Tidligere på året gav præfekten for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, kardinal Sarah, et interview til den franske avis Ouest-France, hvor han kort og præcist svarede på en række spørgsmål, herunder selvfølgelig også om de ”varme” emner på Synoden:
Er De modstander af ægteskaber mellem homoseksuelle?
En homoseksuel person er en person, hvis værdighed skal respekteres. Man bør respektere vedkommendes valg. Men det er ikke Guds valg, for han har skabt os som mand og kvinde. Man kan ikke give kommunion til nogen, som har truffet et valg, der er i strid med Guds vilje.
Og hvad med de fraskilte gengiftes adgang til sakramenterne?
Her er Kirkens holdning klar. De hører til i Kirken. De er ikke ekskommuniceret. De kan deltage i messen. Men de kan ikke modtage kommunion i den tilstand, de befinder sig i.
Hvad mener De om den måde, familien har udviklet sig på i den vestlige verden?
Jeg er forfærdet over denne udvikling. Man har aldrig før i verdenshistoriens forløb tilladt et homoseksuelt ægteskab. Der vil komme et øjeblik, hvor det går op for Vesten, at det er en alvorlig fejltagelse at vedtage sådanne love.
Interviewet fik den noget polemiske overskrift: Le cardinal Sarah prêche la famille (très) traditionelle. Verbet prêcher kan efter behag betyde: prædike/forkynde – eller (nedladende): præke/reklamere for. Det sidste har en vis sandsynlighed for sig set i sammenhæng med det lille ord très (meget) i parentesen, som antyder, at kardinalens syn på familien hører til i en svunden tid og derfor bør tages med et gran salt til.
Ligeså negative var størstedelen af reaktionerne fra avisens læsere, som vel at mærke også talte flere indlæg fra præster, som med forskellige begrundelser erklærede sig uenige med Sarah. Det foranledigede ham til at skrive et længere indlæg i nyhedsmagasinet L’Homme nouveau (21. nov. 2015), hvor han uddyber sine svar i interviewet og imødegår kritikernes 8 vigtigste argumenter. Her nøjes vi af pladshensyn med at referere kardinal Sarahs svar på de to ovennævnte spørgsmål.
Om de homoseksuelle
Flere læsere brugte det argument, at den homoseksuelle ikke har noget valg. Han eller hun er bare sådan indrettet og har derfor ikke nogen personlig skyld.
Hertil svarer Sarah, at man må skelne mellem den homoseksuelle tilbøjelighed, som i mange tilfælde ikke er udtryk for et bevidst valg, og homoseksuelle handlinger, som i højere grad er underlagt viljens kontrol. I den forbindelse henviser han til Troslærekongregationens skrivelse af 1. okt. 1986, hvor der bl.a. står:
”Man påstår, at den homoseksuelle tilbøjelighed i visse tilfælde ikke er resultatet af et bevidst valg, og at den homoseksuelle, ikke har noget valg og derfor ikke kan ændre sin homoseksuelle adfærd. Derfor, hævder man, kan den pågældende ikke drages til ansvar for sine handlinger (…) Faktisk kan der i visse tilfælde i den pågældendes fortid have været eller stadig være omstændigheder af en art, som delvis eller helt fritager for skyld, mens der også kan være omstændigheder, som tværtimod forøger skylden. I alle tilfælde bør man undgå den uberettigede og degraderende antagelse, at homoseksuelles adfærd altid og undtagelsesløst er ufrivillig og derfor ikke ansvarspådragende. Man bør anerkende, at mennesker med homoseksuelle tilbøjeligheder er i besiddelse af den fundamentale frihed, som karakteriserer den menneskelige person og forlener den med dens særlige værdighed. På grund af denne frihed er mennesket – oplyst og hjulpet af Guds nåde, ligesom i andre situationer, hvor det drejer sig om at afstå fra det onde – i stand til ikke at indlade sig på homoseksuelle handlinger.”
Sarah tilføjer, at Paulus i Romerbrevet 1,26-28 klart fordømmer homoseksuelle handlinger. Det fremgår også af Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK), som i afsnit 2357 siger: ”Idet den støtter sig til Den hellige Skrift, der præsenterer dem som alvorligt fordærvede (1 Mos,19, 1-29; 1 Kor 6,9-10; 1 Tim 1,10) har Traditionen altid erklæret, at homoseksuelle handlinger ud fra deres indre væsen er uordnede. De er i modsætning til den naturlige lov. De udelukker den seksuelle akt fra at give liv. De fremgår ikke af en sand affektiv og seksuel komplementaritet. De kan i intet tilfælde godkendes.”«
Og i KKK 2359 står der: ”Homoseksuelle personer er kaldet til kyskhed. Ved selvbeherskelsens dyd, der opdrager til indre frihed, undertiden også med støtte i et uselvisk venskab, ved bøn og sakramenternes nåde kan og bør de gradvist og beslutsomt nærme sig den kristne fuldkommenhed.”
Sarah tilføjer, at der i dag findes terapier, som har vist sig at være effektive, og som derfor med fordel kan inddrages i den ovennævnte proces.
Hvem kan modtage kommunion?
Sarah tilbageviser det argument, at det eukaristiske måltid ikke skal ses som en slags belønning til de særligt fromme, og at enhver døbt kristen derfor bør have adgang til at modtage kommunionen. Det første er jansenisme, konstaterer Sarah, og derfor ikke Kirkens lære – men det er heller ikke Kirkens lære, at alle under alle omstændigheder kan gå til kommunion.
Kirken skelner mellem mindre alvorlige (tilgivelige) og meget alvorlige synder (dødssynder). Den hævder (modsat jansenisterne), at de mindre alvorlige synder ikke bør afholde nogen fra at gå til kommunion, og at kommunionen i denne sammenhæng kan styrke den enkeltes trosliv. ”Til gengæld”, tilføjer Sarah, ”har Kirken altid fastholdt, at man ikke kan gå til kommunion, hvis man er bevidst om at befinde sig i en tilstand af dødssynd, hvilket Johannes Paul 2. mindede om var forpligtende lære i sin encyklika Ecclesia de Eucharistia (36): »I denne sammenhæng fastslår Den Katolske Kirkes Katekismus (1457) med rette: ”Den, som er sig en svær synd bevidst, bør modtage Bodens sakramente, førend han går til den hellige kommunion«. Jeg ønsker således endnu engang at sige, at den norm, som Tridentinerkoncilet konkret har knyttet til apostlen Paulus’ strenge formaning gælder og altid vil gælde i Kirken.”
”Selv en pave kan ikke dispensere fra en sådan guddommelig lov,” konkluderer Sarah.
I sin samlede konklusion siger han blandt andet:
”Jeg føler mig som biskop såret i mit hjerte over at konstatere en sådan manglende forståelse af Kirkens forpligtende lære hos mine præstekolleger. Jeg kan ikke forestille mig, at en sådan forvirring kan have andre årsager end en mangelfuld uddannelse hos mine kolleger i præstestanden. Og som ansvarlig for Kirkens forvaltning af sakramenterne, byder min samvittighed mig at minde om, at Kristus har genoprettet Skaberens oprindelige plan om et monogamt ægteskab, som er uopløseligt, henordnet til ægtefællernes bedste, såvel som til at sætte børn i verden og sørge for deres opdragelse. Han har endvidere – ligesom med eukaristien – ophøjet ægteskabet mellem døbte til et sakramente, der viser hen til pagten mellem Gud og hans folk.”
Sarah tilføjer, at Kirken også anerkender et ægteskab mellem ikke-troende som ”legitimt”, for så vidt som det af ægtefællerne forstås som monogamt, uopløseligt og åbent for livet. Derimod fordømmer den de forvanskninger, som den menneskelige kærlighed er blevet udsat for i form af homoseksualitet, polygami, machisme, fri kærlighed, skilsmisse, antikonception osv. Og han tilføjer:
”Ikke desto mindre fordømmer Kirken aldrig personer. Men den lader dem ikke forblive i synden. Ligesom dens Herre har den modet og kærligheden til at sige: Gå, og synd fra nu af ikke mere. Kirken tager ikke blot imod mennesker med barmhjertighed, respekt og finfølelse. Den opfordrer urokkeligt til omvendelse. Følgelig prædiker jeg barmhjertighed over for syndere (vi er alle syndere) men også fasthed over for de synder, som er uforenelige med den kærlighed til Gud, som vi giver udtryk for i den sakramentale kommunion. Er det ikke at gøre som Guds Søn, da han sagde til kvinden grebet i ægteskabsbrud: Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere”?
Se artiklen i printvenlig version