USA’s højesteret har den 27. juni med stemmerne 5-3 underkendt en lov i staten Texas fra 2013, som krævede, at abortklinikker for det første skulle have en fast aftale med et lokalt hospital, såfremt der opstod en situation, hvor den aborterende kvinde havde behov for akut lægehjælp, og for det andet, at abortklinikken skulle leve op til de kvalitetskrav, man stiller til ambulatorier, der foretager kirurgiske indgreb.
Disse krav fandt de fem højesteretsdommere udgjorde ”en unødvendig byrde” i forhold til kvinders ret til abort, ligesom de mente, at loven udgjorde ”en væsentlig hindring” for at gøre brug af denne forfatningssikrede ret.
Mindretallet – som bestod af højesteretspræsident John Roberts og af de to dommere Samuel Alito og Clarence Thomas – tog skarpt afstand fra afgørelsen.
Blandt andet udtalte dommer Alito, at det forhold, at der er klinikker, der har måttet lukke i et bestemt område af staten, ikke burde føre til, at klinikker i et andet område af den grund fritages for at efterleve lovens bestemmelser.
Dommer Clarence Thomas sagde i sin mindretalsudtalelse: ”I dag underkender retten to love på befaling af nogle abortklinikker og læger. Denne afgørelse illustrerer Højesterets bekymrende tendens til at bøje reglerne, så snart det drejer sig om en hvilken som helst bestræbelse på at begrænse antallet af aborter eller blot om at give udtryk for modstand mod abort”.
De katolske biskopper i Texas erklærede, at man i forening med millioner af katolikker i Amerika og i hele verden vil fortsætte med at arbejde for at beskytte livet og menneskets værdighed fra undfangelsen til en naturlig død. Kirurgisk abort, sagde biskopperne, er et indgreb, som kan medføre mange alvorlige komplikationer. Derfor har staten en legitim interesse i at sikre den abortsøgende kvinde en så høj grad af sikkerhed som muligt i forbindelse med indgrebet og endvidere sikre, at øjeblikkelig lægehjælp er tilgængelig, såfremt der indtræffer komplikationer som f.eks. blødninger, perforering af livmoderen, blodpropper eller allergiske reaktioner.
Det synspunkt blev ligeledes gjort gældende af de amerikanske Pro Life-organisationer. Lederen af National Right to Life Committee, Carol Tobias, stillede således dette spørgsmål: ”Er disse abortklinikker virkelig så lurvede, at de ikke kan leve op til de minimumskrav, som andre klinikker er underkastet? Og hvor dårlige er mon abortlægerne, siden de ikke kan få en aftale med det lokale hospital? Som vi så det i tilfældet med Kermit Gosnell i Philadelphia, er den indbringende abortindustri enten ikke i stand til eller ikke villig til at holde orden i egne rækker, men lukker øjnene for uhumske og elendige tilstande i klinikkerne.”
Gosnell-sagen
Skandalesagen i Philadelphia tog sin begyndelse i februar 2010, da FBI-agenter og repræsentanter for sundhedsmyndighederne foretog en razzia i den 72-årige læge Kermit Gosnells klinik. Her mødte der dem et forfærdende syn, som de i den efterfølgende rapport beskrev med ord som ”beskidt, afskyeligt, ekstremt uhygiejnisk, aldeles utidssvarende og oprørende”. Ikke alene var de hygiejniske forhold nærmest ubeskrivelige, men Gosnells personale viste sig at være personer uden relevant uddannelse, som gav de abortsøgende kvinder den samme dosis smertestillende indsprøjtninger uanset højde og drøjde. Den medicin, man fandt i skabene, var for en stor del over udløbsdatoen, ligesom klinikkens instrumenter var rustne og forældede og ikke steriliserede efter brug. Det mest chokerende var dog, at man fandt aborterede fostre overalt, som Gosnell opbevarede som trofæer – i plasticposer, mælke- og juicekartoner og endda i emballager til kattemad – herunder også et 19. uger gammelt helt intakt foster, som lå i en kummefryser.
Under den efterfølgende retssag kom det frem, at Gosnells standardprocedure i forbindelse med sene aborter, hvor der var tale om levendefødte børn, bestod i, at man skar et snit i nakken på barnet og klippede rygsøjlen over med en saks for at sikre sig, at det ikke overlevede.
Imidlertid kunne man kun løfte bevisbyrden i to tilfælde – hertil krævedes mere end vidneudsagn – men det var også nok til at idømme Gosnell to livstidsdomme. Det skete i foråret 2013.
Hvorfor greb myndighederne ikke ind på et tidligere tidspunkt? En del af forklaringen er, at Gosnell praktiserede i et fattigkvarter med hovedsageligt ressourcesvage patienter, der var mindre tilbøjelige til at klage. Men klaget blev der nu alligevel – uden at der blev reageret fra myndighedernes side, som da også efterfølgende stod tilbage med et forklaringsproblem.
Det var ikke mindst under indtryk af denne affære, at Texas’ guvernør Rick Perry i 2013 satte sit navn under den lov, som Højesteret nu har underkendt.
Er Højesteret blevet et politisk redskab for skiftende regeringer?
Det hører til sjældenhederne, at Højesteret dømmer om sager vedrørende provokeret abort. Sidste gang det skete var i 2007, da den opretholdt et forbud mod partial-birth abortion – den abortmetode, hvor man i selve fødselsøjeblikket punkterer det endnu ufødte barns hjerne, således at barnet dør, inden det har forladt fødselskanalen og juridisk set har overskredet den ”forfatningsmæssige grænselinje” mellem at være et foster og et nyfødt barn. Metoden var endnu tilladt under præsident Bill Clinton, som nedlagde veto i 1996 mod et forslag i Kongressen om at forbyde metoden.
Tilbage i 1992 bekræftede Højesteret de enkelte staters ret til at indføre love, der begrænsede aborter, så længe de ikke kom til at udgøre ”en unødvendig byrde” eller en ”væsentlig hindring” for kvinders adgang til abort. Det er disse formuleringer, som vi omtalte i starten af denne artikel, den aktuelle dom refererer til.
Det har naturligvis givet anledning til at stille spørgsmålet: Hvad er det, der gør, at lovkrav som i Texas ifølge Højesteret nu – til forskel fra før – udgør en utilladelig byrde og hindring for fri abort? Dommer Clarence Thomas har mere end antydet, at der er tale om en politisk motiveret dom. Han afsluttede sin 17 sider lange mindretalsudtalelse med at konstatere, at Højesteret øjensynlig ”fortsætter med at reducere forfatningsbaseret lovgivning til politisk motiverede værdidomme, indtil den sidste antydning af dens legitimitet er forsvundet.”
Højesterets afgørelse, som naturligvis er et tilbageslag for den amerikanske Pro Life-bevægelse, har samtidig sat fokus på det faktum, at USA’s næste præsident, som i sin embedsperiode kan komme til at udnævne flere højesteretsdommere, vil kunne få afgørende indflydelse på abortlovgivningen i de næste årtier. Men mens der endnu består en vis usikkerhed om, hvor republikanernes kandidat Donald Trump, står i dette spørgsmål, kan det samme ikke siges om demokraternes Hillary Clinton. Straks efter domsafsigelsen erklærede hun, at den var ”en sejr for kvinder”, ligesom hun i løbet af sin kampagne klart har tilkendegivet, at hun ubetinget går ind for fri abort – fra undfangelsen og helt op til fødselstidspunktet.
Se artiklen i printvenlig version