Formålet med at hemmeligholde noget er at beskytte Kirken mod dens fjender, ikke at dække over forbrydelser begået af nogle af dens medlemmer
Ærkebiskop Viganò er blevet kritiseret for at have brudt det tavshedsløfte, som alle højtstående prælater med adgang til fortrolige dokumenter aflægger, ved i sin erklæring at have afsløret indholdet af fortrolige dokumenter om pavens dispositioner i forhold til den nu afsatte kardinal McCarrick.
Kan man med andre ord som betroet medarbejder retfærdiggøre at optræde i rollen som ”whistleblower” og dermed se bort fra sin loyalitet over for paven?
Det spørgsmål har Viganò besvaret i en ny erklæring fra sit ukendte eksil, hvor han indledningsvis bekræfter, at nogle af de ting, han afslørede, ganske rigtigt var omfattet af den pavelige tavshedspligt, som han fra begyndelsen af sin embedsperiode i Vatikanet havde forpligtet sig til at overholde. At bryde dette højtidelige løfte beskriver han således som ”den mest smertefulde og mest afgørende beslutning” i sit liv og understreger, at den blev truffet efter måneders overvejelser og bøn ”under indtryk af den stadige strøm af nyheder om frygtelige gerninger, der har ødelagt unge menneskers præstekald og liv”.
”Jeg valgte at tale for at beskytte Kirken, og jeg erklærer med en ren samvittighed over for Gud, at mit vidnesbyrd er sandt.”
”Formålet med at hemmeligholde noget,” tilføjer han, ”er at beskytte Kirken mod dens fjender, ikke at dække over forbrydelser begået af nogle af dens medlemmer. Jeg blev mod min vilje vidne til chokerende forhold, og, som Den Katolske Kirkes Katekismus fastslår i paragraf 2491, er tavshedsløftet ikke bindende i tilfælde, hvor meget alvorlig skade kan undgås ved at gøre sandheden bekendt. Kun løftet om ikke at afsløre, hvad der er sagt i et skriftemål, kunne have retfærdiggjort tavshed fra min side.”
Og han fortsætter: ”Hverken paven eller nogen af kardinalerne i Rom har anfægtet de kendsgerninger, jeg fremlagde i mit vidnesbyrd. Qui tacet consentit[1] må gælde her, for hvis de vil benægte det, jeg har skrevet i mit vidnesbyrd, behøver de blot at sige det og fremlægge dokumentation for deres påstand. Hvordan kan man undgå at konkludere, at årsagen til, at de ikke fremlægger denne dokumentation, er, at de ved, at den bekræfter det, jeg har skrevet?
Det centrale i mit vidnesbyrd var, at paven i det mindste efter den 23. juni 2013 var underrettet af mig om, hvor perverse og ondartede McCarrick intentioner og handlinger var, og at han – i stedet for at træffe de forholdsregler, som enhver god hyrde ville have truffet – gjorde McCarrick til en af sine nærmeste medarbejdere i spørgsmål vedrørende Kirkens ledelse af USA, kurien og endog Kina, som vi for tiden med dyb bekymring oplever det for denne martrede kirkes vedkommende.
Pavens svar på mit vidnesbyrd var: »Jeg vil ikke sige et ord!« Men dernæst modsagde han selv dette udsagn ved at sammenligne sin egen tavshed med Jesu tavshed i Nazaret og over for Pilatus og ved at sammenligne mig – dog uden at nævne mig ved navn – med den store anklager[2], Satan, som sår forargelse og splittelse i Kirken. Hvis han havde sagt ”Viganò lyver”, ville han have bestridt min troværdighed og forsøgt at bekræfte sin egen. Men derved ville han også have styrket de troendes og omverdenens krav om dokumentation for, hvem der har talt sandt. I stedet for har han tyet til bagvaskelse af mig – en forsyndelse, som han ofte selv har betegnet som lige så alvorlig som mord. Han har endda gentagne gange gjort det i forbindelse med fejringen af det allerhelligste sakramente, Eukaristien, hvor han ikke risikerer at skulle svare på spørgsmål fra journalister. Da han endelig talte til journalisterne, bad han dem blot gøre brug af deres professionelle erfaring og drage deres egne konklusioner. Men hvordan skulle journalister kunne afgøre, hvad der sandt, når de, som er direkte involveret i en sag, nægter at besvare spørgsmål eller frigive dokumenter? Pavens manglende vilje til at svare på mine anklager og til at efterkomme de troendes ønsker om forklaringer stemmer dårligt overens med hans egne opfordringer til gennemsigtighed og brobygning.
Hertil kommer, at pavens forsøg på at dække over McCarrick ikke var et isoleret fejltrin. Mange flere eksempler på, at pave Frans har forsvaret homoseksuelle præster, som begik alvorlige seksuelle overgreb mod mindreårige eller unge, er for nylig blevet dokumenteret i pressen. Således f.eks. hans rolle i Julio Grassi-sagen i Buenos Aires, hans genindsættelse af p. Mauro Inzoli, efter at pave Benedikt havde fjernet ham fra hans embede (indtil han kom i fængsel, hvorefter pave Frans laicerede ham) og hans beslutning om at standse efterforskningen af anklagerne mod kardinal Cormac Murphy O’Connor for sexmisbrug.
I mellemtiden har en delegation ledet af den amerikanske bispekonferences formand kardinal DiNardo været i Rom for at anmode om en undersøgelse af McCarrick-sagen. Kardinal DiNardo og de andre prælater burde fortælle Kirken i Amerika og i resten af verden, om paven nægtede at iværksætte en undersøgelse af McCarricks forbrydelser og af de personer, der gjorde sig skyldige i at dække over dem. Det har de troende krav på at få at vide.”
*
Ærkebiskop Viganò opfordrer til sidst i sin redegørelse kardinal Ouellet til at træde frem og vidne om sandheden ved at bekræfte, at det var ham, som inden Viganòs afrejse til Washington orienterede ham om pave Benedikts sanktioner mod McCarrick – og ved samtidig bekræfte, at han fortsat er i besiddelse af de centrale dokumenter, som belaster McCarrick og mange andre i kurien for deres medvirken til at dække over misbrugene.
*
Dagen efter udsendte det uafhængige Johannes Paul 2. Akademi for Menneskelivet og Familien (JAHLF), som ledes af professor Josef Seifert, et åbent brev, hvor de først udtrykker deres troskab over for Petersembedet og dernæst deres lige så uforbeholdne opbakning til ærkebiskop Viganòs klare og modige afsløring i sandhedens tjeneste af disse dybt sørgelige kendsgerninger – og til hans vurdering af, at den pavelige tavshedspligt ikke er bindende i situationer som denne.
Hvad dette angår, slås det i det følgende fast, at en tavshed, som stiller sig i vejen for, at der tages forholdsregler for at beskytte unge seminarister, præster og lægfolk mod yderligere overgreb, i sig selv er en alvorlig forbrydelse. ”Den er ikke det samme som Jesu hellige tavshed over for Pilatus (efter at han havde sagt mange vægtige ord henvendt til Pilatus)”, understreges det endvidere med klar adresse til pave Frans’ famøse tolkning af dette bibelsted, ”det er en ond tavshed, en tavs pagt med djævelen. Det er en tavshed, som udleverer uskyldige ofre til at blive misbrugt igen og igen, det er en tavshed, som tillader præster, biskopper og kardinaler at udføre kirkelige handlinger og tage del i Kirkens ledelse, hvor de rettelig burde være fængslet og gøre bod for deres synder efter at være frataget et hvilken som helst embede som diakoner, præster eller biskopper, således som den kanoniske lov foreskriver.”
”Den tavshed som visse personer forlanger af ærkebiskop Viganò, er de dårlige hyrders tavshed, de hyrder, som flygter og overlader deres flok til ulvene i stedet for at yde dem modstand og jage dem bort med høje råb.”
Konklusionen lyder således: ”Vi støtter også fuldt og helt ærkebiskop Viganòs oprigtige opfordring til, at alle, som er ansvarlige for en sådan tavshed og for at have dækket over de skyldige, bør tvinges til at træde tilbage, eller endnu bedre opfordres til at gøre det frivilligt i overensstemmelse med sandheden og deres samvittigheds røst, som minder dem om disse ord fra vor frelser Jesus Kristus i Matthæus 18,6:
”Men den, der bringer en af disse mine små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.”
[1] Den, som tier, samtykker
[2] Åb 12,10: … for vore brødres anklager er styrtet
Se artiklen i printvenlig version