Dette spørgsmål besvarer Den katolske Kirkes Katekismus (KKK) således:
”Ethvert menneske modtager straks efter sin død sin evige løn i sin udødelige sjæl ved en særlig dom, som bedømmer dets liv i forhold til Kristus, enten gennem en renselse eller ved øjeblikkelig indtræden i Himlens salighed eller ved straks at fordømme sig selv for evigt” (1022)
Himlen
Hvem er det, der øjeblikkeligt kommer i Himlen? Det er ifølge KKK dem,” som dør i Guds nåde og venskab, og som er fuldstændigt rensede…” (1023). Kun de, der uden forbehold har taget imod Guds kærlighed, dvs. ”som har troet på ham og er forblevet tro mod hans vilje”, kan komme i Himlen, som er ”det salige samfund af alle dem, som er fuldkomment indlemmet i ham” (KKK 1026).
Det er nok de færreste, der kan leve op til kravet om at være fuldstændigt renset. Man kan nærme sig denne tilstand ved at skrifte sine synder og opnå aflad, dvs. eftergivelse af de timelige straffe – se mere om det under aflad – men til syvende og sidst er det kun Gud, som vi ikke kan skjule noget for, der kan se, om den enkelte endnu har behov for renselse.
Skærsilden
Denne renselse finder sted i ”skærsilden.” Den skal ikke forstås som en straf, for vores forhold til Gud er allerede ændret i bund og grund af Kristus. I dåben er vi blevet Guds børn, så det, der sker i skærsilden, er, at vi – forudsat at vi har angret vores synder – under Guds kærlige vejledning bliver renset for, hvad der måtte være tilbage af dårlige tilbøjeligheder og vaner. Selv om det kan være en pinefuld proces, har det intet at gøre med helvedets pinsler. For i skærsilden har man allerede modtaget den særlige dom og er sikker på at komme i Himlen, når renselsen er fuldendt.
At mennesker har behov for renselse for at kunne komme i Himlen, bekræftes flere steder i Bibelen: ”Men intet vanhelligt kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets bog, Lammets bog” (Åb 21,27).
”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,8).
”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt 5,48).
Selve ordet ”skærsilden findes ikke i Bibelen – det gør eksempelvis ordet Treenigheden heller ikke – men Paulus taler om en rensende ild i Første Korintherbrev 3,13 og siger, at det skal ”vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.”
I Matthæusevangeliet (12,32) omtales synden mod Helligånden således: ”Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller den kommende.” Af de sidste ord må man slutte, at synder også kan tilgives i den kommende verden, efter døden.
Endnu et vidnesbyrd om skærsilden kan man se i Kirkens lære om, at vi som kristne kan bede for de afdøde. Det ville ikke give mening, hvis der kun var Himmel og helvede – for de, der er i Himlen, har ikke længere brug for vores forbøn, og dem, der er i helvede, kan vi ikke længere hjælpe.
At bøn for de afdøde allerede var en religiøs praksis hos jøderne, finder vi belæg for i 2. Makkabæerbog 12, 43-45:
”Han foretog en indsamling blandt mændene og kunne sende næsten 2000 sølvdrakmer til Jerusalem for at bringe et syndoffer – meget rigtigt og klogt gjort, idet han tænkte på opstandelsen. For hvis ikke Judas forventede, at de faldne skulle opstå, havde det været overflødigt og tåbeligt at bede for de døde; desuden forstod han, at den skønneste gave venter dem, der sover hen i gudsfrygt. From og gudfrygtig var hans betænksomhed! Derfor bragte han soningsofferet for de døde, for at de kunne befries for deres synd.”
Helvede
At der findes et helvede, er til gengæld til overflod dokumenteret i Bibelen og har da heller aldrig i kirkehistoriens løb givet anledning til større kontroverser. Noget andet er, at mennesker i vor tid, der hverken tror på Gud eller på, at de har en udødelig sjæl, naturligvis heller ikke forestiller sig muligheden af at kunne blive stillet til regnskab for deres livsførelse efter døden. I England, der ligesom de skandinaviske lande, hører til de mest afkristnede i Europa, har tænketanken Theos (www.theosthinktank.co.uk) foretaget en undersøgelse i 2013 (Spirit of Things Unseen – belief in post-religious Britain) som viser, at mens 95 pct.af de adspurgte englændere tror på eksistensen af et eller andet åndeligt væsen og 77 pct. på, at der er visse ting, som videnskaben ikke kan forklare, tror kun 13 pct. på, at helvede eksisterer.
Man kan heri se en bekræftelse på, at gudstro i den moderne sekulariserede verden i vidt omfang er reduceret til en overbevisning om, at der er ”mere mellem himmel og jord”, og at Gud, hvis han ellers eksisterer, er villig til at tilgive os hvad det skal være. Det sidste er – set med katolske øjne – ikke forkert, men kun hvis man husker at tilføje, at tilgivelse forudsætter oprigtig anger og hos den angrende et lige så oprigtigt ønske om ikke at give efter for den samme fristelse igen.
Hvad siger Jesus om helvede?
Jesus advarer mindst 16 steder i Det nye Testamente mod helvede. I bjergprædikenen taler han om ægteskabsbrud og om utroskab i bredere forstand (”enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte”) og fortsætter: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede” (Matt 5,29). De falske profeter sammenligner han – ligeledes i bjergprædikenen – med et dårligt træ, der ikke bærer frugter. Det skal ”hugges om og kastes i ilden” (Matt 7,19).
I udsendelsestalen til apostlene siger han (Matt 10,28):
”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.”
Og i lignelsen om den rige mand og Lazarus læser vi:
”Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige mand døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines” (Luk 16, 22-25).
Den evige pine?
Er de pinsler, som de fortabte må lide under i helvede, kun noget foreløbigt? Det er der ikke noget, der tyder på. I Matthæusevangeliet (6,31-46) afslutter Jesus således sin forkyndelse af verdensdommen med disse ord:
”Alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv” (se også. Åb 14,11; 19,3; 20,10; Matt 25,46; 26,24; Mark 9,43,45,47; Joh 3,36; Rom 9,22; 1 Kor 6,10 og Gal 5,21).
I KKK (1033) står der følgende:
“At dø i dødssynd uden at have angret den og uden at tage imod Guds barmhjertige kærlighed betyder at forblive skilt fra ham for evigt ved vort eget frie valg.”
Mange har svært ved at forene denne lære med forestillingen om Gud som selve indbegrebet af kærlighed. Hvordan kan den kærlige Gud, som vil tilgive os enhver synd, dømme mennesker til evig straf?
Svaret på dette spørgsmål skal søges i Guds kærligheds mysterium. Guds kærlighed tvinger ikke menneskene. Gud hverken vil eller kan tvinge os til at adlyde det dobbelte kærlighedsbud: at elske ham og vores næste som os selv. Han har skabt os som frie og selvstændige individer med en fri vilje, og vores fri vilje er forudsætningen for, at vi kan nå ind til kærlighedens mysterium og i større eller mindre grad realisere den i vores eget liv. Uden den frie vilje ville vi være livløse robotter, men friheden indebærer uundgåeligt risikoen for, at vi træffer det forkerte valg og vælger at vise kærligheden fra os. Hvis vi gør det, er det ikke Gud, der dømmer os. Så dømmer vi os selv:
”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt…” (Joh 3,17-18).
Udgangspunktet er altså, at Gud ønsker, at alle mennesker uden undtagelse skal frelses, men det er nødvendigvis et valg, vi selv må træffe i frihed. Vil vi gøre os selv til redskaber for hans kærlighed eller lukke os inde i egoisme og foragt for andre mennesker?
”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud” (19-21).
Den evige straf består således i den definitive adskillelse fra Gud, at være adskilt fra hans kærlighed. Er helvede derfor snarere en tilstand end et sted? Det har vi ikke noget definitivt svar på. Vi ved kun, at helvede er befolket med dæmoner og mennesker, som hader Gud og derfor af egen fri vilje forbliver i mørket. Men netop frivilligheden betyder også, at kun de mennesker, som helt bevidst afviser Guds kærlighed og vælger det onde, går fortabt. Ellers ville Jesus ikke på korset kunne bede for sine bødler: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34) eller i Joh 15,22 sige: ”Var jeg ikke kommet og havde talt til dem, havde de ikke haft synd…”
Derfor lyder konklusionen i KKK (1037):
”Gud forudbestemmer ingen til at komme i helvede; dertil kræves, at man af fri vilje vender sig bort fra Gud (en dødssynd) og hårdnakket forbliver i denne holdning indtil enden.”
Se artiklen i printvenlig version