Præfekten for Troslærekongregationen kardinal Gerhard Müller har i et interview med det franske magasin ”Famille Chrétienne” betegnet kardinal Marx’ seneste udtalelser om, at den tyske bispekonference ikke er en underafdeling af Vatikanet og derfor selv fastsætter sine pastorale retningslinjer med hensyn til fraskilte gengiftes adgang til at modtage kommunion, som ”aldeles ukatolske.”
Se mere om Marx’s udtalelser i Mellem to synoder: Mediekrigen raser videre
I interviewet bliver kardinal Müller spurgt, om det er muligt, at visse disciplinære afgørelser om ægteskab og familie kunne uddelegeres til de lokale bispekonferencer, og han svarer:
”Det er en aldeles ukatolsk forestilling, som ikke tager hensyn til Kirkens universelle karakter. Bispekonferencer kan træffe afgørelser i visse spørgsmål, men de er ikke et læreembede ved siden af Kirkens læreembede uafhængigt af paven og samtlige biskoppers fællesskab.”
Dernæst bliver han bedt om at kommentere kardinal Marx’ udtalelse: ”Vi er ikke en underafdeling af Rom”. Og han svarer:
”En bispekonference er ikke et særskilt koncil og endnu mindre et økumenisk koncil. Formanden for en bispekonference er ikke andet og mere end en administrativ mødeleder, og han har ikke i kraft af dette hverv nogen særlig læremæssig autoritet. Når jeg hører nogen udtale, at en bispekonference ikke er en underafdeling af Rom, giver det mig anledning til at minde om, at bispedømmer heller ikke er underafdelinger af bispekonferencers sekretariater eller af det bispedømme, som bispekonferencens formand er biskop for. En sådan holdning risikerer faktisk at genoplive en form for modsætningsforhold mellem de lokale kirker og den universelle Kirke, som man siden 1. og 2. Vatikankoncil har sat sig ud over. Kirken er ikke summen af de nationale kirker, hvis ledere stemmer om, hvem der skal være deres leder på det universelle plan.”
Kardinal Paul Cordes’ bredside mod kardinal Marx
Kardinal Müllers udtalelse blev bakket op af den tyske kardinal Paul Cordes i et interview med CNA (Catholic News Agency), hvor han blandt andet sagde:
”Formanden for den tyske bispekonference har ganske rigtigt en vis kompetence, når det drejer sig om at godkende 2. udgaven af salmebogen eller at foretage ændringer i pilgrimsruten til Altötting. Men det er noget ganske andet, bispekonferencens formand plæderer for her.”
Og han fortsatte: ”Det, formanden taler om, er de fraskilte og gengiftes dramatiske situation. Det er et spørgsmål, som rækker langt ud over regionale særpræg på et rent praktisk niveau med rod i mentalitetsmæssige og kulturelle forskelle – et spørgsmål, som ikke kan adskilles fra selve teologiens kerne. Selv ikke en kardinal kan løse en så kompleks gordisk knude med et enkelt sværdslag. Han må forholde sig til Tridentinerkoncilets sakramentsteologi. Han må endvidere forholde sig til pave Benedikt 16. ord den 21. januar 2012, hvor han i en tale til medlemmerne af Den romerske Rota – den apostoliske Stols ordinære domstol i ægteskabsspørgsmål – sagde, at ingen kan sætte sig ud over Kirkerettens bindende udsagn om pastorale spørgsmål. En ansvarlig hyrde kan ikke lade sig lede af en uklar ”barmhjertighed”. Så når formanden [kardinal Marx] gentagne gange giver udtryk for, at han i læremæssige spørgsmål ønsker at ”forblive i Kirkens fællesskab”, må det enten skyldes, at han er uvidende om de grænser, Læreembedet sætter for pastoral omsorg, eller at hans udtalelse blot er motiveret af ønsket om at fremtræde i et sympatisk lys.”
Kardinal Cordes kommenterer også kardinal Marx’ fremhævelse af Kirken i Tyskland som et forbillede for andre lokalkirker:
”Hvis han dermed vil udtrykke, at Tyskland skulle være et eksempel til efterfølgelse med hensyn til at inspirere de troende til at følge Kristi vilje, tror jeg, at han lader sig bedrage af ønsketænkning. Det eksisterende kirkelige embedsværk i Tyskland er aldeles uskikket til at imødegå den omsiggribende sekularisering.”
Og han afslutter med disse ønsker for den kommende synode:
”Måtte de hyrder, som skal mødes i Rom i dette efterår også vise pastoral omsorg for det flertal af praktiserende medlemmer af Kirken og vejlede dem i, hvordan de til stadighed kan styrke deres ægteskab og rodfæste det i Jesus Kristus, således at de kan blive et vidnesbyrd til verden i dag om Guds kraft i menneskers liv.
Måtte synodefædrene nå frem til at udtrykke dyb respekt for dem, som – på grund af deres troskab over for deres første ægteskabsløfte – aldrig indgik i et nyt forhold. Sådanne tilfælde findes også.”
Se artiklen i printvenlig version