Af Andreas Riis
I øjeblikket er nyevangelisering blevet det helt store buzzword i diskussioner om Kirkens fremtid. Samtidig er det noget, som Kirken har haft på dagsordenen i mindst 50 år. Men kan det lade sig gøre i praksis at skabe tilslutning blandt frafaldne katolikker? Hvor skal den nye missionsiver komme fra? Et svar kunne være: Udefra. I USA er der mange eksempler på, at konvertitter fra protestantiske trosretninger konfronterer ’vugge-katolikkerne’ med deres fodslæbende forhold til katekese og mission. Nye muligheder opstår også gennem de sociale medier og internettet generelt, og her er det oftest lægfolk, der finder de nye muligheder.
Konvertitter med diskussionslyst
Hvis man skriver catholic.com i sin browser, finder man Catholic Answers, som er et website med fokus på udadrettet argumentation. En af folkene bag er Tim Staples, tidligere marinesoldat og baptistisk ungdomsprædikant, nu katolik og apologist. Han fortæller om sin protestantiske missionsvirksomhed til et katolsk publikum ved Sydney University: ”Når jeg nærmede mig en katolik, så begyndte jeg at savle. For her var endnu en, jeg kunne få frelst. Og ikke for at drille – ret meget – men I var altså nemt bytte.” I marinekorpset mødte Staples en ung katolik, som faktisk kunne citere Bibelen og svare på hans spørgsmål, og først da begyndte han at tage katolicismen alvorligt. Han besluttede sig for at studere emnet til bunds og tilbagevise katolicismens fejl én gang for alle, men endte i stedet, som en anden Newman, med selv at blive overbevist. På Catholic Answers bruger han og ligesindede så deres energi på at sætte flere katolikker i stand til at forsvare deres tro: We help good Catholics become better Catholics, bring former Catholics ”home”, and lead non-Catholics into the fullness of the faith, lyder hjemmesidens mission statement (i bogstaveligste forstand). Organisationen startede i San Diego i 1979 som et modtræk til den lokale fundamentalist-kirke, der delte flyers ud med påstande om katolicismen. Siden da er formålet blevet mindre defensivt, og apologetikken bliver også rettet mod de ikke-troende. Ud over tekster og videoer om katolsk tro har Catholic Answers et debatforum og en radiokanal. Der produceres DVD’er, bøger og radioprogrammer med titler som Busting the Seven Big Myths about the Catholic Church (Christopher Kaczor) og Mary, Mother of the Son: Modern Myths and Ancient Truths (Mark P. Shea). I den første bog citeres ærkebiskop Fulton Sheen af New York. Biskop Sheen havde sit eget tv-show i 1950’erne, og er nok stadig et unikt eksempel på, at en katolsk gejstlig får succes i mainstream-medier.
”Der er ikke mere end 100 mennesker i verden, som hader Den Katolske Kirke. Men der er millioner, som hader det, som de tror er Den Katolske Kirke”.
En anden, meget kendt og offentligt aktiv katolsk konvertit er Scott Hahn, som er tidligere presbyteriansk pastor og siden 1995 professor i teologi i Ohio. Hans konversionshistorie handler om en meget bevidst og belæst vej ind i Kirken: fra en lovende karriere som protestantisk teolog, seminarielærer og pastor over megen intellektuel og social modstræben til konversion og helhjertet tilslutning til Den Katolske Kirke. I bogen Rome Sweet Home: Our Journey to Catholicism fortæller han om sin personlige omvendelse og om de teologiske stridspunkter undervejs. Siden da har han udgivet mange bøger om den katolske tro, og er en efterspurgt foredragsholder.
I et oplæg på en konference i San Antonio, Texas i august lagde Hahn vægt på, at nyevangeliseringen finder sted på et unikt tidspunkt i historien, især set i en amerikansk kontekst:
”I 1983 meddelte Johannes Paul II, at 1992 ville blive den officielle lanceringsdato for den nye evangelisering, fordi det, som han forklarede, ville markere 500-året både for grundlæggelsen af og for den første evangelisering af Amerika. I 1492 var Spanien, Italien og Frankrig de lande, hvor der var flest katolikker. Spol 5 århundreder frem: I dag er det Brasilien, Mexico og USA – lande, der slet ikke eksisterede for 500 år siden. Samtidig står de over for en krise og en radikal af-kristning. Og han forklarede, at 90’erne ville blive en advents-sæson for den nye evangelisering. (…) Flere år senere, da jeg genlæste hvad han havde sagt, indså jeg: Vent lige – det er ikke en kortsigtet politik. Hvad advent er for det liturgiske år, skulle 90’erne være for det nye årtusind. (…) Og derfor er det her ikke pave Benedikt, der ligesom vil sætte startkablerne i et overset projekt, men Benedikt, der erkender, at hans elskede forgænger satte noget i værk, som nok kommer til at tage resten af vores århundrede – og al vores energi.”
Fra Vatikankoncil til Twitter
Johannes Paul II har foldet evangeliseringsbegrebet endnu mere ud i rundskrivelsen Redemptoris Missio. Her fremlægger han en ny syntese af Kirkens lære om emnet, idet han ser evangeliseringen som et svar på et basalt menneskeligt behov. Evangeliseringen i moderne tider deles op i tre aspekter: Ud over at forkynde evangeliet for dem, der ikke har hørt det – evangelisering i den oprindelige betydning – og holde det ved lige hos de fast tilknyttede kristne er der et tredje aspekt, nemlig en ny-evangelisering. Den er især vigtig i de traditionelt kristne lande, hvor troen er blevet fremmed for mange. Rundskrivelsen forholder sig også til lægfolkets rolle, som den blev beskrevet ved 2. Vatikankoncil, især i dekretet Ad Gentes. Her bruges ordet ’evangelisering’ i en bred betydning – alle kristne er kaldet til at evangelisere, og ikke bare ved at prædike for fremmede folkeslag, men også ved at vidne om evangeliet i det daglige liv.
En anden rundskrivelse, som ofte citeres af dem, der identificerer sig med nyevangeliseringen, er Paul VI’s Evangelii Nuntiandi. Her erklæres det, at mission er Kirkens helt centrale opgave, ikke bare en af mange: ”At forkynde det glade budskab er faktisk kirkens nådegave og dens egentlige kald, det er dens dybeste identitet. Den er til for at forkynde evangeliet.” (I, 14).
Nyevangeliseringen har altså en historisk dimension, og den har været højt oppe på dagsordenen hos de seneste tre paver. Men pave Benedikts indkaldelse til en bispesynode samtidig med Troens År og de to jubilæer – 50-året for Vatikankoncilet og 20-året for udgivelsen af katekismen – giver den endnu mere aktualitet. Nye medier, især internettet, har også fået større opmærksomhed under den nuværende pave, og i Vatikanet er man blevet bevidst om muligheden for selv at præge mediebilledet. Der har et stykke tid været en YouTube-kanal med dagligt nyt fra Vatikanet, man har for nylig ansat en lægmand som pressechef, og et nyere tiltag er siden News.va, som samler videoer, radioudsendelser og artikler med dagligt nyt. Den helt store nyhed er imidlertid, at paven har oprettet en Twitter-profil, og spekulationerne om, hvad pavens 140 tegn skal bruges til, er mange – vil han kommentere på nyheder, svare på kritik, hvor ofte og hvordan?
Sociale medier og moderne kætterier
En af de få gejstlige med social mediesucces er en amerikansk præst, Fr. Robert Barron. Fr. Barron har siden 2003 haft en kanal med videoklip, hvor han kommenterer stort og småt, fra Helligåndens gaver til den seneste Batman-film. Videokanalen er en del af et evangeliseringsprojekt, Word on Fire, hvor man også benytter Facebook, Twitter og blogging til at nå sit publikum. Fr. Barron har også optrådt i tv, radio og andre medier, og har produceret en ambitiøs serie dokumentarfilm optaget i mange dele af verden, med titlen Catholicism.
Fr. Barron peger selv på YouTube som et sted, hvor han har lært meget om, hvad der blokerer for udbredelsen af den kristne tro. Da han begyndte at uploade korte videoer, mens YouTube endnu var et nyt medie, fandt han hurtigt ud af, at man kunne kommentere på videoerne. 90 % af kommentarerne var negative, og mange er det stadig, men Fr. Barron sætter sig selv ved tasterne og besvarer indlæggene. Det kommer der diskussioner ud af, og her ligger nok en af nøglerne til Barrons medie-succes: Tovejskommunikation. En anden nøgle er nok det hold af medie-kompetente lægfolk, som arbejder på Word on Fire, for eksempel Brandon Vogt, som også blogger og udgiver bøger om Kirken i medierne.
Fra YouTube-dialogen har Fr. Barron uddraget det, han selv med et glimt i øjet kalder ”YouTube-kætterierne”, fire attituder, der figurerer i kulturen og blokerer for evangelisering: Den reduktionistiske antagelse, at videnskaben forklarer alt, hvad der er at forklare; det synspunkt at alle Kirkens folk skal være fri for synder og fejltagelser for at kunne blive taget seriøst; ”bibelsk fundamentalisme” – folk antager som regel, at katolikker læser Bibelen på en ensidig, bogstavelig måde; og endelig en ny udgave af et gammelt kætteri, hvor man forkaster Det Gamle Testamentes Gud, fordi han straffer og virker grusom.
”De nye evangelister må kende kulturen,” siger Fr. Barron, som for nylig blev rektor for USA’s største præsteseminarium, Mundelein i Illinois. ”Vi står over for en sekulariseret kultur som siger, at vi kan blive endeligt tilfredsstillet af verdens goder, som ikke vil vide af den transcendente dimension, og som er selvtilfreds i sin endelighed. Vi er nødt til at kende den forfra og bagfra.”
Lægfolk i kulturkrig
Med Fr. Barron som undtagelsen er det karakteristisk, at det er lægfolk, som identificerer sig med ny-evangeliseringen i USA. Nogle udtaler sig meget eksplicit om deres missions-formål, som Catholic Answers, Scott Hahn og fx websitet catholicculture.org. Men man kan også finde eksempler på katolske lægfolk, som engagerer sig i offentlig debat og taler imod den gængse opfattelse af og modstand over for den Katolske Kirke uden at definere sig som en del af et evangeliseringsprojekt.
Et eksempel – og endnu en konvertit – er Peter Kreeft, som er filosofiprofessor ved Boston College i New York. Han har lige som Scott Hahn en meget intellektuel omvendelseshistorie. Han voksede op i et reformert, calvinistisk miljø, men blev interesseret i katolsk æstetik og spiritualitet, og fandt inspiration hos bl.a. Johannes af Korset og Thomas Aquinas. Kreeft har lige som Hahn et populært forfatterskab og foredragsvirksomhed, med bøger som Christian Handbook of Apologetics og serien Socrates Meets…
I How to Win the Culture War opregner han 7 ting, som er årsag til, at kulturkrigen bliver tabt af de kristne: Politisering af troen, happy-talk, organisationsdyrkelse, tilbedelse af det nye frem for det sande, lighedsdyrkelse, forbrugerkultur og spiritualisering i stedet for religion. Hvis krigen skal vindes, må katolikker og andre kristne så vende de tendenser. Kreeft har en koncis og direkte stil, ofte med et humoristisk islæt. Han er kendt for sit milde gemyt og sin glæde ved surfing og C.S. Lewis, og samtidig for traditionelle katolske holdninger til fx abortspørgsmålet og Kirkens autoritet. Desuden er han vist nok ophav til begrebet ’cafeteria-katolikker’, i hvert fald giver han en definition af ordet i et interview:
”Et cafeteria er et sted, hvor man vælger lige den slags mad man vil have. Et hjem er der, hvor man spiser, hvad Mor kommer på tallerkenen. Kirken er ikke Alice’s Restaurant, hvor du kan få ’lige hvad du vil have’. Den er Mor, og den kommer en masse mærkelige ting på tallerkenen, ting som man aldrig selv ville have regnet ud (som Treenigheden), og ting som man ikke gider spise (som den spinat at efterleve alle dyderne, ikke bare de populære dyder, og undgå lasterne, selv de populære laster).”
Ross Douthat er blogger, Harvard-uddannet og klummeskribent ved New York Times. Han er også katolik. I en ny bog med titlen Bad Religion: How We Became a Nation of Heretics giver han en analyse af amerikansk kristendom i to dele. Den første er en historisk redegørelse for, hvordan institutionel kristendom i USA oplevede en tilbagegang fra 1950’erne og frem. Den anden del beskriver det religiøse landkort i dag, og her konkluderer Douthat, at amerikansk kultur er domineret af en række arter af pseudo-kristendom, som stadig bygger på kristne ideer og ordforråd, men er meget langt fra det trosindhold, som de traditionelle former for kristendom deler. En af de centrale strømninger er det, han kalder tilbedelsen af the god within, med forkæmpere som Elisabeth Gilbert (forfatter til Eat, Pray, Love), Deepak Chopra og Eckhart Tolle. Det er ikke en veldefineret bevægelse, men en kulturel tendens til at dyrke en form for mystisk panteisme med selvet i centrum og fokus på det terapeutiske – religionens udtryksform er ikke så vigtig, fordi dens formål er selvtilfredsstillelse. Douthat argumenterer for, at selv om den fører til udpræget tolerance og velment positivitet, så undergraver the god within-kulturen religionens evne til at virke som samfundskritik, og den modarbejder menneskers evne til at leve i egentligt fællesskab med hinanden.
Bispesynoden er altså hverken det første eller det eneste sted, hvor man prøver at finde et katolsk svar på, hvordan nyevangeliseringen skal lade sig gøre, eller hvor katolikker forholder sig til den sekulariserede kultur. Og biskoppernes opgave er da også at give mere generelle og teoretiske svar på spørgsmålet. Men grunden til, at ny-evangelisering er kommet på alles læber er måske også, at den er ved at nå et modningspunkt. I hver fald er fronterne trukket klarere op, end de har været længe. Fra Rom ser man de vestlige lande som missionsområde og holder fast i, at der ikke skal ske et brud med fortidens kirke, samtidig med, at man leder efter metoder til at henvende sig til en ikke-religiøs kultur. Her er det lægfolket, der har den centrale rolle, fordi det, der kræves, er indblik i nutidens kultur, og i de nye og hurtigt omskiftelige måder, den kulturelle debat foregår på. Noget kunne tyde på, at lægfolket er ved at tage den opgave på sig.
Katolske websites
Biskopper på nettet:
Kardinal Arinze (videoer fx på http://www.catholic-tube.com/cardinal-arinze-webcast)
Kardinal Dolan af New Yorks blog: http://blog.archny.org/
Lægfolk og apologetik
Brandon Vogt: www.brandonvogt.com
Ross Douthats blog på NYT: http://douthat.blogs.nytimes.com/
Peter Kreeft: www.peterkreeft.com
Scott Hahn: www.scotthahn.com
Denne artikel er bragt første gang i Katolsk Magasin 2012
Om Forfatteren:
Andreas Riis er cand.mag. i dansk og lingvistik med speciale i sproglig rådgivning
Se artiklen i printvenlig version
En interessant katolsk organisation, der også har gjort sig bemærket indenfor nyevangeliseringens arena er Dynamic Catholics (http://dynamiccatholic.com/). De har sat sig for at gøre en forskel, bl.a. med et ambitiøst bogprogram, der går ud på at gøre god katolsk litteratur tilgængelig for alle katolikker. De er drevet af lægfolk.