Nye statistiske oplysninger vedrørende situationen i kardinal Reinhard Marx’ ærkebispedømme München og Freising viser, at antallet af katolikker, som forlader Kirken, ikke har stabiliseret sig, men tværtimod stadig er støt stigende.
Det fremgår af den seneste officielle statistik fra ærkebispedømmet, som viser, at 10.744 katolikker meldte sig ud af kirken i løbet af 2019 mod 8.995 i 2018 – svarende til en stigning på knap 20 pct. Det er første gang, man når et tal på over 10.000. Den seneste rekord skriver sig tilbage til 1992, hvor tallet var 9.010.
Ifølge et rundspørge foretaget af den lokale radio- og TV-station Bayrischer Rundfunk begrunder de fleste, der forlader Kirken, deres beslutning med, at de på den måde slipper for at betale kirkeskat, som udgør 8-9 pct af deres indkomstskat.
Andre er mindre tilbøjelige til at støtte kirken, fordi en stor del af midlerne fra kirkeskatten går til at finansiere de tyske biskoppers ofte kontroversielle projekter (eksempelvis den seneste Amazonas-synode), men først og fremmest de lokale synoder. Sidste år fremlagde biskopperne således planer om en toårs ”synodal vej”, hvor lægfolk og biskopper sammen skal diskutere fire emner: den måde, magten udøves på i Kirken – seksualmoralen – præsteembedet – og kvindernes rolle i Kirken. Hvad disse overvejelser vil kunne føre til, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig.
Læs også: Åbent brev til kardinal Reinhard Marx og
De tyske biskoppper bebuder omfattende revision af Kirkens lære om seksualitet
De tyske biskoppers udtalte ønske om at være foregangsland inden for disse områder er imidlertid ikke uden videre blevet accepteret af Vatikanet. Det fremgår blandt andet af pave Frans’ skrivelse Querida Amazonia, hvor han traditionen tro skulle fremlægge sine konklusioner af drøftelserne på Amazonas-synoden (som tyskerne havde finansieret og derfor forventede, at de kunne kontrollere), men hvor han helt undlod at kommentere synodefædrenes reformforslag og i stedet lod alt stå hen i det uvisse.
Læs også: Taktisk tilbagetog
Dette sidste helt i overensstemmelse med hans vanlige strategi, der typisk går ud på så diskret som muligt at liste reformer ind ad bagdøren – f.eks. i form af fodnoter – for at undgå åbenlyse kontroverser inden for Kirken. Med andre ord en strategi, som harmonerer meget dårligt med de tyske biskoppers bulldozertaktik, hvor de ikke i mindste måde lægger skjul på deres hensigter.
Det er, som vi tidligere har været inde på, sandsynligvis en del af forklaringen på, at kardinal Marx trak sig som formand for den tyske bispekonference.
Men hermed er der efter alt at dømme ikke lagt op til en kursændring. Hans efterfølger, biskop Georg Bätzing, talte således i et interview kort efter sin udnævnelse for en ændring af Kirkens lære om homoseksualitet, ligesom han i slutningen af 2019 støttede tanken om interkommunion og om vielse af kvindelige præster. Læg hertil, at et flertal af de 230 medlemmer af synoden under det første møde i slutningen af januar nedstemte et forslag om, at kun de anbefalinger, der er i overensstemmelse med Kirkens lære, efterfølgende kan tages op til behandling i generalforsamlingen.
Kritiske røster
I den tyske bispekonference er der imidlertid endnu kritiske røster, der advarer mod den linje, der i øjeblikket er ved at blive lagt. Her skal blot nævnes Kölns ærkebiskop, kardinal Rainer Maria Woelki, som i et interview med det tyske nyhedsmagasin Die Tagespost den 4. juni slog til lyd for, at ”den katolske Kirke må forblive katolsk”. ”Problemet med ”den synodale vej”, sagde han, ”er, at den tilsyneladende ikke er en åben diskussion, men et projekt, hvis resultat på forhånd er givet: at det obligatoriske præstecølibat skal afskaffes, at kvinder skal kunne vies til diakoner, og at den katolske seksualmoral skal reduceres til en konstatering af, at der ikke fra Kirkens side kan gøres indsigelse mod voksne menneskers frivillige seksuelle relationer af nogen som helst art.”
Det svarer præcis til biskop Bätzings udtalelse på det første møde, hvor han understregede, at Kirkens lære ikke bør formuleres på en måde, så den fremstår som nutidens ”fatale forbudsmoral”.
Umiddelbart efter dette møde konstaterede kardinal Woelki, at alle hans værste anelser vedrørende den synodale vej var blevet bekræftet og tilføjede, at mange af de udtalelser, der var blevet fremsat på mødet, var ”uforenelige med den universelle Kirkes tro og lære.”
”Den måde, hvorpå dette møde var planlagt og ført ud i livet,” sagde han, ”bekræfter min bekymring for, at man er i færd med at etablere et protestantisk kirke-parlament. Mit indtryk er, at meget af det, som hører til grundstammen i katolsk teologi, ikke længere deles af mange i denne forsamling. I stedet er der mange, der tror, at man kan forme Kirken på en helt ny og anderledes måde, hvor Kirkens tradition ikke spiller nogen større rolle.”
I et senere interview med Die Tagespost anlægger Woelki en mere forsonlig tone over for Bätzing. Direkte adspurgt om, hvordan han stiller sig til Bätzings positive holdning til protestanters deltagelse i katolske messer, herunder modtagelse af kommunion, svarer han lidt undvigende, at biskoppen af Limburg naturligvis har lov til at indtage et dristigt synspunkt – men tilføjer dog, at ”han som formand for bispekonferencen svækker sin mulighed for at bygge bro mellem fløjene, når han selv gør sig til talsmand for den ene fløj og offentligt fremsætter forslag, som hans kolleger efterfølgende kan høre om i medierne. ”
Se artiklen i printvenlig version