Af Torben Riis.
”Målet bør ikke være at tilpasse Åbenbaringen til verden, men at vinde verden for Gud.”
Kardinal Gerhard Müller, præfekt for Troslærekongregationen
I de to foregående artikler, hvor jeg gjorde rede for pave Frans’ ”vision” om en synodal Kirke, måtte jeg for det første konkludere, at de kilder, paven refererer til, enten kun i utilfredsstillende grad eller slet ikke kan tages til indtægt for hans reformprojekt.
Hertil kommer som nævnt vanskeligheden ved at se, hvordan pavens erklærede målsætning – at skabe en kirkelig struktur, hvor hele Gudsfolket inddrages i beslutningsprocesserne – logisk set vil kunne forenes med hans løfte om at være garant for kontinuiteten mellem Kirkens konstante lære og de beslutninger, der træffes på de forskellige niveauer. Lige så vanskeligt er det at forstå, hvordan en sådan garanti skulle kunne forenes med ønsket om at uddelegere beslutninger, der involverer en selvstændig stillingtagen til doktrinære spørgsmål, til bispekonferencerne. Hvordan skulle man på den ene side kunne overlade beslutningerne til de lokale biskopper og på den anden side bevare kontrollen med det, der besluttes?
Med andre ord: Giver disse tilsyneladende modstridende udmeldinger overhovedet mening? Det gør de, så vidt jeg kan se, kun, hvis man som udgangspunkt forstår det synodale projekt som et radikalt brud med Kirkens hidtidige selvforståelse, og i dette lys ser de mange ”processer i processen” som et røgslør, der lægges ud for at camouflere den beslutningsgang, synodaliteten i sidste ende lægger op til – uanset de mange smukke ord om kollegialitet, lytten til hinanden m.m. Det vender jeg tilbage til under niveau 3.
Det synodale projekt
Således forstået tjener niveau 1 og 2 i hovedsagen kun til at legitimere hele projektet ved at give det en demokratisk struktur, som for en overfladisk betragtning associerer til positivt ladede begreber som fællesskab og medbestemmelse. Især niveau 2 vil bidrage til at skabe et indtryk af, at paven ikke træffer vigtige beslutninger uden først at have rådført sig med hele netværket af kirkelige institutioner, råd, udvalg m.m. – herunder ikke mindst de biskopper, som indbydes til at deltage i fremtidige synoder.
Men i virkeligheden vil paven på niveau 3 kunne konkludere, hvad han har lyst til, med henvisning til de anbefalinger, der er nået frem til hans skrivebord fra niveau 1 og 2 – anbefalinger, som forventeligt vil stritte i alle retninger, og som kun han selv vil have det fulde overblik over.
Det mest graverende i denne sammenhæng er imidlertid, at der på niveau 3 ikke eksplicit er taget højde for, at pavens og Kirkens autoritet kun kan udøves inden for rammerne af Traditionen, den troens skat (depositum fidei), som Jesus i missionsbefalingen (Matt 28,18-20) pålægger apostlene at bevare og videregive. Paven har med andre ord ikke autoritet til at diktere noget, som ikke har hjemmel i Kirkens konstante lære, og paven kan ikke blåstemple noget, som enten strider mod Guds ord eller hans forgængeres forpligtende udtalelser.
I den synodale Kirke derimod, hvor den vej, Gudsfolket skal følge, løbende defineres på grundlag af de impulser, der udgår fra ”basis” i den omvendte pyramide, fokuseres der som udgangspunkt på, hvordan man kan løse pastorale problemer – vel at mærke på en måde, som imødekommer folkets ”behov”. Denne indgangsvinkel gør det muligt at aflede opmærksomheden fra, om man i givet fald handler i strid med Kirkens lære, fordi det vigtigste nu er at forhindre, at den enkelte, der befinder sig i en marginal situation og eksempelvis ikke længere kan modtage Kirkens sakramenter, kommer til at føle dette som en belastning.[1]
Netop en sådan udvikling har kardinal Robert Sarah advaret mod, idet han påpeger, at man ved at adskille lære og pastoral praksis fra hinanden ”lukker Kirkens lære inde i et smukt skrin”, hvorefter den pastorale praksis ”vil kunne udvikle sig frit efter omstændighederne, tidens mode og folks ønsker.” Det er, understreger Sarah, en udvikling, som må betegnes som ”en slags kætteri, en farlig form for skizofreni.”[2]
Læg hertil, at Kirkens universelle karakter, herunder den traditionelle opfattelse af pavens embede som enhedens embede, åbenlyst undergraves som følge af decentraliseringen, der potentielt splitter Verdenskirken op i lige så mange indbyrdes uenige grupperinger, som der er bispedømmer.
Meget tyder således på, at fremtidens Kirke, som pave Frans ser den, efterhånden vil komme til at ligne den”rummelige” danske Folkekirke i sin mest udvandede udgave, også kaldet ”servicekirken” – en kirke drænet for åndelig substans, hvis mål er ”tilfredse kunder”, et mål, som man til stadighed vil søge at leve op til ved at tilpasse forkyndelsen og den pastorale praksis til tidens krav.
Lyder det for utroligt til at være sandt? Eller lyder det tværtimod bekendt?
Enhver tese skal vurderes på, om den kan eftervises i virkelighedens verden. Siden de tekster, jeg har baseret min analyse på i de to første artikler, blev til, er der sket meget, som kan tolkes som et begyndende brud med fortiden, eller om man vil, som et de facto skisma.
Det mest iøjnefaldende eksempel er decentraliseringen, som nu ikke længere blot er et skrivebordsprojekt, men håndgribelig virkelighed i de bispedømmer, hvor man i kølvandet på Amoris laetitia har udarbejdet nye retningslinjer for fraskilte gengiftes modtagelse af kommunion – retningslinjer, som varierer fra det ene bispedømme til det andet, og dette vel at mærke med pavens billigelse. Dermed er den Kirkens enhed allerede brudt, som den hellige Irenæus af Lyon (ca. 130-202) lovpriste med disse ord:
”For selv om sprogene i verden er forskellige, er indholdet af Traditionen det samme. For de kirker, som er blevet plantet i Germanien, tror ikke og videregiver ikke noget, der er anderledes, lige så lidt som dem i Spanien eller i Gallien eller i Egypten eller i Libyen… Og ligesom solen, denne Guds skabning, er én og den samme over hele verden, således stråler forkyndelsen af sandheden også overalt og oplyser alle mennesker, som er villige til at lære sandheden at kende.”
Udrensninger
Læg samtidig mærke til, at der i øjeblikket finder en marginalisering eller direkte udrensning sted af de biskopper og præster, som har forholdt sig kritisk til pave Frans’ reformplaner. Den første, der blev ramt, var som bekendt kardinal Raymond Burke, som på familiesynoderne blev et samlingspunkt for de biskopper, der protesterede imod de åbenlyse forsøg på at manipulere forløbet. Han er siden blevet berøvet så godt som alle hverv i sit hjemland USA og i kurien.
Lidt mere diskret udført, men lige så ”meningsfuld” i denne sammenhæng er Frans’ marginalisering af kardinalerne Gerhard Müller og Robert Sarah, som i kraft af deres nøglepositioner i hierarkiet som henholdsvis præfekt for Troslærekongregationen og præfekt for Kongregationen for Sakramenterne var i stand til at skabe negativ opmærksomhed om reformprojektet . Begge har de, som det blandt andet fremgår af citaterne i denne artikel, taget klart afstand fra decentraliseringen, og begge er de på direkte foranledning af pave Frans blevet berøvet deres nærmeste medarbejdere (som er blevet erstattet af andre af en ganske anden observans) og dermed sat ud på et sidespor.
Endvidere er samtlige medarbejdere ved Det pavelige Akademi for Livet for nylig blevet fyret. Hvorfor mon? En af grundene kunne være, at katolikker, som er engageret i Pro Life-sagen, har været de første til at gennemskue Frans’ halvhjertede engagement i kampen mod fri abort, befolkningskontrol m.m. – det arbejde, som pave Johannes Paul 2. betegnede, som det vigtigste i verden. Pave Frans derimod gav på et tidligt tidspunkt frontkæmperne mod ”dødens kultur” en kold douche med en formaning om, at abortsagen ikke måtte blive en ”besættelse”, der overskyggede alt andet, og at man burde undgå såkaldt divisive language, altså nedtone kritikken af de mennesker, der promoverer abort eller har gjort det til deres levevej at ombringe ufødte børn. I de seneste år har der været afholdt flere større møder i Rom, hvor lederne af Pro Life-organisationer fra hele verden har udtalt sig stærkt kritisk om blandt andet familiesynoderne og kritiseret Frans for hans undertiden moralrelativistiske udtalelser.[3]
Akademiet har nu fået ny ledelse og nye statutter, hvor det ikke længere kræves af medarbejderne, at de skriftligt erklærer sig indforstået med at respektere Kirkens lære om menneskelivets hellighed og (specielt for lægernes vedkommende) forpligter sig til ikke at medvirke til ”destruktiv forskning på fostre, ægsortering eller eutanasi.”
Meget mere kunne nævnes, som f.eks. pavens “økumeniske” udmeldinger, hvor han til stadighed forsøger at bagatellisere væsentlige forskelle mellem Den katolske Kirke og andre trossamfund – udsagn, som peger i samme retning som hans fornærmede udfald mod enhver, der drister sig til at forsvare Kirkens konstante lære, og som må finde sig i at blive kaldt ”farisæere”.[4]
Men her må jeg nøjes med at tilføje: Den reformproces , som pave Frans nu har iværksat, rummer reelt intet nyt. Hans bestræbelser på at nedtone eller fjerne alt det i Kirkens lære, som kunne virke stødende på vor tids mennesker, hans lige så påfaldende bevågenhed over for denne verdens magthavere, herunder statsledere som Barack Obama og toppolitikere som Ban Ki-moon, der direkte har arbejdet på at gøre abort til en menneskerettighed, på at infiltrere Kirken og sabotere dens humanitære arbejde – alt dette er udtryk for præcis den samme forfejlede dagsorden, som har kendetegnet Kirken i vor del af verden i årtier, drænet dens forkyndelse for substans og dermed forårsaget den katastrofale tilbagegang, den katolske Kirke og for den sags skyld også andre kristne trossamfund har oplevet i den vestlige verden – især inden for de sidste 50 år, hvor udviklingen er accelereret.
Et blik på denne udvikling burde kunne overbevise os om, at det ikke er den vej, vi skal gå. Sporene skræmmer.
[1] Læs også: http://katolskmagasin.dk/tysk-filosof-pave-frans-vender-kirkens-laere-paa-hovedet/
[2] Kardinal Robert Sarah: Dieu ou rien, 2015.
[3] Se især: voiceofthefamily.com
[4] Endnu et eksempel på Frans’ manipulatoriske retorik. Jesus tog ikke afstand fra farisæerne, fordi de insisterede på, at Guds lov skulle overholdes, men fordi de ikke selv overholdt loven, jfr. Matt 23,2 ff: ”De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses’ stol. Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger.”
Se artiklen i printvenlig version