I et interview med det konservative katolske website Rorate Caeli har den kasakhstanske biskop Athanasius Schneider advaret mod at gøre paven til genstand for en veritabel persondyrkelse.
”Som katolikker,” sagde han, ”er vi i kirkeretlig forstand forpligtet til at indordne os under pavens, Kristi stedfortræders autoritet, til at have respekt for ham, bede for ham og omfatte ham med en overjordisk kærlighed.” ”Men,” tilføjede han, ”det er ikke det samme som blind lydighed, selvfølgelig ikke, for Kirken er ikke et diktatur. Den kan snarere beskrives som en familie, hvor det er muligt at diskutere og også respektfuldt og kærligt korrigere hinanden. Såfremt det ikke er muligt, er der ikke den rette ånd i Kirken. Så hersker der en truende atmosfære præget af undertrykkelse og frygt, og det er ikke en atmosfære skabt af Helligånden.”
Schneider fremhævede i denne forbindelse den hellige Katharina af Siena[1] som et eksempel på en helgen, som nærede en dyb kærlighed til og dyb respekt for paven, men ikke desto mindre skrev flere breve til ham, hvor hun i skarpe vendinger formanede ham og kritiserede hans embedsførelse.
Og han tilføjede: ”Hun skrev et brev til paven: ’Allerhelligste fader, hvis du ikke vil omvende dig, så beder jeg dig: træd tilbage, fralæg dig embedet som pave! Jeg skriver dette af kærlighed til dig, for din evige frelses og for Kirkens skyld’.”
”Dette brev og den holdning, der lå til grund for det,” sagde Schneider, ”er ikke skismatisk og på ingen måde fjendtlig over for paven.”
Schneider forsvarede også de fire kardinalers beslutning om at offentliggøre de fem spørgsmål til paven om Amoris laetitia – blandt andet med en henvisning til Paulus’ irettesættelse af Peter, som, sagde han, blev givet i fuld offentlighed. ”Peter,” sagde Schneider, ”var både ydmyg og klog nok til at tage imod denne irettesættelse. Han sagde ikke: ’Du er Paulus, du er imod mig. Du er en kætter, du er skismatisk.’ Nej, han tog taknemmeligt imod den. Og det burde paven også gøre i den aktuelle situation.”
Afslutningsvis sagde biskop Schneider: ”Den bedste måde at hjælpe paven på, for at han kan hjælpe Kirken med at overvinde den forvirring, der består om Kirkens lære, er at bede, bede intenst for ham og endda gøre bod for ham, for hans sjæl, for at Gud vil give ham styrke og visdom til utvetydigt at bekræfte hele Kirken i sandheden, ligesom Peter og så godt som alle hans efterfølgere har gjort.”
[1] Katharina af Siena (1347-1380), helgen, mystiker og kirkelærer. Sammen med den hellige Teresa af Àvila og den hellige Edith Stein skytshelgen for Europa.