Kardinal Caffara:
Uanset om det er en præst, en biskop eller en kardinal, der fortæller jer noget om ægteskabet, der er i strid med Den Katolske Kirkes Katekismus, så lyt ikke til det!
Kardinal Carlo Caffara, ærkebiskop emeritus af Bologna og tidligere medlem af Det pavelige Råd for Familien, har ved flere lejligheder udtalt sig kritisk om pave Frans’ apostoliske skrivelse Amoris laetitia. Senest i et omfattende interview med det amerikanske katolske website OnePeterFive.
Det var i et brev til kardinal Caffara, at søster Lucia[1] af Fatima afslørede, at ”det endelige opgør mellem Herren og Satans herredømme vil dreje sig om ægteskab og familie.”
I interviewet bliver han spurgt om, hvad han – hvis han fik lejlighed til det – ville anbefale paven at gøre for at råde bod på den forvirring, der er opstået i kølvandet på Amoris laetitia. Hertil svarer Caffara, at han for det første ville bede paven om at skabe klarhed vedrørende de punkter, som selv kardinaler og biskopper udlægger vidt forskelligt. Mere specifikt udbeder han sig en forklaring på, om det, der siges i afsnit 305 fodnote 351[2] også gælder fraskilte og gengifte par, som har i sinde at fortsætte med at leve som mand og kone i det nye forhold – og hvor meget der i så tilfælde må betragtes som ophævet af det, der læres i hhv. Familiaris consortio[3] afsnit 84, Reconciliatio et Poenitentia[4] afsnit 34, Den Katolske Kirkes Katekismus afsnit 1650[5] og i den almindelige ægteskabsteologi.
Og Caffara tilføjer: ”Kirkens konstante lære – således som den senest er blevet bekræftet i Veritatis splendor[6] afsnit 79 – er, at der er negativt formulerede moralnormer, som ikke tillader undtagelser, fordi de forbyder handlinger, som i sig selv, dvs. altid og under alle omstændigheder, er uacceptable og uredelige – som f.eks. ægteskabsbrud. Anses denne traditionelle lære stadig for sand, selv efter Amoris laetitia?”
På spørgsmålet om, hvad han vil råde almindelige katolikker til, der i den aktuelle situation føler sig usikre med hensyn til ægteskabet, svarer Caffara: ”Til dem vil jeg blot sige dette: ”Læs og tænk nøje over det, der står i Den Katolske Kirkes Katekismus 1601-1666. Og når I hører nogen tale om ægteskabet – uanset om det er præster, biskopper eller kardinaler – og I efterfølgende konstaterer, at det ikke stemmer overens med Katekismen – så lad være med at lytte til dem. De er de blinde, der leder blinde[7].”
Om kardinal Schönborns seneste kommentar til Amoris laetitia
Kardinal Caffara bliver senere i interviewet bedt om at kommentere kardinal Christoph Schönborns nylige vurdering af, hvilken vægt man bør tillægge Amoris laetitia i forhold til tidligere læreudsagn om ægteskab og familie. Herom sagde Schönborn i et interview med jesuitternes officielle avis Civiltà Cattolica: ”Vi må læse læremæssige udsagn om familien i lyset af Amoris laetitia – ligesom vi må læse det første koncil i Nikæa i lyset af koncilet i Konstantinopel og det Første Vatikankoncil i lyset af det Andet Vatikankoncil.”
Schönborns ord kan ses som en replik til kardinal Raymond Burke, som for nylig sagde, at Amoris laetitia er underlagt alle tidligere autoritative læreudsagn og således ikke kan ændre noget i Kirkens konstante lære.
Caffara svarer hertil, at man ikke kun, som Schönborn siger, skal læse tidligere forpligtende udtalelser i lyset af Amoris laetitia. Kirkens levende Tradition, påpeger han, er bipolar. Den har to retninger, ikke kun en. Den anden (Traditionen) er den vigtigste. ”Min gode ven, kardinal Schönborn, tager ikke i betragtning, hvad der er sket i Kirken siden offentliggørelsen af Amoris laetitia. Biskopper og mange teologer, som er trofaste over for Kirken og læreembedet hævder, at der på ét bestemt, men meget vigtigt punkt ikke er kontinuitet, men snarere en modsætning mellem Amoris laetitia og tidligere forpligtende udtalelser fra Kirkens læreembede. Det siger disse teologer og filosoffer ikke i en upassende eller oprørsk ånd i forhold til den hellige Fader selv.
Caffara understreger i denne sammenhæng, at man ikke som Amoris laetitia (fodnote 329) på den ene side kan hævde, at Kirken i visse tilfælde accepterer seksuelt samkvem mellem fraskilte gengifte, og samtidig påberåbe sig Traditionen: ”Når nogle siger, at der ikke er ændret noget i læren, og at det kun drejer sig om at tage sig af nogle få tilfælde, svarer jeg: Den moralske forskrift »Du må ikke begå ægteskabsbrud« er en absolut negativ forskrift, som ikke åbner mulighed for undtagelser. Man kan gøre det gode på mange forskellige måder, men der kun én måde, man kan undlade at gøre det onde på, og det er ved ikke at gøre det onde.
Afsluttende spørger intervieweren, hvilken rolle lægfolket kan spille med hensyn til at bevare den katolske tro i dens helhed.
”Jeg har svært ved at få øje på, at andre end familien skulle være i stand til at videregive troen til kommende generationer,” svarer kardinal Caffara. ”Troende familier vil – stillet over for nutidens åndelige barbari – kunne gøre, hvad benediktinske klostre gjorde efter Romerrigets fald, da Europa efterfølgende blev invaderet af barbarer. Og Gud være lovet for, at sådanne familier eksisterer og ikke har opgivet at gøre modstand.”
[1] Søster Lucia (1907-2005) var det ene af de tre børn, som Jomfru Maria viste sig for i Fatima i maj 2013. Hun indtrådte efterfølgende i et kloster, hvor hun nedskrev de budskaber, hun havde fået under åbenbaringerne.
[2] Afsnit 305 siger, at en person, som ”objektivt set lever i synd, men som på grund af ydre påvirkninger eller andre formildende omstændigheder ikke i subjektiv forstand eller kun delvis kan gøres ansvarlig for dette, kan tænkes at leve i Guds nåde, elske og ligeledes vokse i nådens og i kærlighedens liv ved at modtage hjælp hertil fra Kirken”. Og i fodnote 351 tilføjes det: ”I visse tilfælde kan det også dreje sig om sakramenternes hjælp.”
Læs også: Amoris laetitia – foreløbige reaktioner
[3] Pave Johannes Paul 2.’s rundskrivelse fra 1981, dansk titel: Fællesskabet i familien
[4] Pave Johannes Paul 2.’s rundskrivelse fra 1984, hvor han forkaster en skelnen mellem personlig og social synd, som i sidste instans kan føre til en fornægtelse af det personlige ansvar. Populært sagt: Det var ikke min, men uheldige omstændigheders eller samfundets skyld.
[5] Her står der bl.a.: ”Hvis de fraskilte er gengift borgerligt, befinder de sig i en situation, som går objektivt mod Guds lov. Følgelig kan de ikke gå til den eukaristiske kommunion, så længe denne situation vedvarer … Forsoningen gennem Bodens sakramente kan kun gives dem, som angrer deres krænkelse af tegnet på Pagten og på troskaben mod Kristus, og som forpligter sig til at leve i fuldstændig afholdenhed.”
[6] Pave Johannes Paul 2.’s rundskrivelse fra 1993 om fundamentale moralteologiske spørgsmål.
[7] Jfr. Luk 6,39: ”Kan en blind lede en blind?”
Se artiklen i printvenlig version