Pave Frans’ længe ventede apostoliske skrivelse, hvor han reflekterer over drøftelserne på de to familiesynoder i henholdsvis 2014 og 2015, blev offentliggjort den 8. april. Skrivelsen, der har fået titlen Amoris laetitia (Kærlighedens glæde), er et særdeles omfattende dokument på 250 sider inddelt i ni kapitler, 325 paragraffer og 391 fodnoter.
Uanset dets imponerende længde har opmærksomheden som forventet samlet sig om pavens stillingtagen til de to mest kontroversielle spørgsmål, der blev drøftet på begge synoder, nærmere bestemt, hvordan Kirken skal forholde sig til fraskilte gengifte katolikker og til katolikker, der lever i homoseksuelle parforhold. Og lige så forventeligt har reaktionerne på pavens skrivelse delt vandene mellem kommentatorerne både i og uden for Kirken.
Det betyder imidlertid ikke, at man kan trække en entydig skillelinje mellem dem, der er kritiske over for skrivelsen, og dem, der er overvejende positive i deres vurdering af den. Så enkelt er det ikke, al den stund man kan have forskellige grunde til at være enten velvilligt eller kritisk indstillet. Meget afhænger således af, hvilke problemstillinger de enkelte debattører fokuserer på.
På baggrund af de reaktioner, der foreløbig har været, kan man skelne mellem dem, der beskæftiger sig med
- i hvilket omfang pavens forslag til pastorale tiltag er i overensstemmelse med Kirkens lære
- i hvilket omfang skrivelsens vurderinger kan siges at være forpligtende for katolikker
- hvilke signaler skrivelsen som helhed sender både udadtil og indadtil
- og hvilken indflydelse den fremtidigt kan forventes at få på Kirkens pastorale praksis.
Kardinal Raymond Burke, som fra 2008-2014 var præfekt for ”Signatura Apostolica”, den højeste kirkeretlige instans efter paven, har i National Catholic Register skrevet en længere artikel, hvor han – meget kort fortalt – slår fast, at skrivelsen korrekt bør ses som et non-magisterial document, altså som et dokument, der ikke formelt udtrykker forpligtende lære, men snarere pavens personlige vurderinger, og at tekstens budskaber derfor nødvendigvis må tolkes i lyset af af Kirkens konstante lære om ægteskab og familie. Der er, konkluderer han, ikke, som nogen påstår, sket ændringer i Kirkens lære, simpelthen fordi paven ikke har magt til at ændre den. Burke gør i den forbindelse op med forestillingen om, ”at ethvert ord, der udgår fra Peters efterfølger, bør betragtes som en del af Kirkens ufejlbare lære.” Dette uanset ”den respekt, vi skylder Peters-embedet, som er indstiftet af Kristus selv.”
Når kardinal Burke insisterer på netop denne pointe, skal det ses som en replik til den såkaldt progressive fløj repræsenteret af blandt andre Chicagos ærkebiskop Blase Cupich, som hilste skrivelsen velkommen som en game changer, altså som et dokument, der sætter en helt ny dagsorden. Hvad dette angår, var han helt på linje med kardinal Kasper, der har omtalt den som ”revolutionerende”, og med de typiske reaktioner i medierne. F.eks. erklærede Associated Press, ”at Kirkens lære herefter ikke bør have det sidste ord i vanskelige moralske spørgsmål” og at ”katolikker bør lade sig lede af deres egen oplyste samvittighed”. Også nyhedskanalen CNN og The New York Times har pustet til forestillingen om, at skrivelsen lægger op til væsentlige ændringer i Kirkens lære og praksis.
Og netop spørgsmålet om, hvilke signaler teksten sender til omverdenen, er ifølge LifeSiteNews’ redaktør og grundlægger Steve Jalsevac langt fra uvæsentligt i denne sammenhæng. På sin blog skriver han: ”Da vi modtog et eksemplar af »Kærlighedens glæde«, fandt vi ved en hurtig gennemlæsning mange prisværdige, stærke og inspirerende bekræftelser på katolsk lære, men også adskillige problematiske udsagn – tikkende bomber, som helt sikkert vil blive detoneret af dem, som kun har ventet på, at det rette øjeblik skulle indfinde sig.”
Jalsevac tilføjer, at man på baggrund af erfaringerne fra mange lignende situationer ikke længere behøver at være i tvivl om, hvordan ”tvetydige, upræcise, utilstrækkelige eller besynderligt formulerede udtalelser” vil blive udlagt i virkelighedens verden.” Derfor, siger han, har journalisternes fokus efterhånden flyttet sig fra teksternes eller udtalelsernes overordnede indhold til en vurdering af deres faktiske konsekvenser for tro og kultur – konsekvenser, som undertiden udløses af ganske få passager i en tekst eller af en replik eller to i en samtale.
”I det tredje år af Frans’ pontifikat,” fortsætter Jalsevac, ”er det blevet temmelig let at forudse disse konsekvenser, fordi de hele tiden følger det samme mønster. De tvetydige udsagn, som ikke modsiger Kirkens lære, men som til gengæld savner nødvendige referencer til dogmatiske læresætninger såvel som svar på de spørgsmål, de uundgåeligt vil afføde – det er disse udsagn, der ligesom Who am I to judge? altid får størst opmærksomhed. De bliver tolket som udsagn, der langt om længe har åbnet døre, som før var lukkede. De afføder langt de fleste kommentarer og bliver citeret af alverdens medier, af progressive katolikker og af et forbløffende stort antal ikke-katolikker med henblik på at legitimere bestemte former for adfærd og ændringer, som helt og aldeles er i modstrid med den i sammenhængen fuldt ud ekspliciterede katolske lære.
Hertil kommer, at mange troende katolikker er fast besluttet på kun at ville bemærke de fremherskende uproblematiske udsagn. De afviser i skarpe vendinger al kritik som respektløse og ondsindede forsøg på at forklejne den langt større effekt af Frans’ modige forsvar for den traditionelle lære. I deres optik bør sådanne stærke trosvidnesbyrd få enhver kritiker og tvivler til at mene, at alt andet i det pågældende udsagn eller dokument nødvendigvis bør udlægges positivt, eftersom Frans kun kan have haft til hensigt udtrykke noget, som er helt i overensstemmelse med Kirkens lære. Alt andet er sensationsjournalistik og bagtalerisk spekulation, som det er uværdigt for en katolik at befatte sig med.”
Tilbage står spørgsmålet, hvad kritikerne helt konkret bygger deres forbehold på. Først og fremmest uklarheden. Den garvede katolske journalist og forfatter Philip Lawler, som i 1995 grundlagde internetmagasinet Catholic World News, påpeger således, at vi stadig ikke med Amoris laetitia har fået et entydigt svar på det helt centrale spørgsmål, om paven har i sinde at tillade, at fraskilte gengifte modtager kommunion og i bekræftende fald på hvilke betingelser. I den forbindelse henviser han til paragraf 305, hvor paven i en fodnote (351) bemærker, at Kirkens hjælp til de katolikker, som objektivt befinder sig i en tilstand af synd, i visse tilfælde, såfremt der foreligger formildende omstændigheder, kan omfatte modtagelsen af sakramenterne.
Men, tilføjer Lawler, den liberale kardinal Christoph Schönborn, som er venligt stemt over for Kaspers forslag, udtalte derimod til Vatikanets radio, at det var ”helt klart” at paven i fodnoten talte om forsoningens sakramente (skriftemålet), ikke om modtagelsen af eukaristien (nadveren). Og Lawler konkluderer: ”Desværre vil kardinal Schönborns forsøg på at lukke diskussionen, såvel som store dele af pavens eget budskab, drukne i diskussionen om Amoris laetitia. Pavens budskab vil uundgåeligt af almindelige katolikker på kirkebænkene blive forstået i en forenklet form: som et grønt lys for, at de fraskilte gengifte kan modtage kommunion. Præster, som allerede er mere end villige til at imødekomme de fraskilte gengiftes ønsker, vil blive bekræftet i denne indstilling. De, der måtte ønske at stille større krav – de samvittighedsfulde præster, som snarere ville forsøge at hjælpe kristne mennesker med at vokse i hellighed – vil blive isoleret og deres bestræbelser undergravet.”
Også Voice of the Family, som under hele synodeforløbet har forholdt sig stærkt kritisk til de foreløbige konklusioner, var tidligt ude med en kommentar, hvor man fokuserer på kapitel 8 (paragrafferne 291-312) og om dette afsnit sammenfattende siger, at det rummer
- uklare fremstillinger af katolsk lære om dødssynders natur og konsekvenser, om omfanget af den enkeltes ansvar for begåede synder og om samvittighedens natur;
- brug af ideologisk sprog i stedet for Kirkens traditionelle terminologi;
- samt selektiv og misvisende brug af citater fra tidligere kirkelige dokumenter.
Herefter behandles i detaljer de områder, hvor skrivelsen efter Voice of the Family’s opfattelse forsynder sig mod Kirkens lære om emner som forældres ret til selv at give deres børn seksualundervisning, homoseksuelle parforhold, gender-ideologi, angreb på det uskyldige menneskeliv og prævention.
”Dette er”, konkluderer man, ”kun en kort introduktion til de talrige problemer, der kan findes i Amoris laetitia. Det vil kræve en yderligere granskning at belyse alle implikationer af teksten, men allerede nu står det klart, at dokumentet ikke lever op til at give en klar og troværdig fremstilling af katolsk lære og derfor uundgåeligt fører til konklusioner, som vil kunne resultere i krænkelser af den katolske Kirkes uforanderlige lære og af de discipliner, som udtrykkeligt bygger på den. Vores indledende oversigt giver os således tilstrækkelig grund til at betragte dette dokument som en trussel mod den katolske tros integritet og familiens autentiske værdier.”
Katolsk Magasin vil i den kommende tid følge op på udviklingen i debatten om Amoris laetitia
Se artiklen i printvenlig version