Som en reaktion på udmeldingerne fra de tyske biskoppers forårsmøde den 11.-14. marts har den amerikanske forfatter George Weigel[1] skrevet et åbent brev til den tyske bispekonferences formand kardinal Reinhard Marx.
Læs også: De tyske biskopper bebuder omfattende revision af Kirkens lære om seksualitet
George Weigel
Indledningsvis henviser han til kardinal Marx’ plan om at iværksætte en ”bindende synodal proces”, hvor Kirken i Tyskland skal diskutere præsternes cølibat, Kirkens seksualmoral og spørgsmålet om ”klerikalisme”[2] – emner, som bispekonferencen har taget op under indtryk af den aktuelle misbrugskrise.
I den forbindelse stiller George Weigel 5 spørgsmål, der, som han udtrykker det, ”måske vil kunne bidrage til at kvalificere diskussionerne” :
1) Hvordan kan en ”synodal proces” i en lokal [national] Kirke formulere ”bindende” konklusioner i spørgsmål, der angår hele den katolske Kirke? Det anglikanske trossamfund har forsøgt noget lignende og er nu havnet i en tilstand af ekstrem forvirring. De lokale anglikanske kirker, som valgte at tilpasse sig den omgivende kultur, er i koma. Er det dette forbillede, De og Deres bispekolleger vil efterligne?
2) Hvad har præstecølibatet i den latinske ritus at gøre med den aktuelle misbrugskrise? Cølibatet har ikke mere at gøre med sex-misbrug, end ægteskabet har at gøre med ægteskabsbrud. Empiriske undersøgelser viser, at de fleste seksuelle overgreb mod unge foregår i (hovedsageligt opløste) familier. Protestantiske trossamfund med gifte præster lider også under sexmisbrugenes svøbe, og under alle omstændigheder er ægteskabet ikke et kriminalitetsforebyggende program. Er det kynisk at forestille sig, at misbrugskrisen nu bliver brugt som våben i et angreb på præstecølibatet, hvor det ikke tidligere er lykkedes at få denne ældgamle tradition afskaffet ved hjælp af andre former for artilleri?
3) Ifølge en rapport i Catholic News Agency har De givet udtryk for, at ”seksualitetens betydning for personligheden indtil nu ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed fra Kirkens side.” Ser man det! Er den hellige Johannes Paul 2.’s ”Kroppens teologi”[3] ikke blevet oversat til tysk? Måske er den, men man kan forestille sig, at den er for lang og for kompliceret en mundfuld for tysktalende katolikker. Tillad mig derfor at henlede Deres opmærksomhed på siderne 347-358 i Zeuge der Hoffnung, som er den tyske oversættelse af Witness to Hope, det første bind af min Johannes Paul 2.-biografi. Der vil De og Deres kolleger finde et sammendrag af Kroppens Teologi, herunder dette værks udførlige personalistiske redegørelse for Kirkens etik vedrørende den menneskelige kærlighed og dets bibelsk baserede forståelse af cølibatet ”for Himmerigets skyld”[4].
4) De giver ligeledes udtryk for, at Deres kolleger i bispekollegiet ”ikke … føler sig i stand til at tale om spørgsmål vedrørende nutidens seksuelle adfærd.” Det var bestemt ikke tilfældet på synoderne i 2014, 2015 og 2018, hvor tyske biskopper gentagne gange følte sig i stand til at ytre sig om sådanne spørgsmål, omend på en måde, der typisk afspejlede nutidens politisk korrekte tankesæt. Og jeg er sikker på ikke at være ene om at spekulere over, hvornår den tyske bispekonference sidst har udtalt sig om nutidens seksuelle adfærd på en måde, der fremstiller Kirkens seksualmoral som livsbekræftende og henordnet til menneskers lykke og åndelige vækst – i det mindste siden de tyske biskoppers massive afstandtagen fra Humanae vitae (den hellige pave Paul 6.’s rundskrivelse i 1968 om familieplanlægningens etik). Men dette er, hvis jeg forstår pave Frans ret, hvad han opfordrer os alle til at gøre: at vidne om og forkynde det ”Ja”, som underbygges af alt det, som Kirken for at forblive tro mod både Åbenbaringen og fornuften nødvendigvis må sige ”Nej” til.
5) CNA-rapporten nævnte også, at Deres ”synodale proces” (som De med et venligt nik med mitraen til Hegel beskrev som et synodalt skridt i den rigtige retning) vil indebære drøftelser med ”De tyske katolikkers Centralkomité”. Kære kardinal Marx, det ville nærmest svare til, at præsident Trump rådførte sig med Fox News, eller at formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, rådførte sig med New York Time’s redaktion. Hvis De venligst vil tilgive, at jeg kommer til at tænke på major Heinrich Strasser i Casablanca, så er selv vi kluntede amerikanere klar over, at ZdK, Zentralkomitee der Deutschen Katoliken, er spydspidsen, som baner vejen for den yderste venstrefløj, således at de tyske biskopper kan positionere sig som den ”moderate” eller ”midtsøgende” kraft i den tyske Kirke. De ved, og jeg ved, og alle burde vide, at konsultationer med ZdK vil føre til yderligere angreb på cølibatet, yderligere accept af nutidens seksuelle modeluner, yderligere nedvurdering af Humanae vitae – til dels baseret på ZdK’s åbenlyse uvidenhed om Kroppens Teologi og tysk fjendtlighed over for Johannes Paul 2.’s rundskrivelse fra 1993 om fornyelsen af katolsk moralteologi, Veritatis Splendor.
Og brevet slutter med disse ord:
”Deres Eminence, den tyske Kirke – mine forfædres katolicisme – er døende. Den vil ikke kunne vækkes til live ved at gøre den til en efterligning af en døende liberal protestantisme.
Jeg ønsker Dem en frugtbar fastetid og en glædelig påske.
[1] George Weigel er seniorforsker ved Washingtons Ethics and Public Policy Center og forfatter til over 20 bøger, blandt andet en to-binds biografi om pave Johannes Paul 2. Han er æresdoktor ved 18 universiteter og en respekteret debattør i den offentlige debat om både politiske og religiøse spørgsmål. Hans seneste bog er The Fragility of Order: Catholic Reflections on Turbulent Times (2018).
[2] Klerikalisme: en i høj grad polemisk glose, der historisk set har været brugt til at advare mod en tilbøjelighed til at tillægge embedshierarkiet (præster og biskopper) en ”overdreven” autoritet i eksempelvis moralske og politiske sammenhænge og samtidig mod tendensen til at bagatellisere lægfolkets rolle i Kirken. Klerikalisme er på det seneste blevet pave Frans’ buzzword for den mentalitet, som efter hans opfattelse har dannet grobunden for gejstliges seksuelle misbrug af børn og unge – dette samtidig med, at han benægter, at der p.t. skulle eksistere et udbygget netværk af homoseksuelle gejstlige, der dækker over hinanden. Hvem paven præcis hentyder til med betegnelsen klerikalisme, og hvad denne mentalitet nærmere går ud på, savner vi fortsat at få konkretiseret.
[3] ”Kroppens teologi” består af 129 onsdagskatekeser, som Johannes Paul 2. holdt i årene 1979-2005. Den engelske oversættelse af den samlede autoriserede udgave fylder i alt 735 sider.
[4] Jfr. Matt 19,12
Se artiklen i printvenlig version