Verdens befolkningstal er i frit fald
Kommentarer lukket til Verdens befolkningstal er i frit fald 99 18 august, 2020 Nyheder august 18, 2020 Indlæg af

Verdens befolkningstal er i frit fald

Hvis blot halvdelen af disse forudsigelser viser sig at holde stik, vil migration blive en nødvendighed for alle nationer, ikke et frit valg. – Professor Ibrahim Abubakar

Den 15. juli kunne man på verdens største nyhedsbureau BBC’s nyhedsportal læse en artikel med overskriften:

Chokerende globalt fald i antallet af børnefødsler”.

PROGNOSEN

Artiklen refererer hovedpunkterne i en nylig prognose udarbejdet af forskere ved University of Washington og offentliggjort i det ansete tidsskrift The Lancet. Prognosen forudser blandt andet, at den globale fertilitet vil være faldet til 1,7 omkring 2100 – altså under det minimum på 2,1, der skal til for at bevare det nuværende befolkningstal.

HVAD SIGER TALLENE?

Af grafen foroven fremgår det, at den gennemsnitlige fertilitet (antallet af fødsler pr. kvinde i den fertile alder) var 4,7 i 1950, og at faldet satte ind fra den sidste halvdel af 1960’erne, til fertiliteten var nået ned på 2,4 i 2017.

At nedturen ikke er forbi, fremgår af det grå felt til højre, som viser prognosen frem til 2100, hvor den globale fertilitet som nævnt vil befinde sig lidt under 1,7.

Det betyder ifølge forskerne, at antallet af mennesker på jorden vil toppe omkring 2064 til 9,7 milliarder, inden nedturen begynder, således at der i slutningen af århundredet vil være omkring 8,8 milliarder mennesker i verden.

OG HVAD SKER DER SÅ VED DET?

Sandsynligvis vil der være mange, der ikke umiddelbart vil opfatte det faldende fødselstal som en trussel, men måske snarere se det som en positiv udvikling. Vil det f.eks. ikke være godt for miljøet, at vi bliver færre, der forurener, slider på ressourcerne og udsender CO2?

På det spørgsmål svarer en af  prognosens forfattere, professor Christopher J. L. Murray: ”Det ville det være, hvis man så bort fra den omvendte befolkningspyramide [flere gamle end unge] og alle de deraf følgende konsekvenser… Det, der sker, er, at befolkningerne i de fleste lande i verden er på retur. Det er meget svært at overskue konsekvenserne af. Det er et hidtil uset fænomen, der betyder, at vi bliver nødt til at reorganisere vore samfund.”

HVAD KOMMER DER TIL AT SKE I DE ENKELTE LANDE?

Blandt de lande, som forventes at blive mere end halveret, er Japan, hvor  befolkningstallet, som i øjeblikket er 128 millioner, forventes at falde til 53 millioner i slutningen af århundredet.

I Italien forventes en lignende udvikling inden for den samme periode: fra 61 millioner til 28 millioner.

I alt drejer det sig om 23 lande – som blandt andet omfatter Spanien, Portugal, Thailand og Sydkorea.

Hertil kommer, at Kina, som i øjeblikket er verdens største land, ifølge prognosen vil toppe om ca. 4 år med 1.4 milliarder for derefter at blive reduceret til 732 millioner i 2100.

OG GLOBALT?

Antallet af børn under 5 år vil over hele verden falde fra 681 millioner i 2017 til 401 millioner i 2100.

183 af 195 lande vil få en fertilitetskvotient på under 2,1.

Til gengæld vil antallet af personer over 80 år stige fra 141 millioner i 2017 til 866 millioner i 2100 – altså blive 6 gange så stort!

ØKONOMISKE OG SOCIALE KONSEKVENSER

I den forbindelse bemærker Christopher Murray blandt andet:

”Det vil få enorme samfundsmæssige konsekvenser. Hvor mange skatteydere vil der være i et samfund med et så stort antal gamle? Hvem skal betale for sundhedsydelser til dem? Hvem skal passe dem? Vil man blive tvunget til at blive på arbejdsmarkedet, til man dør?”

FINDES DER EN LØSNING?

”Hidtil,” forklarer Murray, ”har vestlige lande forsøgt at løse problemet med manglende arbejdskraft ved at importere arbejdere fra andre lande. Men den løsning forsvinder af sig selv, når disse lande selv bliver ramt af faldende befolkningstal og derfor kommer til at mangle arbejdskraft.”

I visse lande har man forsøgt at vende udviklingen ved at tilbyde forældrene forskellige goder, såsom forlænget barselsorlov og tilskud til pasning af børnene, men resultaterne har hidtil ikke været overbevisende. Et godt eksempel er Kina, hvor man i 2016 opgav et-barns-politikken under indtryk af stigningen i antallet af ældre og de forventede økonomiske konsekvenser heraf.

Her viste det sig efterfølgende, at 38 års et-barns-politik bakket op af intens propaganda ikke så let ændres fra dag til dag.  Måske skal årsagen til, at de færreste har taget imod tilbuddet om barn nr. 2,  først og fremmest søges i, at en ny generation af kinesere i stigende grad har antaget den vestlige verdens livsstil, nærmere bestemt forbrugersamfundets opfattelse af barnet som noget, man først ”anskaffer”, når karrieren, boligen og bilen er på plads.

I Danmark er fertiliteten (det antal børn, som 1000 kvinder har fået i et givent år) faldet til 1,70 i 2019 fra 1,73 i 2018. Det er i tørre tal et fald på 309 nyfødte fra 61.476 i 2018 til 61.167 i 2019. Vi er således fortsat et pænt stykke vej fra de 2.1, som skal til for blot at bevare status quo.

Det skal blive interessant at se, om en prognose som denne vil kunne vække politikerne fra deres tornerosesøvn. Har de mon et svar på de spørgsmål, som professor Murray stiller foroven i afsnittet med overskriften ”Økonomiske og sociale konsekvenser”? Hvem skal passe de gamle, såfremt prognosen får ret i, at de bliver seks gange så mange som nu? Meget har i den seneste tid peget på, at ældreplejen allerede nu befinder sig i en alvorlig krise.

Og det er ikke kun de gamle, der har grund til bekymring. Det er selve den samfundsmodel, vi har vænnet os til, det såkaldte velfærdssamfund, der risikerer at kollapse. Det bliver i givet fald ikke en smuk død.