”De mødtes, de skrev til hinanden … og de besluttede at bryde tavsheden.” Således indleder den kendte vatikanist Sandro Magister sin omtale af pave emeritus Benedikt 16.’s og kardinal Robert Sarahs bog ”Des profondeurs de nos cœurs” [Fra dybet af vore hjerter], som udkommer den 15. januar på det franske forlag Fayard. En engelsk oversættelse er undervejs.
Bogen, som er på 180 sider, er inddelt i 4 kapitler: En indledning, som er signeret af begge forfattere, dernæst et kapitel skrevet af Benedikt, som i hovedsagen er identisk med en prædiken, som han holdt skærtorsdag i Peterskirken i 2008, et tredje kapitel skrevet af kardinal Sarah en måned efter synoden, og endelig en konklusion med titlen ”I korsets skygge” skrevet af begge forfattere.
Endnu er kun enkelte passager nået ud til offentligheden, blandt andet forfatternes redegørelse for, at de som en reaktion på Amazonas-synodens forløb så sig nødsaget til at bryde tavsheden og ikke mindst advare mod følgerne af en eventuel udvanding af Kirkens absolutte krav om præsternes cølibat:
”Det var vores hellige pligt endnu engang at sige sandheden om det katolske præsteembede. I disse vanskelige tider bør vi alle være bekymrede for, at Gud en skønne dag vil rette denne hårde bebrejdelse imod os: »Forbandede er I, som ikke sagde fra.«[1]
Perfekt timing
Det er værd at lægge mærke til, at bogen udkommer, mens vi endnu venter på pave Frans’ sammenfatning af synodens resultater, som forventes at løfte sløret for, hvilke konklusioner i slutdokumentet, han har i sinde at give grønt lys for. Det vil uden tvivl gøre det vanskeligt for paven at ignorere en så grundig og veldokumenteret redegørelse for cølibatets betydning, ikke mindst fordi den kommer fra hans forgænger, som hermed for første gang i løbet af sit otium vælger at lægge et lod i vægtskålen vedrørende et spørgsmål af afgørende principiel betydning – og fra kardinal Robert Sarah, der som præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter udtaler sig om et emne, som paven har betroet ham ansvaret for.
Klar tale
Lettere for Frans bliver det ikke, at de to forfattere ikke blot går grundigt til værks, men tilmed udtrykker sig på en måde, der, som Sandro Magister udtrykker det, nærmest har karakter af et ultimatum. F.eks. når kardinal Sarah skriver: ”Der er et ontologisk-sakramentalt[2] bånd mellem præsteembedet og cølibatet. Enhver afkortning af dette bånd vil være det samme som at så tvivl om koncilets såvel som paverne Paul 6.’s, Johannes Paul 2.’s og Benedikt 16.’s forpligtende lære. Jeg beder ærbødigt pave Frans om at beskytte os definitivt mod en sådan situation ved at nedlægge veto mod enhver form for afsvækkelse af den [kirkelige] lov om præsternes cølibat – også selv om den begrænser sig til et bestemt område.”
Læg mærke til den sidste tilføjelse, som på forhånd tager afstand fra den ”salamitaktik”, pave Frans erfaringsmæssigt tyr til i forbindelse med implementering af kontroversielle reformer. At dømme efter de udtalelser, vi til dato har fået fra pave Frans, ser det ud til, at det netop var denne taktik, han havde tænkt sig at gøre brug af. F.eks. da han den 27. januar 2019 i flyet tilbage fra Panama sagde, at han ”personligt” anså cølibatet for at være en gave til Kirken og derfor ikke kunne gå ind for, at man skulle gøre gøre det til et frit valg for den enkelte præst – men straks efter tilføjede, at det kunne være en løsning på præstemanglen i fjerne områder. Netop denne mulighed blev antydet i afsnit 111 i slutdokumentet, som blev vedtaget med to tredjedels flertal af synodefædrene.
Hertil bemærker kardinal Sarah i bogen: ”Som en Afrikas søn forbyder min samvittighed mig at støtte tanken om, at de folk, som er undervejs til at blive evangeliseret ikke skal have lov til at møde præster, der lever deres kald fuldt ud. Folkene i Amazonasområdet har ret til at opleve Kristus som Brudgommen. De bør ikke nøjes med andenrangs-præster. Tværtimod, jo yngre en Kirke er, jo mere har den brug for at blive konfronteret med evangeliet i al dets kompromisløshed.”
[1] Sandsynligvis en hentydning til en lignende replik fra den hellige Katarina af Siena (1347-1380), der som pave Urban 6.’s personlige rådgiver ikke lagde fingrene imellem, når hun bebrejdede ham, at han ikke levede op til sine forpligtelser som pave.
[2] Ontologi: læren om det værende, det, som er til. I denne sammenhæng betyder ”ontologisk” noget helt ”grundlæggende”, noget, som ikke kan ændres eller gradbøjes.
Se artiklen i printvenlig version