Foto: Pave Johannes Paul 2. i bøn foran grotten i Lourdes
Bernadette Soubirous bliver født i 1844 i den lille by Lourdes i Pyrenæerne på den franske side af grænsen til Spanien. Hun er den ældste i en stor børneflok. Faderen er møller, men forretningen går dårligt, og familien er nødt til at flytte til et lejet værelse i en bygning, som tidligere har været byens fængsel. Hun vokser således op under yderst fattige kår, og hendes helbred er dårligt. Hendes skolegang er mangelfuld, fordi hun skal tage sig af sine yngre søskende, og da hun i 1858 i en alder af 14 år skal forberedes til at modtage sin første hellige kommunion, har hun svært ved at følge med. Hun kan dårligt nok læse eller skrive og har ligeledes svært ved at lære udenad.
Samme år går hun sammen med lillesøsteren Antoinette Marie og nabopigen Jeanne Abadie ud i bjergene for at samle brænde. De går langs floden Gave og får øje på nogle grene, der er skyllet op foran en grotte på den modsatte bred. På grund af sit dårlige helbred tør Bernadette ikke gå ud i vandet, men de to mindre piger vader over floden og lader Bernadette alene tilbage.
Pludselig hører hun en lyd som af en susende vind, men da hun vender sig om og ser på træerne, er der helt vindstille. Så kommer lyden igen, og lidt over indgangen til grotten får hun nu øje på en kvinde klædt i hvidt. Hun gnider sine øjne flere gange, men synet forsvinder ikke. Så griber hun efter sin rosenkrans og beder sammen med ”damen” (som Bernadette kalder hende), som også holder en rosenkrans i sine hænder. Men da damen gør tegn til, at hun skal nærme sig, bliver hun bange, og synet forsvinder.
Under alt dette er de to andre piger vendt tilbage og finder den knælende Bernadette, som nærmest befinder sig i en trancetilstand. Hun synes ikke at ænse dem og ”vågner” først, da synet er forsvundet.
Dette er det første af 18 møder med ”damen”. I den følgende tid må Bernadette døje med megen modstand og mistænkeliggørelse både fra forældrene, der først forbyder hende at vende tilbage, og fra de lokale myndigheder, som ikke ser med milde øjne på de mange nysgerrige, der begynder at strømme til stedet, efter at Bernadette på ”damens” påbud med sine bare hænder har gravet en kilde frem. Den helbreder snart efter en stenhugger, som har mistet synet på det ene øje.
Den lokale sognepræst er under hele forløbet yderst forbeholden. Og da Bernadette med angst og bæven fortæller ham, at ”damen” har givet hende besked på at fortælle ham, at der skal bygges et kapel på stedet, svarer han: ”Du skal sige til damen, som har sendt dig, at sognepræsten i Lourdes ikke har for vane at forhandle med folk, som han ikke kender.”
Svaret på, hvem hun er, kommer torsdag den 25. marts, på Maria bebudelsesdag, hvor ”damen” på den lokale dialekt, som Bernadette taler, siger: ”Jeg er den uplettede undfangelse” – altså præcis de ord, pave Pius 9. kun fire år tidligere havde brugt om Maria, da han højtideligt proklamerede dogmet om, at Maria er undfanget uden at have del i arvesynden. Hele vejen hjem er Bernadette nødt til at gentage disse ord for sig selv, som hun ikke forstår og ikke på daværende tidspunkt har haft mulighed for at høre – og da slet ikke i det miljø, hvor hun befinder sig. Da hun gentager dem for sognepræsten, er han derfor ikke længere i tvivl om, at det virkelig er Maria, hun har talt med.
Kilden er ikke siden holdt op at rinde, og Lourdes besøges fortsat hvert år af millioner af pilgrimme. Til stedet er knyttet en uafhængig international lægekomité, som registrerer og vurderer de helbredelser, der til stadighed finder sted. Lidt over 2.000 er foreløbig blevet registreret af lægerne som uforklarlige, men Kirken er endnu mere forsigtig. Den har til dato kun officielt godkendt 67.
Bernadette går siden i kloster og lever stille og ubemærket der, indtil hun dør i 1879 kun 35 år gammel. I 1862 anerkender Kirken officielt hendes visioner som autentiske. Bernadette når også at opleve, at kapellet bliver bygget. Hun bliver helgenkåret i 1933.
Se artiklen i printvenlig version