse – i kraft af den kendsgerning, at Kristus, Guds Søn, ved at træde uden for sin guddomsnaturs rammer, har påtaget sig kød og er blevet menneske – ikke for at bekræfte verden i dens verdslighed og lade tingene blive, som de er, men for at forandre den. Kristusbegivenheden rummer i sig den ufattelige kendsgerning, som kirkefædrene kalder sacrum commercium, dvs. en gensidig udveksling mellem Gud og menneske. Fædrene forklarer det på denne måde: Vi har intet at give Gud, vi har kun vores synd at lægge for hans fødder. Og denne synd tager han imod og gør den til sin egen, mens han i bytte giver os sig selv og sin herlighed, i sandhed et ulige bytte, som fuldbyrdes i Kristi liv og korsoffer. Han bliver derved ”en synder”, han tager det på sig, tager det, som er vores, og giver os det, der er hans. Men i takt med at Kirken begyndte at reflektere over og leve troen, blev det klart, at vi ikke kun giver ham vores synd, men at han har sat os i stand til, at han fra vores inderste giver os styrken til også at give ham noget positivt: vores kærlighed – at give ham menneskelighed i ordets positive betydning. Selvfølgelig er det kun i kraft af Guds gavmildhed, at mennesket, tiggeren, som modtager et væld af guddommelige gaver, alligevel er i stand til at give Gud noget til gengæld, at Gud gør det muligt for os at tage imod hans gave ved i hans øjne at sætte os i stand til selv at blive dem, der giver.
Kirken skylder hele sin eksistens dette ulige bytte. Den har intet, som er dens eget, at tilbyde ham, som har grundlagt den, intet, som kunne tillade den at sige: Her er noget vidunderligt, som vi har gjort! Dens eksistensberettigelse består i at være et redskab for Forløsningen, i at lade sig gennemtrænge af Guds ord og føre verden ind i en kærlighedsfuld forening med Gud. Kirken er uløseligt forbundet med Forløserens udstrakte hånd til menneskeheden. Når den er tro mod sig selv, er den altid på farten, den må uophørligt stille sig til rådighed for den opgave, den har fået af Herren. Og derfor må den altid på ny åbne sig for menneskers sorger og bekymringer i denne verden, som den selv er en del af, og give sig selv til dem for at vidne om og fortsætte den hellige udveksling, som begyndte med menneskevordelsen.
Men i Kirkens konkrete historie forekommer også en modsat tendens, nemlig at Kirken bliver selvtilfreds, finder sig til rette i denne verden, bliver sig selv nok og tilpasser sig til verdens normer. Ikke sjældent lægger den større vægt på organisation og institutionalisering end på sit kald til lydhørhed over for Gud og til at få folk til at åbne sig over for deres næste.
For at kunne varetage sin sande opgave tilfredsstillende må Kirken til stadighed bestræbe sig på at gøre sig fri af tendensen til verdslighed og på ny blive lydhør over for Gud. Hermed følger den Jesu ord: ”De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden” (Joh 17,16). Og netop således giver han sig selv til verden. Man kunne næsten sige, at historien er kommet Kirken til undsætning i de perioder, hvor sekulariseringen har været dominerende, ved i betydeligt omfang at medvirke til at rense den og reformere den indefra.
Sekularisering – hvad enten den har ytret sig som beslaglæggelse af kirkegods eller afskaffelse af privilegier eller lignende – har altid ført til, at Kirken grundlæggende er blevet befriet for forskellige former for verdslighed, for i denne proces ser det ud til, at Kirken er tilbøjelig til at vende blikket bort fra sine jordiske besiddelser og på ny villigt tage fattigdomsidealet på sig. I denne henseende deler den skæbne med Levis stamme, som ifølge Det Gamle Testamente var den eneste af Israels stammer, som ikke havde arvet jord fra forfædrene, og hvis eneste arvegods derfor var Gud selv og hans ord og tegn. I sådanne øjeblikke i historien har Kirken ligesom denne stamme levet op til kravene om en fattigdom, der åbner sig mod verden for at gøre sig fri af sine materielle lænker. Og på denne måde har dens missionsvirksomhed genvundet sin troværdighed.
Historien har vist, at i det omfang Kirken bliver mindre verdslig, skinner lyset fra dens missionsvidnesbyrd klarere. Når først Kirken har gjort sig fri af sine materielle og politiske byrder, bliver den i stand til på sand kristen vis at få sit budskab ud og virkelig åbne sig mod hele verden.
(…)
Kirken åbner sig mod verden – ikke for at vinde mennesker for en institution med sine egne krav på magt, men for at vise dem vejen til sig selv ved at føre dem til ham, om hvem enhver med den hellige Augustin kan sige: Han er tættere på mig, end jeg er på mig selv (jfr. Confessiones III,6,11). Han, som er uendelig hævet over mig, er dog så dybt i mit indre, at han er mit sande indre. Denne form for åbenhed over for verden fra Kirkens side giver os også et indblik i, hvordan det på forskellige måder for alvor kan lykkes den enkelte kristne at åbne sig mod verden.
Det drejer sig ikke her om at finde en ny strategi til at relancere Kirken. Snarere gælder det om at afstå fra blot og bar strategi og i stedet stræbe efter total gennemsigtighed, ikke at skjule eller fortie noget vedrørende vores øjeblikkelige situation, men her og nu fuldt ud at leve troen og fjerne alt det, som kun tilsyneladende har med troen at gøre, men som i virkeligheden kun er konventioner eller vaner.
Sagt med andre ord: For mennesker i enhver tidsalder, og ikke blot vores egen, er den kristne tro en forargelse. At den evige Gud skulle kende os og bekymre sig om os, at den uhåndgribelige på et vist tidspunkt er blevet håndgribelig, at han, som er udødelig, skulle have lidt og være død på korset, at vi, som er dødelige skulle have fået lovning på opstandelse og evigt liv – det er for mennesker i enhver tidsalder en dristig påstand.
Denne forargelse, som ikke kan elimineres, medmindre man ville eliminere kristendommen selv, er i den seneste tid ulykkeligvis blevet overskygget af andre smertelige forargelser fra forkyndere af troens side. Der opstår en farlig situation, når sådannne forargelser træder i stedet for den oprindelige Korsets forargelse og derved skjuler det kristne evangeliums sande krav bag forkyndernes uværdighed.
Så meget desto mere er tiden inde til igen at få øjnene op for den rette betydning af at distancere sig fra verden for beslutsomt at fjerne sig fra Kirkens verdslighed. Det betyder selvfølgelig ikke, at Kirken skal trække sig tilbage fra verden, tværtimod. En Kirke, som har gjort sig fri af verdslighedens byrde, er – ikke mindst i forbindelse med sit karitative arbejde – i stand til at formidle den kristne tros livgivende styrke til mennesker i nød, både til dem, der lider, og til dem, der drager omsorg for dem. ”For Kirken er det karitative arbejde ikke en slags velfærdsydelse, som andre ligeså godt kunne levere, men en del af dens natur, et uomgængeligt udtryk for dens inderste væsen” (Deus Caritas Est, 25).
Det hindrer imidlertid ikke, at Kirkens karitative arbejde også til stadighed bør stilles over for kravet om at holde en vis distance til det verdslige, for at dets rødder ikke skal visne bort i takt med en stigende udhuling af dets kirkelige karakter. Kun et dybt forankret forhold til Gud gør det muligt at nå ud til andre, ligesom det omvendt gælder, at en manglende imødekommenhed over for vores næste svækker vores forhold til Gud.
For den Kirke, som har taget afstand fra verdsligheden, og som her og nu, i ord og gerning, fremfor alt vidner om Guds kærlighed ifølge evangeliet, er åbenhed over for denne verdens problemer en opgave, som samtidig peger ud over denne verden, fordi den er intimt forbundet med det evige liv. Lad os både som enkeltpersoner og som Kirkens fællesskab leve denne store kærlighed i al dens enkelhed, hvilket både er det letteste og det vanskeligste at gøre på denne jord, fordi det kræver intet mere og intet mindre end, at vi giver os selv fuldt ud.«
[1] Moder Teresa blev først helgenkåret i 2016.
Se artiklen i printvenlig version