De fleste kender begrebet aflad som et stridspunkt i forbindelse med reformationen, hvor Luther protesterede mod handelen med afladsbreve. Det vender vi tilbage til. Først lidt om, hvad aflad er.
Aflad kan kort karakteriseres som en del af Kirkens bodspraksis. I Den katolske Kirkes Katekismus (KKK) artikel 1471 defineres aflad således:
”Afladen er eftergivelse hos Gud af timelig straf for synder, hvor skylden allerede er slettet – eftergivelse, som den vel forberedte troende opnår på bestemte og definerede betingelser med Kirkens hjælp…”
Aflad forudsætter altså, at skylden er slettet, det vil sige, at den troende, som oprigtigt har fortrudt det forkerte, han eller hun har gjort, har aflagt et gyldigt skriftemål og udført den bod, som præsten efter syndsforladelsen har pålagt vedkommende. Formålet med boden er dels at give angeren et konkret udtryk, dels at rette op på den skade, der er sket, hvis dette er muligt. Men tilbage bliver det, som KKK kalder ”timelig straf for synder.” Hvad er så det?
Der er to slags ”syndestraffe”: timelige og evige. Evig straf er følgen af at have begået en alvorlig synd (dødssynd), det vil sige, at man efter døden dømmes til evig fortabelse i helvede, hvis man ikke har fået slettet denne synd i skriftestolen. Timelig (foreløbig) straf er følgen af mindre alvorlige synder, som også bør slettes i skriftestolen, men som kun beskadiger ikke ødelægger vores forhold til Gud.
Ordet syndestraffe kan godt give anledning til misforståelser. Det er ikke straffe, som rammer os udefra, altså straffe, som Gud idømmer os som en slags hævn for det forkerte, vi har gjort. Syndestraffe er de konsekvenser, det har for os, når vi siger nej til Gud og giver efter for fristelsen til at gøre, som vi selv vil. Det er de uundgåelige følger af, at det, vi gør, i bund og grund er forkert – på samme måde som mavepine er en naturlig følge af, at man har spist fordærvet mad, eller en hjernerystelse er en følge af, at man er snublet og faldet ned ad en stejl trappe. Når vi synder, ændres vores forhold til Gud. Det er ikke Gud, men os, der ændrer det.
De følger af synden, som vi ikke er blevet renset for i dette liv, udgør en hindring for, at vi kan komme direkte i Himlen, når vi dør: ”Men intet vanhelligt kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn…”(Åb 21,27). Derfor bliver vi renset for al urenhed i skærsilden efter døden. Men vi kan allerede her på jorden helt eller delvist gøre os fri af denne urenhed ved til stadighed at stræbe efter at leve i Kristus og gøre hans vilje.
Kirken lærer os, at vi ikke er alene i denne stræben efter hellighed: ”De enkelte Guds børns liv er på underfuld måde, i Kristus og ved Kristus, forbundet med alle andre kristne brødres liv i Kristi mystiske legemes overnaturlige enhed som i én mystisk person” (KKK, 1474).
Hermed sagt, at læren om aflad bygger på læren om de helliges samfund, hvor der (KKK 1475) sker ”en rig udveksling af alle goder.” Og videre står der: ”I denne vidunderlige udveksling kommer den enes hellighed de andre til gode, og det langt ud over den skade, som den enes synd har kunnet forvolde andre. Således gør tilflugten til de helliges samfund det muligt for den angrende synder tidligere og mere effektivt at blive renset for syndestraffene.”
At opnå aflad betyder altså, at man hjulpet af Jomfru Marias og helgenernes bønner og gode gerninger helt eller delvist kan blive befriet for syndestraffe. Man trækker – sagt på meget jævnt dansk – på den goodwill, som helgenerne har hos Gud og får dermed en slags ”rabat” på bod – oprindeligt på den oldkirkelige bodsdisciplins lange og tunge bodsforpligtelser. Det kan lade sig gøre, fordi helgenerne, som er gået forud for os, ”ved at arbejde på deres egen frelse samtidig [har]arbejdet på deres medmenneskers frelse i det mystiske legemes enhed” (1477).
Altså: Læren om aflad hænger sammen med, at vi som kristne aldrig er alene, men bundet sammen i et solidarisk fællesskab, hvor vi skal bære hinandens byrder. Vi er alle, som Paulus siger (Ef 5,30) ”lemmer på hans legeme.” ”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig” (1Kor 12,26). Derfor kan vi også som kristne bede for andres frelse – og bede for dem, der endnu er i skærsilden.
Med alt dette er også sagt, at aflad ikke er en vare, man kan købe for penge. Det, man gør for at opnå aflad, skal være en kærlighedsgerning, altså noget man gør af kærlighed til Gud og til sine medmennesker. Det betyder på den anden side ikke, at aflad ikke kan være forbundet med at give penge – f.eks. til mennesker i nød eller til et kirkeligt projekt af en eller anden art. Tænk f.eks. på Moder Teresas regel: Giv til det gør ondt! Giv til det kan mærkes! Det, man derimod kan sige, er, at penge aldrig fra Kirkens side må gøres til en betingelse for, at en person kan opnå aflad.
Og hermed er vi tilbage til Luther, som fuldt berettiget tog afstand fra de misbrug, som på hans tid fandt sted i forbindelse med tildeling af aflad. Det, som Luther og andre af datidens teologer kritiserede, var den praksis, som især dominikaneren Johann Tetzel blev berygtet for, og som gik ud på at foregøgle mennesker, at de kunne købe sig en plads i Himlen. Således blev aflad reduceret til en handelsvare.
Men afladshandelen såvel som andre udslag af åndeligt og moralsk forfald i Kirken på den tid var anledningen snarere end årsagen til kirkebruddet. Afladshandelen kunne i sig selv ikke have ført til et brud mellem Luther og Den katolske Kirke, hvad der indirekte bekræftes af, at den umiddelbart efter reformationen udtrykkeligt blev forbudt på Tridentinerkoncilet (1545-1563). Når Luther blev ekskommuniceret af pave Leo 10. i 1521, var årsagen ikke, at han havde påtalt et misbrug – noget sådant kan umuligt føre til en ekskommunikation – men at han efterfølgende tog afstand både fra læren om skærsilden og om aflad som helhed og dermed såede tvivl om Kirkens læremæssige autoritet som sådan.
Se artiklen i printvenlig version