Et vigtigt skridt på vejen fra “ObamaCare” til ”TrumpCare”
Kommentarer lukket til Et vigtigt skridt på vejen fra “ObamaCare” til ”TrumpCare” 221 05 maj, 2017 Nyheder maj 5, 2017 Indlæg af

Et vigtigt skridt på vejen fra “ObamaCare” til ”TrumpCare”

Trumpadministration kom den 4. maj et vigtigt skridt nærmere sin målsætning om at fratage Planned Parenthood alle offentlige bevillinger, da det lykkedes republikanerne med et spinkelt flertal (217-213) at få  et lovforslag vedtaget i Repræsentanternes Hus, der reelt vil ophæve ObamaCare og erstatte den med en ny sundhedslov, som medierne selvfølgelig straks har givet navnet ”TrumpCare”.

Lovforslaget, som officielt hedder The American Healthcare Act (AHCA), bliver nu sendt videre til Senatet. Her vil det blive forelagt som et budgetrelateret forslag og vil derfor kunne vedtages ved almindeligt flertal (51 stemmer). Sker det, vil det betyde, at Planned Parenthood of America (PPA) mister over 390 millioner dollars (ca. 86 pct.) af sine årlige offentlige bevillinger – penge, som vil blive overført til de over 1000 føderale sundhedscentre, som ikke udfører aborter, men til gengæld tilbyder en langt bredere vifte af sundhedsydelser.

Det skal nævnes, at Donald Trump forinden gav Planned Parenthood et tilbud om fortsat at kunne modtage offentlig støtte – og tilmed et højere beløb – såfremt organisationen ville afstå fra at udføre provokerede aborter og i stedet koncentrere sig om egentlige sundhedsydelser. Svaret var et kort og klart nej.

Det kan ikke overraske i betragtning af, at aborter er og bliver Planned Parenthoods kerneydelse og derfor også vigtigste indtægtskilde. PPA’s årsregnskab for 2014-2015, viser, at man i denne periode udførte 323.999 aborter – et tal, som siden er steget med 22 pct. Samtidig er screeninger for cancer og serviceydelser relateret til prævention faldet med over 66 pct.

Repræsentanternes Hus skulle oprindelig have stemt om forslaget den 24. marts, men da det umiddelbart forinden stod klart, at det ikke ville kunne samle et flertal på grund af modstand  fra især partiets højrefløj, som ikke mente, at det var tilstrækkeligt vidtgående, blev det foreløbig taget af bordet. Siden har det været igennem en grundig revision, men som nævnt bevirker dette forslag ikke, at PPA, som mange kunne ønske, mister samtlige offentlige bevillinger.

Lederen af Population Research Institute, Steve Mosher, havde denne kommentar: “Lovforslaget er ikke perfekt, men det sætter en stopper for langt de fleste bevillinger. Amerikanske skatteydere bør ikke tvinges til at understøtte landets største abortudbyder med hundreder af millioner dollars hvert år.”