Spørgsmålet om, i hvilket omfang pave Frans aktivt støtter de aktuelle bestræbelser på at bekæmpe og forebygge seksuelle misbrug i Kirken, er dukket op igen, efter at Marie Collins den 1. marts valgte at trække sig fra Den pavelige kommission for beskyttelse af mindreårige”.
Marie Collins, som selv er blandt ofrene for seksuelle overgreb begået af præster, og som siden var med til at opbygge en hjælpetjeneste for børn i ærkebispedømmet Dublin, blev i marts 2014 medlem af kommissionen. Som begrundelse for sin afgang har hun især anført de vanskeligheder, kommissionen fra begyndelsen har haft med at trænge igennem i forhold til Vatikanets bureaukratiske instanser, mangel på ressourcer og direkte modvilje fra kredse i kurien mod at implementere initiativer foreslået af kommissionen, uanset at de var godkendt af paven.
Som det seneste eksempel herpå nævner hun, at paven sidste år på et forslag fra kommissionen gav samtlige adminstrative instanser besked på at sikre, at alle henvendelser fra misbrugsofre blev besvaret. Ikke desto mindre modtog kommissionen et brev fra en af kongregationerne, som afviste at påtage sig opgaven.
”For mig er det utåleligt,” siger hun, ”at lytte til de officielle udtalelser om, at man i Kirken er dybt engageret i at tage sig af dem, hvis liv er blevet ødelagt af seksuelle overgreb, når man samtidig er vidne til, at en kongregation i Vatikanet nægter så meget som at bekræfte modtagelsen af disse menneskers breve. Det vidner om, hvordan hele denne misbrugskrise er blevet håndteret i Kirken: med fine ord udadtil, mens man bag lukkede døre træffer beslutninger, der går i stik modsat retning.”
”Da jeg i 2014 sagde ja til at blive medlem af kommissionen, udtalte jeg offentligt, at såfremt jeg konstaterer, at det, der bliver sagt bag lukkede døre, ikke harmonerer med det, der bliver blev sagt udadtil, bliver jeg ikke siddende. Dertil er det kommet nu. Jeg føler, at jeg ikke har andet valg end at gå, hvis jeg skal bevare min selvrespekt.”
Men paven slipper ikke helt for kritik. Ifølge National Catholic Reporter bemærker hun, at paven efter hendes opfattelse ikke gør sig klart, i hvor høj grad hans beslutninger om at mildne straffen for visse dømte misbrugere ”undergraver alt, hvad han i øvrigt foretager sig på dette område – herunder også hans opbakning til kommissionens arbejde”.
Sandro Magister vurderer på sin blog, at Marie Collins’ skepsis over for Frans skriver sig tilbage til den 10. januar 2015, hvor Frans udnævnte Juan de la Cruz Barros til biskop i Osorno i Chile. På det tidspunkt var Barros under anklage for at have dækket over den pædofilidømte præst Fernando Karadima og tilmed af to præstestuderende beskyldt for at have været til stede, mens nogle af overgrebene fandt sted. Hans indsættelse blev derfor mødt med voldsomme protestdemonstrationer foran domkirken. 1300 katolikker i Osorno, heriblandt 30 sognepræster og 120 medlemmer af det chilenske parlament, havde forinden sendt et brev til pave Frans, hvor de opfordrede ham til at tilbagekalde udnævnelsen.
Også Marie Collins og andre medlemmer af kommissionen reagerede. De rejste til Rom, hvor de opsøgte kommissionens formand, kardinal Sean Patrick O’Malley, og bad ham opfordre paven til at annullere udnævnelsen af Barros. Uden resultat. Pave Frans afviste kategorisk alle anklager mod Barros, og i en efterfølgende samtale på Peterspladsen med en tidligere talsmand for den chilenske bispekonference, som blev optaget på video og senere offentliggjort, betegnede han de mennesker, der havde fremsat anklagerne, og dem, som havde troet på dem, som ”venstredrejede tåber”. Marie Collins’ kommentar til videoen var, at hun var ”nedslået og bedrøvet over at se de modige vidnesbyrd fra Karadimas ofre omtalt af paven på denne måde.”
Kardinal Errázuriz
Med til historien hører, at Frans udnævnte kardinal Errázuriz, som var Fernando Karadimas biskop på det tidspunkt overgrebene fandt sted, til medlem af C9 – det magtfulde råd bestående af 9 kardinaler, som Frans oprettede i september 2013. Under retssagen mod Karadima kritiserede dommeren Errázuriz for i årevis ikke at have reageret på henvendelser vedrørende Karadimas overgreb. Et af ofrene, Juan Carlos Cruz, havde denne kommentar til udnævnelsen: ”Hvorfor vælger pave Frans, som prøver at rydde op i Kirken, en mand som Errázuriz, som har skadet så mange med det, han har gjort? Han ville ikke tro på os og bagatelliserede sagerne om sexmisbrug.”
Kardinal Danneels
Kardinal Danneels ses i midten mellem de to kardinaler
Det samme spørgsmål kunne man stille vedrørende pavens hjertelige forhold til den belgiske kardinal Godfried Danneels, som i 2010 i en båndoptagelse blev afsløret i et forsøg på at dække over et årelangt misbrug begået af hans nære ven biskop Roger Vangheluwe. Offeret var biskoppens nevø. Under et møde, som uden kardinal Danneels eller biskoppens vidende blev optaget på bånd, beordrede Danneels offeret til ikke at fortælle nogen om overgrebene, men i stedet ”bede om tilgivelse” og ”erkende sin egen del af skylden.” Da båndet kort efter blev lækket til medierne, tilstod biskop Vangheluwe overgrebene mod sin nevø og trådte tilbage fra sit embede.
Men uanset at pave Frans gentagne gange har bedyret, at biskopper, som dækker over seksualforbrydelser, vil blive fjernet fra deres poster, har han tværtimod belønnet Danneels – første gang, da han efter sit valg trådte frem på balkonen med Danneels ved sin side, og efterfølgende, da han til manges forargelse personligt indbød ham til at deltage i både den første og den anden Familiesynode i henholdsvis 2014 og 2015.
Inzoli-sagen
I 2012 blev den italienske præst Mauro Inzoli (populært kaldet ”Don Mercedes” på grund af sin lidet asketiske levevis) anklaget for at have misbrugt børn – endog i skriftestolen. Troslærekongregationen fandt ham skyldig og besluttede at fratage ham retten til at fungere som præst. Ikke desto mindre valgte pave Frans at benåde ham, efter at to af hans nærmeste medarbejdere, kardinal Coccopalmerio[1] og formanden for den romerske Rota, monsignore Pio Vito var gået i brechen for ham. Pave Frans genindsatte ham som præst i 2014, en beslutning, som ikke er blevet mindre pinlig af, at Inzoli i 2016 ved en italiensk domstol er blevet idømt 4 år og 9 måneders fængsel for otte tilfælde af overgreb mod børn.
Sagen om Provolo-instituttet for døve og stumme børn
I december 2013 skrev en gruppe elever fra Provolo-instituttet i Verona direkte til pave Frans, at de var blevet seksuelt misbrugt af præsten Nicola Corradi. De havde uden resultat klaget til de kirkelige myndigheder i Verona og gjorde nu paven opmærksom på, at præsten for tiden arbejdede med stumme og døve børn i Argentina.
Men først i februar 2016 kom der efter fornyede henvendelser fra ofrene en reaktion fra Vatikanet: Paven, hed det i svaret, havde overgivet sagen til den italienske bispekonference, som imidlertid ikke ville efterkomme deres ønske om en uvildig undersøgelse af sagen.
I tre år efter at paven var blevet informeret om misbrugene, kunne Corradi uanfægtet fortsætte sit virke på den argentinske skole. Men i november 2016 blev den nu 86-årige Corradi, den 55-årige præst Horacio Corbacho og tre andre mænd arresteret af det argentinske politi. De er p.t. tiltalt for seksuelle overgreb og vold mod børn på Provolo-instituttet i det nordvestlige Argentina. Da politiet ransagede skolen, fandt de pornografi og 34.000 dollars i kontanter på Corradis værelse.
Efterfølgende er omkring 60 nuværende og tidligere elever trådt frem og har vidnet om de overgreb, de har været udsat for fra de fem mænds side.
Den 28. december 2016 sendte pave Frans et brev til samtlige biskopper i verden, hvor han understregede, at Kirken fastholder en nultolerance-politik over for præster, der misbruger børn. Her skrev han blandt andet, at ”de lidelser og den smerte, som børn, der misbruges seksuelt af præster, udsættes for, er en synd, der bringer skam over os … den synd, der består i ikke at hjælpe, den synd, der består i at dække over og fornægte misbrugene og misbruge sin magt.”
Hertil bemærker den internationale ekspert i menneskehandel og efterforskning af overgreb mod børn, den amerikanske advokat Elisabeth Yore i en kommentar[2], som denne artikel delvis bygger på:
”Kære pave Frans, hvem er ansvarlig for at indtrængende bønner fra ofrene for Nicola Corradis seksuelle overgreb på døve og stumme børn er blevet overhørt? Hvem var det, der genindsatte den laicerede seksualforbryder p. Inzoli som præst, og hvem var det, der hædrede kardinal Danneels, som var grebet i at dække over misbrug, ved at indbyde ham til familiesynoderne og til at stå på balkonen i forbindelse med pavevalget?”
[1] Coccopalmerio har netop udgivet en pamflet, hvor han argumenterer for, at fraskilte gengifte betingelsesløst bør kunne modtage kommunion.
[2] https://www.lifesitenews.com/opinion/six-cases-where-the-sexual-abuse-scandal-touches-pope-francis
Se artiklen i printvenlig version