Den 20. september underskrev over 400 katolske teologer og forskere en erklæring med overskriften ”Tilslutning til Kirkens lære om seksualitetens gave”. Erklæringen var en reaktion på en opfordring fra det kontroversielle Wijngaards Institute for Catholic Research[1] til at revidere Kirkens lære om prævention, således som den er udtrykt i pave Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae fra 1968. Wijngaards-dokumentet, som har overskriften ”Om det etiske grundlag for at bruge prævention”, er ifølge repræsentanter for instituttet blevet distribueret til alle afdelinger og udviklingsorganer i FN til brug for organisationens arbejde med at implementere de såkaldt bæredygtige udviklingsmål frem til 2030.
I dokumentet, som hævder, at der hverken er bibelsk eller biologisk belæg for Humanae vitae’s afvisning af kunstig prævention, opfordres der ligeledes til en fornyet refleksion over Kirkens holdning til en række beslægtede emner såsom onani, homoseksuelle forhold og kunstig befrugtning.
Ingen katolske argumenter for prævention
Hertil svarer de over 400 katolske teologer for det første, at det ikke med udgangspunkt i katolsk tænkning er muligt at argumentere for prævention. Samtlige paver siden Paul 6. har bekræftet Humanae vitae’s lære – senest pave Frans i Amoris laetitia. Hertil kommer, at Wijngaards-dokumentet giver et fortegnet billede af den katolske Kirkes lære om prævention. Og påstanden om, at der savnes bibelsk og videnskabelig dokumentation for Kirkens lære om prævention, påpeger de, modsiges af det sidste halve århundredes imponerende videnskabelige produktion om netop dette emne, herunder dybdeborende refleksioner over ”kroppens teologi”[2], personalisme og den naturlige morallov. Det er heller ikke korrekt, som det påstås, at Humanae vitae i hovedsagen bygger sin argumentation på ”biologiske love.” Tværtimod fokuserer den, som den bør, på den enkelte persons forhold til Gud og medmennesket.
I ”Tilslutning til Kirkens lære om seksualitetens gave” uddybes herefter grundlaget for Kirkens afvisning af kunstig prævention i 11 punkter om Gud, ægteskabet og forholdet mellem tro og viden.
Humanae vitae – en profetisk rundskrivelse
I slutningen af sin rundskrivelse advarede pave Paul 6. mod konsekvenserne af at ignorere Kirkens lære om prævention. Derfor, siger teologerne, var Humanae vitae en profetisk skrivelse, som forudså, at et knæfald for den præventive mentalitet ville føre til utroskab mellem ægtefæller, en almindelig svækkelse af moralen og seksuelt misbrug af kvinder: ”Adskillige undersøgelser viser, at prævention, såsom p-piller og spiraler kan forårsage alvorlige helbredsskader for kvinder. Den udbredte brug af prævention synes i høj grad at have bidraget til stigningen i antallet af uægteskabelige forhold, graviditeter uden for ægteskabet, aborter, enlige forsørgere, papirløse forhold, skilsmisser, fattigdom, udnyttelse af kvinder og har endvidere været en medvirkende årsag til faldet i antallet af indgåede ægteskaber, faldende fødselsrater og faldende befolkningsvækst i store dele af verden. Der er endda i stigende grad evidens for, at kemisk prævention skader miljøet.”
Pave Paul 6. forudså endvidere, at prævention ville blive – ikke blot et tilbud, men en tvangsforanstaltning: ”Hvem ville kunne hindre en regering i at fremme, ja endog – hvis det skønnedes nødvendigt – pålægge befolkningen brugen af svangerskabsforebyggende midler, som den regnede for de mest effektive?”[3]
Afsluttende henstiller erklæringen til internationale organisationer og regeringer om at fremme oplysningen om naturlig familieplanlægning, fordi disse metoder bygger på en videnskabeligt underbygget viden om kvinders fertilitetscyklus, er lette for kvinder i den 3. verden at tilegne sig, så godt som uden omkostninger og befordrende for respekten for kvinderne.
Biskop Richard Malone
Opbakning fra den amerikanske bispekonference
Formanden for de amerikanske biskoppers komité for lægfolket, ægteskabet, familien og ungdommen, biskop Richard J. Malone, har hilst de over 400 teologers initiativ velkommen. ”Det er opmuntrende, ” skriver han, ”at se en stor gruppe akademikere stå frem og støtte og forsvare Kirkens lære om kærligheden i ægteskabet og om ansvarligt forældreskab samt det faktum, at prævention og sterilisation er moralsk uacceptabel og ikke kan bringe mennesker den lykke, de stræber efter.”
Og han fortsætter: ”Erklæringen gør smukt og klart rede for hovedindholdet i Kirkens lære, som undertiden bliver karikeret og fremstillet i et falsk lys, men som endnu oftere er ukendt eller ikke tilstrækkeligt forstået. Ægtepar, der bruger prævention, er i mange tilfælde ikke klar over, at sådanne handlinger modsiger selve den ægteskabelige kærlighed og Guds plan for dem. Muligvis er de heller ikke opmærksomme på de fysiske bivirkninger eller det forhold, at visse præventionsmidler kan fremkalde en abort.”
Biskoppen råder katolikker, som bruger eller har brugt prævention til at besinde sig på Kirkens lære og søge råd og vejledning hos en præst eller en anden med kendskab til naturlig familieplanlægning.
[1] Stiftet af den fratrådte hollandske præst og kontroversteolog Johannes Wijngaards. Han betegner selv sit institut som en progressiv tænketank med det formål at fremme ligestillingen mellem kønnene i Kirken, herunder bane vejen for kvindelige præster, og at indføre mere demokratiske beslutningsprocesser.
[2] Oprindeligt titlen på pave Johannes Paul’s 129 onsdagskatekeser i perioden 1979-1984 om betydningen af den menneskelige seksualitet, der er samlet i et værk på over 700 sider – som Wijngaards-dokumentet praktisk talt lader ude af betragtning. Her bruges udtrykket også om den senere litteratur om emnet.
[3] Humanae vitae afsnit 17
Se artiklen i printvenlig version