Over 100 fremtrædende konvertitter sendte 24. september 2015 dette åbne brev til pave Frans og synodefædrene, hvor de giver udtryk for deres bekymring vedrørende de mere kontroversielle spørgsmål på Synodens dagsorden. Det har følgende ordlyd:
Deres Hellighed, kære fædre i Kristus,
Vi er alle konverteret til den katolske tro. Nogle af os har en fortid i andre kristne trossamfund, andre er kommet fra andre trosretninger og var derfor ikke døbt, og andre igen har i bund og grund været sekulære og opfattet sig selv som agnostikere eller ateister. Trods vore forskellige forudsætninger har vi alle det til fælles, at vi er kommet ind i Kirken som voksne. Mens I forbereder jer til Familiesynoden, håber vi, at I vil føle jer opmuntret af de mange lægfolk, som har følt sig og fortsat føler sig draget til Kirken – for en stor del på grund af det, den siger os om mennesket i sin lære om forskellen på de to køn, om seksualitet, ægteskab og familie.
Tidligere ville de fleste af os have opponeret mod i hvert fald visse elementer i Kirkens lære om sådanne spørgsmål. Men da vi begyndte at kunne se, hvor skadelige konsekvenserne var af det store flertals forestillinger om den menneskelige seksualitet, og da nogle af vore egne trossamfund begyndte at give efter for den herskende tidsånd – dens forestillinger om frihed, lighed, fremskridt og dens tiltagende hældning mod forstandsdyrkelse – gik det lidt efter lidt op for os, at der var noget rigtigt i Kirkens forståelse af tingene. Hvor upopulær Kirkens lære om livets realiteter end var i mange tilfælde, følte vi os ikke desto mindre sært tiltrukket af den. Og med tiden blev vi overbevist om, at den udtrykte den dybeste sandhed om os selv – en sandhed, som både er god og smuk, hvor krævende den end måtte forekomme. Hvad mere er, den tiltro, Kirken havde til sin egen lære, og den selvtillid, den udviste i sin forkyndelse, selv når den blev mødt med uforsonlig modstand, var for os et sikkert tegn på, at vi i Kirken kunne møde Jesus Kristus, sådan som han i virkeligheden er. Som mennesker forstår vi begærets magt og det selvretfærdighedens tyranni, som ofte ledsager det. Men som konvertitter kender vi også til kirkelige instansers tilbøjelighed til at ville tilpasse kristendommen til den herskende mentalitet i det omfang, disse instanser savner et synligt, historisk funderet og autoritativt bånd til Kristus gennem hans stedfortræder.
Kort sagt, den kendsgerning, at Den katolske Kirke holdt fast ved den dybeste sandhed om det kropslige aspekt af vort menneskeliv, var noget af det, der tiltrak os, og samtidig for os var et tegn på, at Kirken var det mest pålidelige bindeled til den menneskevordne Kristus.
Stillet over for den forvirrende mangfoldighed af moderne anskuelser om, hvad der er godt for mennesker, ikke mindst når diskussionen drejer sig om det kropslige aspekt, forstod vi, at det var kristendommens grundlæggende påstand om, at Gud, Sønnen, havde optaget alt kød i sig, der stod på spil. Kristus ”åbenbarer mennesket fuldt ud for mennesket selv” (Gaudium et spes, 22). Han ”klarlagde” på den måde, hvad det vil sige at være menneske og dermed også, hvad meningen er med kroppen, med at være henholdsvis mand eller kvinde, med seksualiteten og med ægteskabet og familien. Det gjorde han f.eks., da farisæerne udspurgte ham om skilsmisse, hvor han førte dem (og sine egne disciple) tilbage til ”begyndelsen”, til menneskets natur, således som den var fra skabelsen. Og ikke nok med det, han tilførte denne menneskenatur noget nyt ved i sin nåde at give den del i sin egen troskab mod Kirken. Det var således ikke tilfældigt, at de første kristne blev draget mod Kirken af den menneskelighed, hans efterfølgere udstrålede, en menneskelighed, der f.eks. manifesterede sig i deres dengang enestående holdning til kvinder, børn, seksualitet og ægteskab. Og det var af de samme årsager ikke tilfældigt, at også vi blev draget mod Kirken mange århundreder senere.
Vi er smerteligt bevidste om de vanskelige pastorale spørgsmål, der skal drøftes på Synoden, især dem, der drejer sig om fraskilte katolikker. Også vi har del i den byrde, I skal bære ved at tage stilling til dem. Nogle af os har oplevet smerten ved en skilsmisse i vores eget liv, og så godt som alle iblandt os har venner eller pårørende, der er ramt af problemet. Vi er derfor taknemmelige for, at opmærksomheden nu rettes mod dette problem, som til stadighed volder ægtefællerne, deres børn og så sandelig også samfundet som helhed så megen fortræd.
Vores henvendelse til jer skyldes imidlertid først og fremmest vores bekymring som følge af visse forslag om at ændre Kirkens disciplinære retningslinjer vedrørende kommunion for fraskilte og gengifte katolikker. Vi er oprigtigt forundrede over den holdning, som nogle har givet udtryk for ved at foreslå en bodsperiode, som ville legitimere noget, som Kirken aldrig har tilladt. Efter vor opfattelse respekterer sådanne forslag ikke ægteskabets uopløselighed, hverken hvis man vælger at afskrive det første ægteskab, som om det var noget, der var dødt og borte, eller – endnu værre – hvis man vælger at anerkende dets fortsatte eksistens, men efterfølgende krænker det. Vi kan ikke se, hvorledes sådanne forslag kan undgå at komme i modstrid med selve den kristne lære om ægteskabet. Og vi kan heller ikke se, hvorledes sådanne nyskabelser som påstået kan være hverken pastorale eller barmhjertige. Pastorale tiltag, som ikke respekterer sandheden om de faktiske forhold, kan, hvor velmente de end måtte være, kun forværre den smerte, som de søger at lindre. Vi kan ikke lade være med at tænke på de forladte ægtefæller og deres børn. Og netop med tanke på næste generation, hvordan skulle sådanne ændringer da på nogen måde kunne fostre en forståelse hos unge mennesker for det smukke i ægteskabets uopløselighed?
Fremfor alt mener vi, at de nævnte forslag ikke tager fat om de reelle problemer i forbindelse med den bagvedliggende krise, familien er ramt af, såsom skilsmisser, prævention, samliv før ægteskabet og homoseksualitet. Denne krise er, som Benedikt XVI bemærkede, forårsaget af ”en falsk forståelse af, hvad menneskelig frihed er.” Endnu værre er det, som han efterfølgende påpegede, at vi nu er oppe imod et livssyn, som ”sætter spørgsmålstegn ved selve forestillingen om, hvad det dybest set vil sige at være menneske” (Tale til den romerske kurie, 2012). Ikke alene er de ændringer i Kirkens disciplinære foranstaltninger, som nogle efterlyser, utilstrækkelige i forhold til den udfordring, vi står over for. For os at se er de et udtryk for, at man slet og ret giver op over for det problem, man påstår at ville løse.
Som alle andre har vi været vidne til de menneskelige tragedier, som skilsmissekulturen har ført med sig. Men som konvertitter har vi også været vidne til, hvordan kristne bærer en del af ansvaret for denne kultur. Vi har set vore egne menigheder svigte det oprindelige uforfalskede vidnesbyrd om sandheden om mand og kvinde – og samtidig set dem give op i forhold til at yde deres egne medlemmer den pastorale støtte, som kunne have hjulpet dem til at leve efter det.
Og derfor vender vi os nu til jer. Vi sætter vores lid til, at I vil holde fast ved Kristi lære om ægteskabets uopløselighed med den samme troskab og den samme glædesfyldte og uforfærdede forkyndelse, som har kendetegnet Den katolske Kirke igennem hele dens historie. Lad Kirken – i modsætning til denne verdens kloge hoveder, som råder os til at resignere og erkende vort nederlag – endnu engang minde verden om den ægteskabelige troskabs skønhed, når den leves i forening med Kristus. Hvor mange er der i vor tid tilbage, som kan tilbyde verden andet end et ekko af dens egen kynisme? Hvor mange er i stand til at vise den vejen til at opleve sand kærlighed? Verden har i dag mere end nogensinde brug for Kirkens profetiske vidnesbyrd! Som pave Frans sagde til de tusinder af unge på Verdensungdomsdagen i Brasilien i 2013:
I dag er der dem, der siger, at ægteskabet er gået af mode … De siger, at det ikke nytter at binde sig for livet, tage en definitiv beslutning, fordi vi ikke ved, hvad morgendagen vil bringe. Jeg beder jer i stedet om at være revolutionære, jeg beder jer gå mod strømmen, ja, jeg beder jer om at gøre oprør mod denne kultur, som ser alting som noget foreløbigt, og som i grunden ikke tror på, at I er i stand til at tage ansvar eller i stand til virkelig at elske.
Når I samles i Rom til Familiesynoden, vil vi tilbyde jer at aflægge vidnesbyrd om vores konversion, som bekræfter, at mennesker drages af sandheden om mand og kvinde, således som den er blevet ”klarlagt” af Kristus gennem hans Kirke. Det er vort håb, at vores vidnesbyrd vil styrke jeres, så at Kirken fortsat kan være svaret på, hvad mennesker dybest set længes efter i deres hjerter.
Den engelske originaltekst inkl. listen over de personer, der står som underskrivere, kan ses på: http://aleteia.org/2015/10/05/an-open-letter-to-the-synod-from-over-100-converts/
Se artiklen i printvenlig version