Af Torben Riis.
I denne artikel vil jeg se nærmere på begrebet ”den synodale kirke”, som pave Frans har beskrevet i en tale[1], som han holdt den 17. oktober 2015 i anledning af 50-året for Paul 6.’s indførelse af bispesynoderne.
Læs også: Synoden: En ny ledelsesstruktur i Kirken?
Indledningsvis citerer han blandt andre pave Johannes Paul 2., som i en tale ved den 6. bispesynode i oktober 1983 gav udtryk for, ”at det kollegiale pastorale ansvar [min fremhævelse] måske kunne komme mere fuldt til udtryk i synoden.”
Læg altså mærke til, at Johannes Paul 2. ikke forestiller sig, at en synode skulle kunne tage stilling til doktrinære spørgsmål. Synoden som institution har siden Paul 6. været forstået som et udelukkende rådgivende forum, hvor repræsentanter for de forskellige bispedømmer har haft lejlighed til at diskutere og udveksle erfaringer om pastorale spørgsmål.
Pave Frans siger dernæst: ”Vi må fortsætte ad denne vej. Den verden, vi lever i, og som vi er kaldet til at elske og tjene, kræver, at Kirken samarbejder inden for alle områder af sin sendelse. Det er netop denne synodalitetens vej [min fremhævelse], som Gud forventer af Kirken i det tredje årtusind. Hvad Herren forlanger af os, er allerede i en vis forstand til stede i selve udtrykket ”synode”. At rejse sammen – lægfolk, hyrder og biskoppen af Rom – er let nok at sætte ord på, men ikke let at praktisere.”
Bemærk, at begrebet synodalitet i den sidste sætning udvides til at omfatte hele kirkefolket og altså ikke længere blot beskriver biskoppernes indbyrdes kollegialitet inden for rammerne af en synode – hvilket må betyde, at det ovennævnte citat fra Johannes Paul 2. ikke kan tages til indtægt for, hvad Frans i det følgende siger om synodalitetens vej.
Men hvad ligger der så helt præcist i dette udtryk? Hvad dette angår citerer Frans indledningsvis Det Andet Vatikankoncils Konstitution om Kirken (Lumen gentium) 12, hvor der står: ”De troende som helhed, salvet af den Hellige, kan ikke tage fejl i deres tro og manifesterer denne deres særlige egenskab gennem hele gudsfolkets overnaturlige troens sans (sensus fidei), når de fra biskopperne til de yderste rækker i det troende lægfolk fremviser deres universelle enhed i spørgsmål om tro og moral.”
Heraf slutter Frans – med en henvisning til sin egen skrivelse ”Evangeliets Glæde” (120) – ”at alle døbte, uanset deres placering i Kirken eller omfanget af deres viden om troen, er aktører i evangeliseringen” (mon ikke der snarere end ”er” skulle have stået ”har mulighed for at være”?) og dernæst, at den omtalte sensus fidei skal forstås som ”lægfolkets [nu øjensynligt ikke længere hele gudsfolkets] instinktive evne til at erkende de nye veje, som Gud anviser Kirken.”
Såfremt nogen heraf skulle have fået det indtryk, at dette sikre trosinstinkt pr. automatik meddeles enhver ved dåben, vil jeg anbefale, at man læser de følgende linjer i citatet fra Lumen gentium, hvor det præciseres, at ”ved denne troens sans, som opvækkes og opretholdes af sandhedens Ånd, modtager Guds folk under det hellige læreembedes ledelse, som det trofast følger [min fremhævelse], nu ikke menneskeord, men i sandhed Guds ord.” Med andre ord: Det, som afsnit 12 i Lumen gentium beskriver, er, hvordan Helligånden opretholder Kirken og handler i Kirken – vel at mærke under forudsætning af, at Gudsfolket lytter til Guds ord, eller, som der videre står i citatet: … ”holder usvigeligt fast ved [min fremhævelse] den tro, som én gang er overgivet de hellige, mens de med sikker dømmekraft trænger dybere ned i den og virkeliggør den mere fuldstændigt.
Processen
At udeladelsen af læreembedets rolle i denne sammenhæng ikke er nogen tilfældighed, ses af det følgende, hvor pave Frans definerer den synodale Kirke som ”en Kirke, der lytter”, og tilføjer: ”Det er en gensidig lytten til hinanden, hvor alle har noget at lære. Det troende lægfolk, biskopperne, biskoppen af Rom[2]: alle lytter til hinanden, og alle lytter til Helligånden, sandhedens Ånd for at få at vide, hvad han siger til kirkerne.”
Herefter forklarer pave Frans, hvordan beslutningsprocessen på denne baggrund kommer til at foregå i fremtidens synodale Kirke. Bispesynoden, forklarer han, er stedet, hvor trådene samles i den proces, hvor man gensidigt lytter til hinanden på alle niveauer af Kirkens liv. Processen, som i hovedsagen foregår på tre niveauer, ”begynder med, at man lytter til Guds folk”, dernæst til ”hyrderne” (præster og biskopper, ikke mindst synodefædrene) og endelig til ”Roms biskop”, som, understreger Frans, er ”garanten for Kirkens lydighed mod ”Guds vilje, Kristi evangelium og Kirkens Tradition.”
Lyder det beroligende? Det bør det ikke gøre.
Den omvendte pyramide
Det første faresignal i teksten er som allerede antydet, at den synodale proces ”begynder med”, at man lytter til Guds folk – og i denne sammenhæng må der være tale om lægfolket, fordi præsterne og biskopperne, som det ses foroven, først kommer ind i billedet på niveau 2. Det vil altså sige, at processen som udgangspunkt drejer sig om at lytte til, hvad der her og nu rører sig i lægfolket. Det præciseres mod slutningen af teksten, hvor det understreges, at de forskellige kirkelige organer kun er i stand til at fungere tilfredsstillende, for så vidt som ”de bevarer forbindelsen til ”basis”[3] og tager udgangspunkt i folket og dets hverdagsproblemer.” ”Først da,” hedder det, ”kan en synodal Kirke begynde at tage form.”
Dette synspunkt bliver yderligere uddybet i et tidligere afsnit af teksten, hvor Frans skriver, at ”Jesus grundlagde Kirken ved i toppen at anbringe apostlene, i hvis midte apostlen Peter er ”klippen” – den, som skal bekræfte sine brødre i troen. Og han tilføjer: ”Men i denne Kirke er toppen – ligesom i en pyramide, der er stillet på hovedet – anbragt under basis.”
Dette forsøger Frans at underbygge med en henvisning til den bibelske beretning om fodvaskningen. Det er ved at tjene Guds folk, siger han, at enhver biskop – for den del af folket, der er betroet i hans varetægt – bliver vicarius Christi, stedfortræder for den Jesus, som ved den sidste nadver bøjede sig ned for at vaske apostlenes fødder (jfr. Joh 13,1-15). Og i et lignende perspektiv er Peters efterfølger intet andet end servus servorum Dei.”[4]
Men er det nu også det, beretningen fortæller os – altså, at Kirkens hierarkiske opbygning i virkeligheden bør vendes på hovedet? Hvad dette angår, skal man læse de sidste linjer i beretningen, hvor Jesus spørger: ”Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: En tjener er ikke større end sin Herre, og en udsending ikke større end den, der har sendt ham. Når I ved det, er I salige, hvis I gør det.”
Paven henviser også til Matt 20,25-27, hvor Jesus siger til disciplene: ”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer.”
Efter min bedste overbevisning handler begge disse tekster om, hvordan forholdet mellem apostlene (nutidens biskopper) bør være. Jesus minder apostlene om, at de skal være Guds – ikke folkets – ydmyge tjenere. Derved, kan man sige, bliver de også folkets tjenere – men vel at mærke i den forstand, at de har pligt til at forkynde evangeliet for folket og oplyse de troende ved at lære dem ”at holde alt det, som jeg har befalet jer”, sådan som Jesus siger i missionsbefalingen (Matt 28,20). Men det er næppe dette aspekt, Frans har i tankerne.
Jesus fortæller dem samtidig, som det fremgår af citatet, at han er er Mesteren og Herren.” ”Han er”, som det udtrykkeligt siges i Lumen gentium (7) ”hovedet for det legeme, som er Kirken”. Det samme kan man læse i Lumen gentium (8), hvor det fastslås, at ”det hierarkisk organiserede samfund og Kristi mystiske legeme, den synlige forsamling og det åndelige fællesskab, den jordiske Kirke og den Kirke, som er rig på himmelske goder, ikke må betragtes som to forskellige ting; tværtimod udgør de én kompleks virkelighed, der består af et menneskeligt og et guddommeligt element.”
Med andre ord savner jeg ethvert belæg for, at Kirken som udgangspunkt skal ledes på sin vej, ved at man lytter til ”basis” (niveau 1) eksempelvis ved at udsende spørgeskemaer til lokalkirkerne, således som det skete forud for familiesynoderne. Eller ved – som pave Frans selv noget uklart udtrykker det – ”at lytte til Gud, så at vi sammen med ham kan høre råbet fra hans folk, at lytte til hans folk, indtil vi er i harmoni med den vilje, som Gud kalder os til.”
Niveau 2 og 3
Det næste niveau er straks lettere at gøre rede for. Her skal synodefædrene inddrage repræsentanter for de forskellige kirkelige provinser og regioner samt diverse råd og institutioner i deres overvejelser, herunder bispekonferencerne. Og i denne sammenhæng vender pave Frans nok engang tilbage til sit ønske om at fremme ”en sund decentralisering”, som jeg har gjort rede for i den forrige artikel.
Og endelig, på det tredje og sidste niveau, ”kulminerer synodeprocessen i, at man lytter til Roms biskop, som er kaldet til at tale som ”alle kristnes hyrde og lærer.”[5]
Ubesvarede spørgsmål
Hele denne proces rejser imidlertid som allerede antydet en lang række spørgsmål. Et af dem kunne være: Hvordan harmonerer pavens løfte om, at det, man beslutter, til enhver tid vil være i overensstemmelse med Kirkens lære og Tradition, med forestillingen om ”den omvendte pyramide”, hvor kirkelige initiativer tages på baggrund af de impulser, der udgår fra basis? Eller mere konkret, hvor det, der sættes på dagsordenen, i hovedsagen tager sigte på at tilpasse Kirkens lære til det, der opfattes som lægfolkets ønsker? – jfr. den aktuelle diskussion om fraskilte gengiftes modtagelse af sakramenterne. Et andet spørgsmål kunne være, hvordan det samme løfte kan forenes med forestillingen om at uddelegere læremæssig autoritet til bispekonferencerne. Og et tredje: om man virkelig forestiller sig, at Helligånden pr. automatik sidder med ved bordet under enhver forhandling på hvert eneste af de tre niveauer.
Dette og meget andet vil jeg forsøge at give et svar på i den tredje og sidste artikel.
[1] http://w2.vatican.va/content/francesco/en/speeches/2015/october/documents/papa-francesco_20151017_50-anniversario-sinodo.html
[2] Således omtaler pave Frans så godt som altid sig selv, ikke som paven, men som Roms biskop. Det er næppe heller nogen tilfældighed.
[3] Basis: en glose, som hos enhver, der har frekventeret et universitet i 1960’erne og 1970’erne, må bringe mindelser frem om den marxistiske ontologi, som hævder, at historiens drivkraft udgår fra basis (proletariatet/arbejderklassen), som derfor også tillægges en messiansk rolle i skabelsen af et nyt paradis på jord.
[4] Guds tjeneres tjener
[5] Her citerer Frans en formulering fra Det 1. Vatikankoncils dogmatiske Konstitution Pastor Aeternus
Se artiklen i printvenlig version